Læsninger: 2 Mak 7,1.20-31 Luk 19,11-28
Der er normalt en stor rimelighed i at vælge bibelske læsninger, der passer til de begivenheder, man fejrer. Sådan er det ved de store kirkelige højtider og de intensive tider før og efter jul og før og efter påske, og sådan er det som regel, når vi fejrer Kirkens helgener. På almindelige hverdage i løbet af kirkeåret hører vi bibelske læsninger, som ikke er bundet til en bestemt begivenhed, men fortløbende præsenterer os for den enkelte bøger i Bibelen.
Når man markerer en særlig begivenhed, kunne man også godt føle sig fristet til at vælge læsninger, der passer til anledningen; men der ligger også en sund udfordring i at tage de tekster, som Kirken forelægger den pågældende dag. Selv om tekstrækken er udarbejdet, så man kommer igennem så meget af Bibelen som muligt, så gælder også her, hvad Paulus skriver til Timotheus, at ”ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, der hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2 Tim. 3,16-17).
I denne uge hører vi læsninger fra makkabæerbøgerne, i går om den standhaftige Eleazar og i dag om den yngste af de makkabæiske brødre og ikke mindst om deres mor. Det er én af mange beretninger om menneskers trofasthed mod Gud, efterfulgt af lignende bibelske fortællinger om de første kristnes udfordringer og noget, der går igen i, hvad kristne helt op til vor tid må gennemgå. Sådanne beretninger, hvad enten de er fra Bibelen eller helgenbiografier, er ikke kun beretninger fra historien, men også givet til inspiration, opmuntring og eftertanke for os.
Når vi ser bort fra, hvor længe det er siden, det foregik, og skræller grusomheden af, så bliver der noget tilbage, som vi også kan genkende fra vor egen tid. Også i vor tid virker kræfter, der vil have mennesker bort fra Gud, ikke altid personificeret som i kong Antiokus, men snarere repræsenteret ved kræfter, tendenser og moderne værdisæt, som ser religion som ikke blot irrelevant, men provokerende eller noget, som står i vejen for etableringen af en bestemt samfundsmodel. I beretningen fra makkabæerbøgerne er tegnet på villighed til tilpasning, at man er parat til at spise svinekød; men i den jødiske tradition er det blot et ydre tegn på trofasthed mod Gud, at man vægrer sig ved at spise det, set med vore øjne måske også en tradition, som det ikke var et martyrium værd at bryde. Men som det fortælles i nogle kapitler forud, så var målet helt at udrydde jødedommen ved at forbyde fejringen af sabbatten og ved at vanhellige templet og følge de græske skikke.
Selv om vi i vores del af verden ikke risikerer så blodige og grusomme konsekvenser af trofasthed, som vi hører om i læsningen, så er der alligevel en appel til os om at vise det sammen sindelag, som de makkabæiske brødre og deres mor. Dertil kommer, at det ikke engang behøver at være trusler, som får mennesker til at glemme Gud. Megen ligegyldighed kommer af sig selv, uden noget mærkbart ydre pres, men snarere ved at ens egne prioriteringer og værdisæt bliver det, der styrer ens liv.
Selv om overholdelse af bud og religiøse traditioner er vigtige, også fordi de er identitetsskabende og i høj grad kan være en støtte for vort åndelige liv, så er de ikke det afgørende. Hvad der tæller er, at Gud som væsen og ikke mindst hans Søn, Jesus Kristus som person, er virkelighed for os, og én, vi bygger vort liv på og med, og hvis kærlighed og øvrige henvendelse til os vi prøver at respondere på og forme vort liv efter.
Men et liv i standhaftighed over for Gud må ikke være vort eneste mål. Styrket af denne standhaftighed og Guds kærlighed til os skal vi også række ud til andre. I dag mindes Kirken den hellige Elisabeth af Ungarn, også kaldet af Thüringen, én af de store næstekærlighedsapostle. Hun levede i første tredjedel af 1200-tallet, var kongedatter og blev gift med en landgreve. Hendes liv var privilegeret, hendes ægteskab var arrangeret, men lykkeligt. Trods sin egen velstand var hun ikke blind for andres nød, så ikke mindst efter hendes mands tidlige død, blev det hendes livsstil at sørge for de fattige.
I søndags var det ”de fattiges søndag,” en forholdsvis ny temadag i Kirken. Evangeliet var Markus’ beretning om tidernes ende. I sin prædiken i Peterskirken talte pave Frans om ”smerten ved nutiden” og ”morgendagens håb.” De voldsomme ting, der ledsager verdens ende ifl. evangeliet, går over i mødet med Gud. Pave Frans sagde, at også vi lever i en tid med voldsomme begivenheder og håbløshed, ikke mindst for de mindst privilegerede. Vi lever altså med smerten ved nutiden; men vi må ikke glemme morgendagens håb. Selv om det kan synes fjernt og uopfyldeligt, så er det noget, vi skal være med til at virkeliggøre ved at åbne os for det. Pave Frans’ råd er at nære morgendagens håb ved at hele, råde bod på nutidens smerte. At tage fat på at gøre noget ved nutidens smerter er en forudsætning for at fremkalde håb for fremtiden. Normalt tænker vi på håb som en holdning, vi har i en situation, hvor vi ikke selv kan gøre noget, men overlader det til andre at gribe ind. Det må dog ikke hindre os selv i at blive ved med at forsøge at rokke ved noget. At være aktiv, ikke at give op, er også et udtryk for håb, netop fordi ens egen indsats kan synes så betydningsløs. Den aktuelle klimadebat er et godt eksempel på en sådan situation. Der lyder her mange dommedagstoner, men også stemmer, der udtrykker håb og bliver ved med at minde os om nødvendigheden af at gøre noget. Det gælder også andre områder både i det religiøse og verdslige liv. Religion synes at være op mod mange odds, men troende menneskers vedholdenhed giver håb. Vi skal således også være med til at nære dette håb ved at forblive trofaste, overbeviste og autentiske. Vort håb på troens vegne skal så være med til at skabe håb for verden, både i vort eget samfund og globalt.
Det er også, hvad dagens evangelium kan hjælpe os med til. Den kommende konges tjenere får betroet forskellige talenter, som de skal forvalte. Trods den kolde sammenligning med finansiel spekulation og omhu, skal vi se positivt på sammenligningen med at have fået åndelige talenter betroet, være blevet udstyret med et kald og en mission, som skal omsættes, som hverken må henlægges af frygt eller bekvemmelighed. Vi ved ikke, hvor let det var for de første tjenere at få deres betroede pund til at avle. De skulle i hvert fald gøre en indsats, også selv om den var ukompliceret. Vi skal også bruge vore betroede talenter, vor tro, vort kald og vor mission. Nogle gange er det op ad bakke, andre gange mærker vi imødekommenhed og respons. Hvad enten vi oplever det ene eller det andet, er trofastheden afgørende og vil blive belønnet, også selv om udbyttet ikke blev så stort, som det kunne være blevet. Manden, der uddelte talenterne skulle gøres til konge, men blev forkastet af nogen. Med lignelsen taler Jesus om sig selv. Vi kan være med til at vidne om og bekræfte hans kongedømme ved at bruge det, han har betroet os, og således være med til at forvandle smerterne af i dag til håb for i morgen.
Amen.