Biskoppens prædiken i domkirken søndag den 7. oktober

- nordisk bededag for Kirken og Paven

Læsninger: 1 Mos 2,18-24 Hebr 2,9-11 Mk 10,2-16

Dagens læsninger giver ikke umiddelbart inspiration til at uddybe det emne, vi har valgt for denne søndag, bøn for Kirken og Paven. Der bliver snarere lagt op til at prædike om ægteskab og familie. Alligevel har vi valgt ikke at fravige søndagens fastlagte læseordning. Bag det specifikke emne – menneskets skabelse som mand og kvinde og deres bestemmelse for ægteskab og familie – kan vi finde noget principielt at fokusere på og lade os inspirere af, også med henblik på Kirken.

I deres diskussion med Jesus gør farisæerne opmærksom på, at Moses har tilladt skilsmisse. Hertil svarer Jesus, at det var på grund af menneskers hårdhjertethed, og at det fra begyndelsen ikke var således.

Meget af det, vi beklager i Kirken og beder om, må blive afvendt, er netop opstået på grund af hårdhjertethed og afvigelse fra det, som var i begyndelsen. Hårdhjertetheden er ikke altid nødvendigvis identisk med stivsindet modstand, men kan også være ligegyldighed og mangel på åbenhed over for, hvad Gud har at sige. Det behøver heller ikke kun at være afvigelse fra en første begyndelse, skabelsen og senere det øjeblik, da Jesus kom til jorden, og senere det øjeblik, da Jesus gav disciplene sine formaninger og udsendte dem. Denne begyndelse er ganske vist vigtig, skabelsen og Jesu komme til jorden. Men gennem tiderne lægges der op til andre nye begyndelser. Oldkirken med dens radikalitet og enkelhed også en sådan begyndelse. Vi kan også se en begyndelse hver gang, nogle i Kirken har taget initiativ til fornyelse: Sct. Benedikts omvendelse og grundlæggelse af munkevæsenet; munkevæsenets egen fornyelse, når de gamle idealer blev glemt; den hl. Frans af Assisis’ bud på enkelhed og mere radikal efterlevelse af evangeliet; den hellige Katharina af Sienas og den hellige Birgittas påtale af verdslighed i Kirken; den hl. Ignatius af Loyolas understregning af vigtigheden af at lære Guds vilje at kende; Tridentinerkoncilets reformer og endelig og ikke mindst Andet Vatikankoncils råd og anbefalinger til Kirken i vor tid.

Kirken har således hele tiden tilbudt og er blevet tilbudt en ny begyndelse, som skulle tage højde for nye pastorale udfordringer, finde et fællessprog til dialog med omverdenen og mennesker af en anden mening. Der har også gennem tiderne været behov for større fordybelse i troen, for bevidstgørelse om den, for på ny af tage den overleverede lære til sig, for at skabe enhed, forsone stridende grupper, genoprette tillid mellem hyrder og hjord og ikke mindst for at rette op på moralsk forfald.

På alle disse områder er der brug for, at Kirken bliver fornyet, og at de, der har øvet uret eller set igennem fingre med den, omvender sig. For at fornyelsen kan blive oprigtig og fuldkommen, må vi tage alle områder med. Det er fristende og nogle gange også forståeligt, at fokusere på bestemte onder. Overgrebssagerne fylder uundgåeligt meget for tiden: i medierne, i de dele af Kirken, hvor de er foregået, hos dem, det er gået ud over, men også hos katolikker i al almindelighed, som ikke kan lade være med at gøre sig tanker om, hvordan noget sådant har kunnet foregå, om hvad det betyder for Kirkens troværdighed, nogle gange også for deres eget trosliv og forhold til Kirken, om hvordan man skal møde kritik og fortsat kunne forsvare alt det gode, som Kirken står for. Vi kommer ikke uden om, at overgrebssagerne står som en unik uhyrlighed i Kirken, som vil forfølge dens omdømme længe endnu i stil med fx inkvisitionen og dens alliancer med brutale verdslige magter i udbredelsen af evangeliet.

