Biskoppens prædiken i domkirken Sct. Ansgars fest

Prædiken i domkirken Sct. Ansgars fest søndag 27. januar

Læsninger: Es 52,7-10                1 Kor 1,18-25   Mark 1,14-20

----

Når vi fejrer vort bispedømmes værnehelgen og én af de første forkyndere af kristendommen i vort land, gør vi det umiddelbart som udtryk for taknemmelighed over, at være blevet inddraget i det trosfællesskab, som store dele af vort kontinent allerede var med i. Selv om reformationen afbrød det åndelige og organisatoriske fællesskab med resten af Kirken i Europa for mange år frem i tiden, føler vi alligevel, at vi som katolikker i dag er med i det, som blev plantet ved Sct. Ansgars forkyndelse. Det gælder både os, som er født og opvokset her i landet, og dem, som senere er kommet hertil. Alle er vi arvtagere af Sct. Ansgars indsats, som er suppleret både med senere tiders erkendelse og fordybelse og med, hvad vore trosfæller fra andre lande har bragt hertil.

Den historiske proces og nuværende sammensætning af Kirken, ikke bare i Danmark, men også i det andre nordiske lande, gør vor situation unik og bringer tilsvarende udfordringer. Den etniske mangfoldighed får nogen til at mene, at det er udansk at være katolik, samtidig med, at både etniske danskere og udlændinge hver på sin måde kan føle sig fremmedgjorte og rodløse. Til alt dette kommer de udfordringer, som Kirken må kæmpe med, også dér, hvor den er homogent sammensat: Sekularisering, mindre forståelse fra det civile samfund, mangel på bevidsthed og begejstring, finansielle og personalemæssige udfordringer, rådvildhed, både over, hvordan vi får omverdenen i tale – dvs. får missioneret –, og beholder dem, som allerede hører til i vor kreds.

Alle disse udfordringer kræver strategier. Nogle har vi analyseret os frem til og søger at implementere, andre søger vi fortsat efter. Strategier og handlingsplaner er vigtige, fordi vi både skal tage højde for, hvordan vi får mennesker i tale, og være opmærksomme på deres lidelser, bekymringer, tvivl, svagheder og fordomme.

Strategier og handlingsplaner er noget udadrettet, som altid formodes at afspejle ens ståsted og målsætning. Det gælder også for Kirken. Derfor må enhver strategi og handlingsplan, ethvert tiltag og vor motivation udspringe af, at vi ved, hvem vi er, hvad det betyder at tro på Gud og tilhøre Kirken, at vi selv er overbeviste om sandheden i det budskab, vi skal forkynde, og efterlever det.

Andet Vatikankoncils målsætning var at åbne Kirken for verden, ikke for at skikke sig lige med den, men for at gøre opmærksom på, at flere og flere af de behov, som Kirken med sin pastorale praksis var vant til at dække, findes uden for dens kreds: mennesker, der søger, mennesker, der lider, mennesker, der følger andre normer og tankesæt, ja hele samfund, for hvem en kristen arv og baggrund ikke længere er en selvfølgelighed. I sin åbningstale ved Koncilets begyndelse sagde den hellige pave Johannes XXIII: ”Det, som mest af alt interesserer Koncilet er, at den kristne læres hellige arvegods bevares og formidles på en mere effektiv måde” (5,1).

Alle disse udfordringer kan nemt tage pusten fra én og få os til at se vor opgave som uoverkommelig. Det er så ikke lige her, at strategierne hjælper, men derimod besindelsen på det, vi som katolske kristne gerne vil være og bringe videre. Her er vi så tilbage til det, vi særligt fokuserer på i dag, nemlig det budskab, som Sct. Ansgar bragte til os, eller rettere, Ham, som Sct. Ansgar lærte os at kende, Jesus Kristus.

Når vi taler om kendskab til og fællesskab med Jesus Kristus, må det ikke bare være en diffus bevidsthed om at være døbt og bekende sig som kristen, blot at være medlem af Kirken og bekende sig til i sig selv ædle, men ofte generelle menneskelige værdier. At bekende sig til Kristus betyder mere end det. Det betyder at føle sig tiltalt af ham og følge Ham, også at følge hans Kirke og engagere sig i den. For to dage siden fejrede vi festen for apostlen Paulus’ omvendelse. I læsningen fra Apostlenes gerninger hører vi om hans ihærdige forfølgelse af de kristne. Ikke desto mindre spørger Kristus, der viser sig for ham: ”Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?” (ApG 22,7) ikke hvorfor forfølger du dem, som tror på mig? Der er altså en tæt og ubrydelig sammenhæng mellem Kristus og hans Kirke og med det, han har lovet og garanteret sin Kirke.

