Biskoppens prædiken i Jesu Hjerte Kirke, Kbh. 5. søndag i fasten

Læsninger: Es 43,16-21; Fil. 3,8-14; Joh 8,1-11

Vi er vant til, at der er en forbindelse mellem første læsning og evangeliet. Umiddelbart synes vi i dag måske, at vi leder forgæves efter en forbindelse; men ved nærmere eftersyn kan vi egentlig godt konstatere, at det er der nok. Det, som vi hører om i læsningen fra profeten Esajas bog, er at der bliver foretaget en ny begyndelse, der bliver lovet noget nyt; man bliver befriet. Og mon ikke kvinder, der var blevet grebet på fersk gerning i hor og hører Jesu ord til hende om at gå bort og ikke synde mere, har oplevet det som en sand befrielse, ikke bare fra dem, der var parat til at stene hende, men også fra det liv, som hun sikkert heller ikke har været så stolt af? Hun har mærket Kristi kærlighed.

De, der drukner, når Det røde Hav igen slår sammen over dem på jødernes vej ud af Egypten, kan vi måske sammenligne med de farisæere, som én efter én går bort, efter at Jesus har udfordret dem til også at se lidt ind i sig selv. Dagens evangelium kan vi også se lidt i lyset af lignelsen om den fortabte søn, som vi hørte sidste søndag. I begge tilfælde er der tale om mennesker, der skejer ud, og som så oplever barmhjertigheden – den fortabte søn sin fars, - og kvinden, der var grebet i hor, Kristi. I begge beretninger er der også tale om mennesker, der er sure over, at nogen bliver tilgivet: Den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, og her farisæerne, som vil se, hvad Jesus siger til, at man kommer til ham med en kvinde, der er grebet i hor. Vi er ofte hurtige til at afskrive dem, der har skurkerollen i disse beretninger: Den ældste søn og farisæerne. Der er ikke noget galt i at holde loven, at prøve på at få andre til det, at forsvare sandheden. Men selv om man har denne nidkærhed, så skal man altid være parat til at se ind i sig selv, fordi man heller ikke selv er perfekt. Dertil kommer, at i dagens beretning fra johannesevangeliet drejer det sig for farisæerne ikke kun om at forsvare loven, at forsvare Guds bud, at forsvare sandheden. Det i sig selv ville der ikke have været noget galt i; men som der står i evangeliet, så var det for at sætte Jesus på prøve. Måske gik de ikke så meget op i det med kvinden, der var blevet grebet i hor, fordi det med, at sådanne kvinder skulle stenes, var heller ikke hyppigt mere. De siger jo også blot, at der står, at Moses har sagt, at sådanne kvinder skal stenes. Så nu bliver der foretaget en sådan opsummering af loven ved, at Jesus bliver spurgt om, hvad han vil gøre i den situation. Og fælden er selvfølgelig perfekt, fordi, hvis Jesus siger, at kvinden skal stenes, sådan som Moses har sagt, jamen så opgiver han jo den barmhjertighed, den kærlighed, den fordomsfrie tilgang, som han har haft til mennesker. Alle de, der har nydt godt af Kristi kærlighed og barmhjertighed og overbærenhed, vil så blive yderst skuffet. Og hvis han siger, at man ikke skal tage moseloven så højtideligt, jamen så bekræfter han jo dermed kun, hvad de hele tiden har sagt om ham: At han er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Så både til alt held for kvinden og for Kristus selv, så kommer han godt ud af denne fælde ved at fokusere på anklagerne.

Vi hører i evangeliet om, at Jesus skriver på jorden. Det er ikke rigtigt forklaret, hvad han skriver; men traditionen har udlagt det sådan, at han nok skriver noget om de mennesker, der anklager kvinden. Og det er også sådan, at selv om de trænger på for at få et svar, og han siger, at den, der er uden synd, skal kaste den første sten, så er det nok fordi, de har set på, hvad Jesus har skrevet, at det er noget, som har berørt dem, gjort dem flove, men i de mindste også har ladet dem være ærlige nok til ikke at gå videre med steningen. Så både lignelsen om den fortabte søn og dagens beretning fra johannesevangeliet er nogle meget tydelige tekster, der fortæller os om Guds store barmhjertighed og hans permanente beredvillighed til at tilgive og til at give en ny chance.

