Biskoppens prædiken i domkirken Skærtorsdag

Læsninger: 2 Mos 12,1-8.11-14; 1 Kor 11,23-26; Joh 13,1-15

I kirkeåret har vi to store fester til ære for Eukaristien, dagen i dag, hvor vi fejrer dens indstiftelse i forbindelse med påskens begivenheder, og Kristi Legems og blods fest, hvor vi går i dybden med, hvad det vil sige, at Kristus er virkeligt til stede i brødets og vinens skikkelse.

Evangeliernes beretninger om Eukaristiens indstiftelse fortæller om, hvad der konkret fandt sted og hvordan det blev gjort, og er således den primære kilde til vor viden om denne begivenhed. Kristi Legems og Blods fest opsamler Kirkens århundredegamle fordybelse i Eukaristien og er samtidig en vigtig hjælp til at forstå de ofte vanskelige begreber, som vore forklaringer af Eukaristien opererer med.

Eukaristien er på en særlig måde enhedens sakramente. Fællesskab med Kristus og indbyrdes samhørighed er et vigtigt aspekt af Eukaristien. Samtidig er Eukaristien noget, som kan udløse heftige diskussioner, ikke mindst mellem kristne af forskellige konfessioner: Hvem har lov at deltage, hvem har lov til at forvalte den, hvordan skal vi forstå Kristi nærvær i dette sakramente? I en tid med store udfordringer vil mange synes, at sådanne diskussioner er uvæsentlige, måske ligefrem skadelige. Når noget er vanskeligt at forstå, er det nu ikke uvæsentlig at give gode forklaringer, samtidigt med, at vi skal være klare over, at vi har at gøre med et mysterium, hvor ikke alle dybder er tilgængelige. I sidste ende drejer det sig om at finde frem til, forklare, bevare og formidle, hvad der er sandt, og fordi Eukaristien har sin rod i Kristus, som er vejen, sandheden og livet, kan det aldrig være uvæsentligt at fokusere på, hvad der er sandt.

Nu er det sådan, at en sandhed, som vi ikke tillader at gøre noget ved os, forbliver gold og virkningsløs, selv om Gud, og hvad der udgår fra ham, forbliver en sandhed, også selv om ingen kender den eller tror på den. I så fald ville der dog være tale om en skjult skat, et lys under en skæppe, og det ville være det modsatte af den Gud, som ønsker at åbenbare sig, gøre sig synlig og nærværende. Når vi får del i Guds skatte i form af sandhed og barmhjertighed, så er vi også forpligtede til at give videre, både i form af forkyndelse og aktiv næstekærlighed.

Derfor skal vor dybe tro på og respekt for Eukaristien, al den højtidelighed vi omgiver den med både under messen og i det øvrige fromhedsliv altid give sig udtryk i et liv, som afspejler Kristi eksempel, kort og godt manifestere sig i et aktivt kristenliv, med alt hvad det indebærer i form af at gøre Guds vilje og vise omsorg for vor næste.

Dette aspekt er det, som kommer til udtryk i dagens evangelium, der ikke handler om Eukaristiens indstiftelse, men alligevel udtrykker et klart om end usædvanligt aspekt af den, nemlig fodtvætningen. At vaske andres fødder er en tjeneste, men også en ydmyg én af slagsen, ja, ifl. jødisk tradition også en næsten fornedrende handling, fornedrende for den, som udfører den. Hermed gjorde Jesus ikke blot noget forfriskende og rensende, men udtrykte på en meget tydelig måde, at han var kommet ”ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene.” (Matt 20,28 og Mk 10,45) Dette skriftsted slutter med ordene ”og give sit liv som løsesum for mange.”

Med indstiftelsen af Eukaristien ville Jesus ikke blot sikre sit reelle nærvær for os her på jorden, men også lade dette sakramente være en frugt at hans frelsergerning, det primære formål med hans menneskevordelse. Vi har alle selv brug for at blive frelst, noget som vi indimellem trænger til at blive mindet om, fordi vi med vor forstærkede fornemmelse for at have styr på tingene og være i kontrol – nogle gange kombineret med en bagatellisering af vore synder – ikke altid opfatter frelse, som noget, vi har behov for. Men selv om vi trænger til at blive mere bevidste om vort behov for selv at blive frelst, skal det ikke gøre os til passive modtagere. Taknemmeligheden over selv at have fået adgang til frelsen må ikke gøre os indadvendte, men skal tværtimod få os til at rette vor opmærksomhed mod andre, både i form af at forkynde og formidle og ved at opmuntre og hjælpe vore medmennesker. Efter at have vasket sine disciples fødder byder Jesus dem gøre det samme indbyrdes, hvilket indebærer at vise tjenersind og hjælpsomhed over for ethvert menneske, man møder. Det er en praktisk udløber af at handle til Jesu ihukommelse, når vi fejrer Eukaristien. Det betyder ikke kun som Kirke at sørge for, at Eukaristien altid bliver fejret, men også som Kirke at formidle Jesu sindelag, når vi møder mennesker med behov.

