Biskoppens prædiken i domkirken pinsedag

Læsninger: ApG 2,1-11.  1 Kor 12,3b-7.12-13   Joh 20,19-23

I dag markerer vi højtideligt påsketidens afslutning, ja evangeliet fører os tilbage til påskedags aften, hvor Jesus viste sig for sine disciple og første gang lod dem mærke Helligånden i sig.  I manges bevidsthed er påskedagenes intensitet fortrængt af hverdagens gøremål og rytme. Kristi Himmelfart og pinsen får påsken til at blusse lidt op igen, inden det almindelige kirkeår begynder. Vi skal naturligvis hele tiden holde påsken og dens mysterier i frisk erindring, fordi troen på den opstandne Jesus er grundlaget for at være kristen. På samme måde skal vi også lade pinsen og dens indhold stå for os som en fest med langtidsvirkninger, ja sammen med påsken lade den være en permanent kilde til opmuntring og inspiration for Kirken.

Når vi fejrer kirkeårets fester gør vi frelseshistoriens store begivenheder nærværende og søger ved hjælp af både ydre og indre samling at fordybe os i dem. Men de skal også hele tiden være noget, vi øser af. For påskens vedkommende oplever vi det hver gang, vi fejrer Eukaristien, markerer den både som grundlaget for Kirkens eksistens og som en kilde til personlig åndelig vækst og næring. Sådan skal det også være med pinsen. Den minder os om en engangsbegivenhed, som var rammen om Helligåndens komme over disciplene og dermed over Kirken; men samtidig er den ligesom påsken en kilde til konstant inspiration. Ligesom Helligånden pinsedag skulle give disciplene det afgørende skub og den nødvendige bagage til at gå ud og forkynde evangeliet, så skal Helligånden også i dag – trods Kirkens alder og lange erfaring – hjælpe den med at konfrontere nye udfordringer samtidigt med, at alt det, som er gammelt, hævdvundent og indarbejdet hele tiden skal fyldes med begejstring og nyt liv for ikke at blive sterilt eller gå i stå. Ligeledes har vi brug for opmuntring, når vi synes, at vore anstrengelser ikke lykkes, eller vi overvældes af modstand og kritik, og endeligt skal alt det, som er gået skævt p.gr.af vor syndighed, heles og sones.

Pinsen skal også hjælpe os med et bevare et sundt kristent sindelag således, at vi ikke giver op, når vi synes at Kirkens troværdighed eller gennemslagskraft svækkes, men heller ikke frivilligt og målrettet drager dens lære i tvivl og modarbejder dens autoritet. Disse to holdninger er nogle gange vævet ind i hinanden. For at genoprette Kirkens delvist krakelerede image mener man, at det er nødvendigt at ændre også fundamentale dele af læren og vigtige traditioner, mens andre udnytter situationen til ud fra en længe plejet og dyrket egenopfattelse af Kirken eller et misforstået økumenisk sindelag at forme den efter deres eget billede.

Det er i en sådan situation, som kan være præget af frygt, mismod, ligegyldighed og målrettet pleje af egne dagsordener, at vi har brug for Helligånden. Han er ganske vist den permanente garant for, at Kirken overlever trods de lige nævnte svagheder hos os mennesker; men for at denne garanti kan virke, må vi hele tiden personligt både bede om Helligåndens hjælp og indskydelser og ikke mindst,  - når vi mærker hans nærhed, - også være parate og villige til at følge Ham. 

At tro på Gud og leve i hans Kirke betyder at holde fast ved en overleveret sandhed, hvis indhold ikke står til diskussion, men i en verden, som har ændret sig uopholdeligt og accelererende og fortsat befinder sig i denne proces. Det er så i dette miljø, at vi skal finde os til rette med vor tro og også dele ud af den og give den videre.

Selv om vor verden er kompliceret, og der er sket meget, siden Guds Søn gik omkring på jorden, og siden apostlene tog de første skridt ud i verden, skal vi altid prøve på at se os hensat til den tid, ikke for at kaste vrag på alt, som er hændt siden og slet ikke for at ignorere det, men for bedre at kunne erfare Guds nærhed og tage den med ind i nutiden. Ikke mindst i den påsketid, som nu er ved at være forbi, gør vi meget ud af at understrege, at vi gennem vor tro og vor fejring af liturgien er en del af det, der foregik dengang. Gennem vor tro står også vi foran den opstandne frelser, i vor fejring af eukaristien er vi også med i Nadversalen og på Golgatha, og vort engagement i Kirken skal også bære præg af, at vi kan hensætte os til salen, hvor disciplene med Maria sad i forventning om Helligåndens komme.