At bekende sig til Kristus og hans Kirke giver ikke bare legitimitet til vor forkyndelse og vort vidnesbyrd, men også den tillid og styrke, der skal til, for at klare udfordringerne. Fasthed i troen er ingen garanti mod modgang, heller ikke mod lejlighedsvise anfægtelser, heller ikke mod menneskelig svaghed; men denne fasthed og forankring i troen vil alligevel være en styrke i modgang, lade et håb skinne igennem i udfordringer og forvisse os om mulighed for overvindelse og tilgivelse af svagheder.

Ud over at bede Gud om denne fasthed i troen og den nødvendige nåde til at leve efter den, må vi også hele tiden både engagere os i Kirkens liv, modtage sakramenterne og lade vor levevis afspejle evangeliet, budene og Helligåndens indskydelser. Disse fundamentale ting vil også give os glæde ved Kirken, i stadig større grad lære os at se meningen med det, den står for, samt åbne vore øjne for dens skønhed, ikke kun den æstetiske i kunst og liturgi, men først og fremmest ved, at vi oplever den som det sted, hvor himmel og jord på en særlig måde er forbundet, hvilket ikke mindst sker i fejringen af Eukaristien.

Alle disse gode ønsker for vort liv som kristne kommer unægteligt på et tidspunkt, hvor vi oplever Kirken udsat for store udfordringer – svækket af indre misforhold og søgt marginaliseret og frataget rettigheder i mange samfund. Vrede og frustration over, hvad der foregår i Kirken og bekymring for angrebene mod den. Men netop i en sådan situation skal vi mobilisere tillid til, at Kirken er Guds Kirke og se sandheden og skønheden i den både som et lægemiddel mod dens fejl og som en hjælp til at stole på, at den i kraft af Kristi løfter vil kunne stå det hele igennem.

Nogle ser i Kirkens svækkede situation en mulighed for endeligt at komme igennem med mærkesager, man har kæmpet for i årtier: opgør med Kirkens hidtidige morallære og syn på ægteskab og familie, afskaffelse af cølibatet, udviskning af forskellene mellem de enkelte kirkesamfund og udfordring af elementære trossandheder. Man mener, at Kirken har slidt sig selv op med skandaler og forsvar for sine privilegier, at den ikke længere har nogen moralsk ret til at opstille regler og forkynde en indiskutabel sandhed. Den sidste chance for at redde den, mener man så er en slækken på traditionel dogmatik og moral.

Intet ville være mere forkert og skæbnesvangert. Redningen af Kirkens troværdighed ligger ikke i at relativere teologi og moral, men i, at vi alle i højere grad på ny søger Kristus og gennem ham lærer, at Kirken i sig har alle muligheder for at blive helliggjort og helliggøre sine medlemmer, blot det, som Kristus og Kirken forkynder, tages alvorligt og efterleves autentisk. Selv om Kristi løfter til hans Kirke har en egen iboende magt og garanti, er de ikke en opfordring til passivitet og ligegyldighed, men af både hyrder og hjord kræves der en dybere søgen efter sandheden og efterlevelse af den. Helgenerne og tidligere tiders reformbevægelser har kunnet vende en forkert udvikling og genoprette tabt tillid og troværdighed. Det er også både muligt og nødvendigt i dag. Også for os gælder Peters ord til Jesus: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror og ved, at du er Guds hellige”. (Joh 6,68-69). Peter talte sine ord efter, at mange havde forladt Jesus, fordi hans ord om sig selv som livets brød blev opfattet som hård tale. Peter og de elleve var sikkert lige så rådvilde som dem, der gik deres ej. Men de blev i tillid til det livets ord, de sikkert ikke selv fattede helt, men troede var sandt. Peter var anfægtet; men hans hidtidige vandring med Jesus hjalp ham til beslutningen om at blive. Hvis vi fortsætter vor vandring med Jesus og hans Kirke, vil vi også – trods anfægtelser og usikkerhed – kunne fremsige ordene ”Du har det evige livs ord”, og med tillid blive hos Kristus og hans Kirke.

Amen