Når vi netop skærtorsdag fejrer Eukaristiens indstiftelse, ser vi den naturligvis i hele påsketriduets sammenhæng. Hvad vi fokuserer på i aften, er en foregribelse af, hvad vi skal markere i morgen, hvorefter vi ser videre mod påskedag. Eukaristien indeholder det alt sammen: Hengivelse, nærgørelse, overdragelse, fornedrelse, overvindelse, sejr og evigt liv, alt det, som skal kendetegne vor kristne tro og praksis.

Vort udgangspunkt for at fejrer Eukaristien er skærtorsdagens begivenheder; men selv om vi betragter dem som begyndelsen til vort forhold til Gud og erfaringen af hans frelse, så gik der også noget forud for skærtorsdag aften. Det hører vi skildret i første læsning, hvor der tales om israelitternes opbrud fra Ægypten. Der er mange fælles elementer. Noget skal ofres, blodet får døden til at styre uden om de huse, som er mærket med det, der skal spises sammen, eventuelt deles med andre og brydes op, væk fra undertrykkelse og henimod et nyt fædreland.

Selv om både udgangen fra Ægypten og ikke mindst påskemåltidet i nadversalen er præget af gudsnærhed og dyb mening, er der ingen af stederne tale om et hyggemåltid i normal forstand. Israelitternes udgangsmåltid skal, som der står, spises i hast, under årvågenhed og med tankerne på den forestående rejse. For disciplene er påskemåltidet nok et i lighed med dem, de allerede har fejret en del af, men samtidig et, som er præget af alvor, dystre forudsigelser, der næsten med det samme begynder at blive til virkelighed. På denne baggrund kan det være svært at forestille sig Eukaristien som noget, man med glæde skulle kunne videreføre til Jesu ihukommelse. For israelitterne lå Det forjættede Land langt væk, og tanken om fuldbyrdelsen af en frelse og overvindelse af døden lå også disciplene fjernt.

Jøderne nåede til det forjættede land og fik sig etableret, men skulle aldrig glemme, hvor de kom fra og hvad, de var blevet befriet for. Det tydeliggjorde de med påskemåltidet. Som kristne er vi også på mange måder veletableret, har levet os ind i vore traditioner, ladet dem præge vor identitet; men vi skal heller ikke glemme, hvor vi stammer fra og, at vi er blevet befriet.

Åndelig befrielse kan naturligvis ikke sammenlignes med en befrielse fra jordisk militær besættelse og undertrykkelse. Alligevel kan vi godt tillade os at sammenligne lidt. De sidste mange generationer har ikke noget forhold til befrielsen efter anden verdenskrig, og mange har heller ikke længere nogen erindring om, hvad den tidligere undertrykkelse i Østeuropa stod for. Det, man har nu, opfattes som en selvfølge, og samtidig bliver nogle chancer ofte forpasset. Selv om man er blevet befriet, bliver man slave af noget andet.

Sådan kan det også gå med vort trosliv. Frelsen opfattes ofte som rutine, og mange gange er muligheden for at gøre en forskel blevet forpasset. Fornyelsestiltag fuser ud og får ikke ændret noget; men selv om vi nogle gange resigneret indrømmer dette, er det aldrig for sent alligevel at gøre noget. Det er det vidunderlige ved vor tro, at der altid er en ny begyndelse, også i vor tid, hvor vi synes, at mange ting er kørt fast. Men det er muligt at gøre en forskel; det kræver dog en ny bevidstgørelse om vor tro og samtidig tålmodighed med, at ændringer ikke sker fra den ene dag til den anden, men kan tage år. Det skal heller ikke skræmme os. Hver dag kan i et kort øjeblik, eller i længere forløb, som f.eks. fejringen af Eukaristien opleves som inspirerende, trøstende og visionært.

Netop i vor tid er der brug for at tro på det. Verden har brug for kristne, der oplever selv at være befriet, som ikke er bange for lejlighedsvise ørkenvandringer, som engagerer sig, alt sammen som udtryk for at gøre, hvad Jesus bød os.

Amen.