Biskoppens prædiken i domkirken skærtorsdag

Læsninger: 2 Mos 12,1-8.11-14; 1 Kor 11,23-26; Joh 13,1-15

Efterhånden er det ved at blive lidt banalt, når vi siger, at påsken i år bliver mærkelig eller bare ikke, som den plejer at være. Vi er ved at vænne os til restriktionerne, hhv. til, at der jævnligt strammes eller lempes.

Intet af dette fjerner dog den alvor, som svæver over dette års påskefejring. Tværtimod forstærker den den. Den største forandring er, at det, vi gør i fællesskab, ikke bliver til noget, i hvert fald ikke på samme sted. Det er man måske også ved at vænne sig til. Men om ikke andet, så vil fejringen af dagen i dag forøge smerten over ikke at kunne markere påskens helligdage på traditionel måde.

Det største savn, de fleste må leve med i denne tid, er nemlig, at vi ikke kan fejre eukaristi på samme måde, som vi plejer, med stor deltagelse, og dette savn bliver særligt tydeligt i dag, hvor vi fejrer dens indstiftelse, bliver opfordret til på en særlig måde at forestille os, at vi er med, hvor det skete, da Jesus var samlet om den første eukaristi med sine disciple. Og så var det ikke en almindelig eukaristi, men på den ene side fuldkommengørelsen af den gamle pagts påskefest og på den anden side foregribelsen af det, der er eukaristiens kerne, Jesu korsfæstelse, død og opstandelse.

De fleste kan således i dag ikke modtage eukaristien, selv om det er en meget oplagt dag at gøre det. Selv om skærtorsdag i og for sig er en glædelig dag i den alvor, der ellers behersker begyndelsen af påsketriduet, - glædelig, fordi vi netop fejrer eukaristiens indstiftelse, - så er der – ikke bare i år – altid også lidt af en dyster stemning over dagen. Det kommer til udtryk i første læsning og evangeliet. I begge tekster er der en grundlæggende glæde: Hos israelitterne over nu at stå over for udfrielsen af Ægypten; i evangeliet hører vi om fodtvætningen, en dyb erfaring af fællesskab med Jesus, ganske vist i skyggen af hans umiddelbart forestående lidelse.

Coronapandemien kaster nutidens skygger over vor fejring. Fejringen er dog instinktivt præget af håb. Vi fejrer noget, som er en vigtig del af vort liv som kristne, som giver det mening og indhold, ja, som gør det værd at være kristen. Alligevel kommer lidt af første læsnings og evangeliets dysterhed til også at blive en del af vor oplevelse af dagens fejring.

Udgangen fra Ægypten sker efter en række enkle, men højtidelige ceremonier, men følger også efter dramatikken med plagerne, som kulminerer med drabet på de førstefødte. Israels folk går fri af alt dette; men dramatikken må have været der alligevel og uvisheden helt sikkert. Efter i århundreder at have været bosat i Ægypten skal folket tilbage til det sted, hvor det ifl. Guds plan hører hjemme, men som er totalt ukendt land og ikke bare lige til at gå ind i.

Trods en urolig verden har vi i vores del af den længe færdedes i noget vant og sikkert, i hvert fald uden den store bekymring. Nu oplever vi også usikkerhed og ængstelse for både det visse og uvisse. Det ændrer ikke noget ved vor principielle status som troende, som medlemmer af Kirken eller for den sags skyld som samfundsborgere. Alligevel kan vi ikke lade være med at gøre os vore tanker. Vi bliver også på en måde grebet af en opbrudsstemning, må ændre vaner og rutiner af praktisk art. Vi kan dog også tage alvoren som en mulighed for at bryde op fra åndelig vanetænkning, hvad enten det drejer sig om at få genstartet en svækket iver eller at få bevidstgjort noget, vi måske kun har gjort uden refleksion for at pleje en tradition.