I skyggen af uhyrligheder som de seksuelle overgreb, vil andre problemer nemt kunne blive glemt og nedtonet, betragtet som irrelevante eller blive fortiet og ignoreret. I berettiget harme over de seksuelle overgreb, kræves der reformer, man søger efter grundlæggende årsager til dem. Cølibatet og Kirkens ledelsesstrukturer drages i tvivl eller nævnes som årsag til de dårlige tilstande, og trossandheder og moralske normer udfordres og nedprioriteres.

Ved siden af overgrebssagerne er vi nu også optaget af den megen kritik og til tider heftige angreb, som grupper og ofte højtstående personer i Kirken retter mod hinanden. Heller ikke Paven selv bliver forskånet. Nu har der altid og ikke mindst i de sidste godt 50 år været diskussioner i Kirken, også om alvorlige emner: Kvindens rolle i Kirken, præstecølibatet, gengifte fraskiltes situation, Kirkens syn på seksualitet i bred forstand, dens ledelsesstruktur, bare for at nævne noget. Læreembedets udtalelser standser ikke altid debatten. Vi er vant til, at såkaldte konservative og progressive har deres mening om tingene, at disse fløje og deres holdninger hører med til billedet af Kirken i bred forstand og i omverdenens syn på den. Hvad der er nyt og bekymrende er, at personer og grupper, som i det mindste udadtil burde vise enighed, nu heller ikke altid gør det. Bispekonferencer kommer med forskellige udmeldinger om, hvordan ”Amoris lætitia” skal fortolkes, ikke mindst vedr. de gengifte fraskiltes situation. Højtstående gejstlige erklærer åbent deres uenighed med hinanden og Paven, biskopper og teologer søger med vægt at påvirke debatten i den ene eller anden retning.

Det kan være svært for alle, både lederne og de menige troende, at finde ud af, hvordan, man skal forholde sig til alt dette. Diskussioner lader sig ikke standse på kommando, faste meninger er ofte urokkelige, kløfterne mellem de enkelte grupper bliver tilsyneladende dybere og dybere og stadigt vanskeligere at slå bro over. Hertil kommer, at selv den mest indlysende forklaring og det bedste eksempel på autentisk kristen levevis og offervilje ikke altid overbeviser dem, der har svært ved at tro eller er ligegyldige.

For at opnå fornyelse, for at forhindre fx overgreb, for at vække troslivet og skabe større engagement er der tit brug for nye strategier, inddragelse af flere i beslutningsprocesserne, for overgrebssagernes vedkommende at skabe sikre miljøer for børn og unge, gennemskuelige retningslinjer til konsekvent at forhindre og følge op på overgreb, kort og godt brug for praktiske tiltag.

I Kirken er det dog ikke nok med strategier og efterlevelse af regler. Strategier kan ende med kun at blive teorier, og regler kan omgås. Derfor må der en dybere fornyelse til, som berører vor tro og vor efterlevelse af den. Derfor beder vi for Kirken, at den i højere grad må gøre brug af sin iboende kraft til at fremme det gode og undgå det onde. Denne kraft er garanteret af Jesu løfte om at være med Kirken alle dage indtil verdens ende, og den er sikret ved Helligåndens permanente virke i Kirken.