Nogle gange bliver disse to beretninger også romantiseret og brugt til at sige, at Gud er barmhjertig, vi kan næsten ikke gøre noget forkert, og gør vi det, så er tilgivelsen parat lige med det samme. Vi kan næsten gøre, hvad vi vil, vi behøver ikke foretage store ændringer i vor livsførelse. Gud er altid parat med sin tilgivelse. Men vi skal altid huske på, at i ingen af disse beretninger kan vi drage denne slutning. I lignelsen om den fortabte søn hører vi tydeligt, at han gik i sig selv. Han indså altså, at han havde gjort noget forket ved at bryde op hjemmefra, opdagede, at det liv, han så havde hengivet sig til, - det var alligevel ikke det rigtige. Han var ikke bange for at sige, at han havde syndet imod himlen og mod sin far. I dagens evangelium hører vi ikke om nogen direkte angerstilkendegivelse fra kvinden. Vi kan være sikre på, at hun har haft den, at hun har følt sig usikker og bange, og når hun så mærker Kristi kærlige formaning, jamen så har hun virkelig også følt det som en gennemlysning af sig selv, en erkendelse af, at hun virkelig havde gjort noget forkert.

Jesus siger to vigtige ting, som vi altid skal huske på at holde sammen og ikke skille fra hinanden: ”Heller ikke jeg fordømmer dig.” Det er et stort, befriende udsagn, som rummer tilgivelse, som giver kvinden nyt håb. Men så også siger det, som vi netop ikke må glemme: ”Gå bort og synd fra nu af ikke mere.” Så Guds tilgivelse og barmhjertighed er altid forbundet med i hvert fald ambitionen fra vor side om ikke at ville synde igen. Naturligvis er det noget, vi ikke kan garantere, for vi er og forbliver svage. Men jo mere, vi erfarer Guds barmhjertighed og dermed også radikaliteten i hans bud, jo bedre vil vi også blive til at undgå i hvert fald de største synder, måske også i stadig højere grad reducere de mindre. Der er altså ikke noget, der er håbløst. Det er muligt at gøre fremskridt i det gode.

For at illustrere sammenhængen netop mellem Guds barmhjertighed og retfærdighed kan vi også lade os belære af en prædiken, som pave Frans holdt umiddelbart før fastetiden (28. februar 2019) i én af sine daglige messer i Casa Santa Marta, hvor han udlagde læsningen Jesus Sirachs bog (5,1-8), som netop også gik ud på, at menneskene sagde: Vi lever, som det passer os, for der sker os jo ikke noget, hvad skal vi være bange for? Og gør vi noget forkert, så er Gud jo parat med sin barmhjertighed. Og da er det, at pave Frans siger – pave Frans, som ellers er kendt som barmhjertighedens apostel i vor tid – at han siger, at Guds vrede er lige så stor over for dem, der trodser hans bud, som hans barmhjertighed er. Det er hårde ord fra paver Frans; men det viser jo også, at Guds barmhjertighed ikke er noget, vi bare kan tage for givet. Vi kan nok tage den for givet i den forstand, at den hører med til Guds væsen, så når vi er længst nede, har vi lov til at tro, at Gud er barmhjertig. Vi kan ikke bare sige, at Guds er barmhjertigheden, og så ikke ændre på vort liv, men ligegyldigt, hvad vi gør, så vil Gud nok tilgive os. Det kan vi håbe på, at han vil i sidste ende; men vi skal ikke tage noget for givet. Det være ikke sagt for, at vi skal være bange, at vi skal gå i evig rædsel for at gå fortabt, men for at vi kan mærke, at det at tage imod Guds tilgivelse og barmhjertighed er en appel til omvendelse og fornyelse. Det er en stærk opfordring og et påbud om, at det onde skal reduceres mest muligt i vort liv, for kun ved omvendelse og fornyelse kan vi bidrage til, at det onde også forsvinder ude i verden.

Så lad os tage disse to eksempler fra de to beretninger – om den fortabte søn og kvinden i dagens evangelium – som en opmuntring til at stole på Guds barmhjertighed, men også som en alvorlig formaning til at omvende os og prøve på at gøre det bedre.

Amen