Udgangen fra Ægypten var Guds store plan med sit udvalgte folk. Selv så folket ingen løsning på sit slaveri og sin undertrykkelse inden da. Meget var blot blevet værre, de gode forbindelser til Farao gennem Moses eksisterede ikke længere, og den helt ideelle tilstand i Josefs tid lå først for alvor langt tilbage. Kun Gud kunne ændre situationen, og det var, hvad der skulle til at ske med det nyindstiftede påskemåltid før udgangen fra Ægypten.

Uanset, hvad der kommer efter coronapandemien og alle de forholdsregler, der følger af den, så behøver vi ikke regne med, at alt, hvad der kommer efter, når hverdagen begynder, bliver anderledes. Vi har lov til at håbe på at genoptage livet fra før. På den anden side ville det også være mærkeligt, hvis vi glemte alt om corona, ikke bare med hensyn til et nyt syn på rettidig omhu, men endnu mere, hvis vi ikke så det, vi nu gennemlever, som en anledning til eftertanke. Selv om vi ikke skal forlade vort land, og selv om vort trosliv også herefter bliver genkendeligt, så må vi alligevel lade den nuværende pandemi og dens følger sige os noget. Det vil være naturligt at se på, hvilken plads, Gud har i vort liv, og hvis den er for lille, da at give ham noget mere. Det vil også være en anledning til at blive mere bevidste om det, vi gør som kristne, at vi lader hele vor religiøse praksis være et udtryk for ønsket om et dybere fællesskab med Gud.

Det gælder hele vor kristne livsførelse, men skal også særligt komme til udtryk i vor fejring af eukaristien og vort syn på den, at vi også virkelig tror på, at det her er Gud, der griber ind på en måde, der ganske vist ikke er til at fatte, men alligevel er virkelig. Det begynder med det ufattelige, at Guds Søn bliver menneske, en forudsætning for, at vi i eukaristien kan modtage netop hans legeme og blod. Det går videre med at erkende, at det, vi oplever ved vor fejring af eukaristien er, at både nadversalen og Golgatha bliver nærværende, og ikke mindst er det erfaringen af, at den opstandne, levende Kristus er til stede, at vi ikke deltager i en ren mindefest, men er samlet om Kirkens levende og aktive Herre, der vil os noget, som kalder og udfordrer os, viser os sin kærlighed og værdsættelse.

Selv om beretningen om fodtvætningen ikke umiddelbart har så meget med eukaristien at gøre, så hænger de to ting tæt sammen. I eukaristien fejrer vi nu med rette den levende, triumferende Kristus; men vejen hertil har også været hans ydmyghed, hans tjenersind. Når Jesus siger, at disciplene skal gøre ved hinanden, som han har gjort mod dem, så er det ikke bare en tjeneste for medmennesket, men også et svar på Jesu kærlighed til os, en anerkendelse af hans guddom, der ikke holdt sig for fin til at dele vore kår.

I troen på Kristi virkelige nærvær i eukaristien anerkender vi ham som Gud, som den, der kan overskride den menneskelige logiks og vanetænknings grænser. Men derudover ser vi i hans menneskevordelse og tjenersind også en formidling af en Gud, der gør det vanskeligere for os at skabe gud efter vort hoved, hvad enten det betyder at danne sig billedet af en harmløs symbolsk gud, som ikke forstyrrer vore rutiner, eller en streng og straffende gud, som man kan true andre med. Kristus er ikke harmløs og symbolsk, men magtfuld og virkelig. Det hindrer ham ikke i at vise tjenersind, og dette tjenersind tilslører heller ikke hans retfærdighedssans, men viser samtidig også hans barmhjertighed

Eukaristien skal samle os til tilbedelse af den ene sande Gud, den menneskevordne Søn, som ikke har svækket guddommen, men gjort den nærværende. Når vi forlader fællesskabet omkring eukaristien og går hver til sit, skal vi fortsætte en anden form for realpræsens i næstekærligheden. På denne måde bekender vi Gud i hele hans fylde og følger hans eksempel på sammenkædningen af tro og gerninger.

Den nuværende situation viser vor afhængighed af Gud, men også af hinanden. Må den hellige eukaristi styrke vor tro på det og give os tillid til, at ængstelse og frygt kan vendes til håb og fortrøstning.

Amen