Hvordan udnytter vi så denne iboende kraft, som Kirken har til at forblive trofast mod sin mission og til at forny sig selv og undgå, hvad der tilslører dens hellighed? For at der kan komme virkninger ud af Kristi løfter og Helligåndens indgriben, er det nødvendigt, at alle vi, der udgør Kirken, både hyrder og hjord, omvender og fornyer os. En bøn for Kirken er en bøn for os selv om, at vi må blive bedre til at følge Kristus, til at leve vor tro i hverdagen, til at undgå synden i alle dens former. Hyrder, der følger disse principper, vil drage omsorg for, at troen forkyndes i dens fylde, at uret påtales, at forurettede hjælpes og skyldige mærker konsekvenserne af deres handlinger. Menige medlemmer af Kirken vil ved at følge disse principper bevirke at Kirken fremstår som et fællesskab af bevidste kristne, der lever deres tro i glæde, er parate til at dele den med andre og forsvare den, parate til at virke inkluderende og indbydende for dem, der søger fællesskab om troen. Især familier, der bygger på evangeliets værdier, vil give hinanden gensidig erfaring med et liv i Gud og fremtidssikre det for nye generationer. Familier og menigheder vil blive miljøer, der drager andre til sig og bliver inkluderende, især for dem, der er kommet ud i periferien; de vil blive miljøer, hvor nye kald kan vokse; de enkelte kristne vil få mod og lyst til med troen som grundlag at engagere sig i samfundslivet og fremme fred og retfærdighed.

At bede for Kirken og arbejde for dens trivsel og velfærd kan af nogen måske blive opfattet som et forsøg på at pleje og redde dens image, en prioritering af Kirkens anseelse frem for at tænke på f.eks. ofrene for seksuelle overgreb. Men at bede for Kirken betyder ikke at bede om, at den må blive forskånet for berettiget kritik, om at overgreb og magtmisbrug ikke må blive opdaget. Det betyder heller ikke kun at bede om, at Kirken må have gode vilkår i samfundet, at kristne ikke må blive forfulgt. At bede for Kirken betyder først og fremmest at bede om, at dens hellighed må stråle tydeligere frem i alle dens medlemmer, at den i sin ledelse og alle sine øvrige medlemmer må afspejle Kristi sindelag, hans kærlighed, hans sandhed, at den som Kristus selv må være favnende, ikke må vige tilbage for at påpege synd og uret, men samtidig også være parat til at gøre opmærksom på hans barmhjertighed. Hvis denne bøn opfyldes i størst mulig grad, vil Kirken blive et sted, hvor der ikke er plads til overgreb, strid, splittelse, rivalisering, higen efter magt og rigdom.

Men når vi beder for Kirken, beder vi også om vor egen omvendelse, lederes såvel som menige medlemmers. Det er jo gennem os, at det skal ske, som vi beder Kristus om for hans Kirke.

De sidste par søndage, ligesom i dag, har Jesus i evangeliet talt om børn, om at de skal komme til ham. For 14 dage siden lød det: ”Den, der tager imod et barn i mit navn, tager imod mig” (Mk 9,37). Sidste søndag hed det dramatisk og advarende: ”Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet” (Mk 9,42). I dag hører vi så, efter at Jesus har sagt, at man ikke må hindre de små børn i at komme til ham, at ”den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det. (Mk 10,15).

Jesu ord fra sidste søndag om ikke at ”forarge de små, som tror”, ville have passet særligt godt til det anliggende, vi er samlet om i dag. Men at forarge de små, som tror, betyder ikke kun at udsætte dem for overgreb og i bred forstand heller ikke kun om børn, det drejer sig i bredere forstand ikke kun om børn, men om i det hele taget at skuffe mennesker, som lever i eller opsøger Kirken, fordi de tror på Gud eller ønsker at komme til tro på ham. Derfor må al form for forargelse eller det, der skuffer mennesker, hele tiden søges undgået iblandt os.

Alle i Kirken har et ansvar for dens trivsel og fremtræden. Nogle har et større ansvar end andre, og møllestenen vil for dem veje tungere. Vi skal ikke lade os slå ud eller give op over for de store udfordringer. De udefra kommende udfordringer skal vi møde med fast tro i tillid til Guds omsorg. Hvad der kommer indefra og ved egen skyld, skal vi vedkende os og bede om tilgivelse for i tillid til Guds barmhjertighed.

Fornyelsen kommer måske ikke hurtigt og bliver bestemt ikke nem; men vi skal igennem det. Imens skal vi stole på, at Gud ikke svigter dem, der holder ud i tro og samtidig viser vilje til omvendelse.

Amen