Efter at have modtaget Helligånden trådte disciplene ud som begyndere, med den begyndelse, der netop krævede Helligåndens styrke, for at de kunne tro på det projekt, som Jesus havde betroet dem, og overvinde angsten for omverdenen. I vor tid står vi både som begyndere og erfarne, med både mod på livet og skuffede, ikke nødvendigvis med begge dele på én gang; men for Helligånden er der mange flere forskellige situationer at gribe ind i, end da han kom på den første pinsedag. Vore børn og unge, og ikke mindst vore firmander, er vor tids nye disciple, som bliver sendt ud i verden, ganske vist meget ofte uden den nødvendige trosmæssige ballast, men med åbenhed og søgen efter autenticitet. Som voksne kristne står vi med vore mange erfaringer, meget ofte i form af berigelser, i troen på at være, hvor Gud vil have os, men undertiden også med skuffelser og frustrationer over det, som ikke er gået, som det skulle, eller som vi ønskede. Det samme kan Kirken sige om sige selv eller vi om den. Kirken er betragtet i tidens perspektiv ikke længere ung, men kan se tilbage på en varieret fortid med fremgang, forfølgelse, svækkelse og revitalisering. Nogle steder i verden er Kirken stadig ny og oplever dér ofte tydelige tegn på vækst; andre steder, ikke mindst i lande med lang kristen tradition, taber den terræn og mister relevans. 

Det er på en sådan baggrund, at vi i vor tid skal betragte Helligåndens rolle og bede om og tro på hans indgriben. Udfordringerne er mange og trækker vor opmærksomhed i mange retninger, og problemerne kalder på løsninger. De seriøse løsninger kan synes langt borte: Hvordan får vi folk til at bakke op om Kirken, både ved at tage imod dens budskab og bruge sakramenterne, hvordan bliver folk mere engagerede og offervillige, også på det finansielle område? De lette løsninger går i retning af at tilpasse Kirken til verden ved at modificere lære og moral, underspille  det specifikt katolske og i det hele taget ikke se Kirken som Guds værk og dermed som et uundværligt instrument til at frelse verden, ikke kun fra evig fortabelse, men også et langt stykke ad vejen fra menneskeskabte konflikter og forkert brug af materielle goder. 

Løsningerne på alle disse problemer er mangfoldige og komplicerede; men eet sted skal der begyndes. Det første skridt består i at være et sted, meget gerne i fællesskab, at være dér, hvor Gud har sendt sin Ånd, nemlig i Kirken. Meningen med at være dette sted, enten alene eller i fællesskab med andre er, at stoppe op, tage bestik af situationen, eventuelt foretage en selvransagelse og så fremlægge alt for Gud og bede ham gribe ind og ikke mindst lade ham gribe ind. 

Apostlenes samvær i bøn med jomfru Maria var ikke et krisemøde, men et udtryk for fællesskab, også og ikke mindst i forventning om Helligånden, som Jesus havde lovet. Der var ikke så meget at se tilbage på og revidere; der skulle ses frem mod opfyldelsen af det, Jesus havde lovet. I vor situation med Kirkens lange fortid og vor egen kortere fortid kan vi naturligvis ikke lade være med at se tilbage, kritisk bedømme, om vor tidligere handlemåde har præget eller skabt den virkelighed, vi nu befinder os i. Det må dog ikke føre til, at vi lader os knuse eller bliver modløse. Også vi kan og skal stole på, at der fortsat er noget godt i vente, at Kirken og for den sags skyld hver enkelt af os – trods en fortid med vaner og traditioner, nederlag og stilstand – altid kan lade sig forvandle, forny  og opmuntre netop af Helligånden. I indkaldelsesbullen til Andet Vaticankoncil (Humanæ Salutis 25. dec. 1961) konstaterer den hellige pave Johannes XXIII (nr. 2): ”I denne tid ser Kirken den foruroligede menneskehed stræbe efter en fuldkommen fornyelse. Og mens menneskeheden bevæger sig mod en ny tingenes orden, forestår der Kirken store opgaver… Dette kræves der af Kirken: At indgyde evangeliets evige, levendegørende, guddommelige energi i nutidens menneskeheds vener.”  Vi kan godt tillade os at sige, at det, som pave Johannes ønsker for menneskeheden, også skal præge Kirken, at også den på ny får indgydt evangeliets energi i sine vener. Derfor beder pave Johannes: O, hvis det kunne gentage sig i Kristenhedens familie, som vi ved skete i de dage blandt apostlene efter Kristi Himmelfart… Forny i denne vor tid dine undere, næsten som en ny pinse” (nr. 23).

Vi kan roligt tilslutte os pave Johannes’ bøn, som er præget af både nøgtern bedømmelse af situationen, også den, vi lever i, og af håb. Selv om den pinse, vi fejrer, var en markant engangshændelse, og selv om der i Kirkens liv skal ske ting, der markerer en ny strategi, som f.eks. afholdelse af konciler, så kan en ny pinse også godt ske mange gange og i det små og upåagtede. Derfor skal vi tro på og give rum for, at Helligånden kontinuerligt kan forny og opmuntre os, i vore egne liv, i  vore menigheders og bispedømmets, hele Kirken og menneskeheden. Pave Johannes’ bøn er ikke utopi, men dens opfyldelse er også betinget af, at vi vil være dér, hvor tingene sker, nemlig i Kirken, og sammen med den lader os omvende og forny, så det håb, vi skal have, bliver velbegrundet og styrket. 

Amen.