Selv om de bibelske beretninger som oftest skildrer engangsbegivenheder og Guds ord i dem tales ind i en bestemt situation, så kan de altid få en ny og gentagende relevans. Guds ord er jo talt til alle mennesker til alle tider; derfor skal vi alle altid både lade os udfordre og opmuntre af det.
Vi har i den tid, vi lever i, særlig brug for opmuntring og nyt mod. Vi er – forhåbentlig - så langsomt ved at komme ud af pandemien. Omend den – set i evighedens perspektiv - ikke har varet længe, har den alligevel været skelsættende, har sat sine spor og måske også præget vort liv for altid, selv om vi gerne vil vende tilbage til det, vi – måske lidt diffust – kalder normalitet.
Bedst som vi troede, at alt ville blive normalt med pandemiens forhåbentlige ophør, har vi fået en krig tæt ind på livet; endnu ikke så meget, så vi selv mærker den eller må lide afsavn, men nok til, at den giver os bange anelser for fremtiden og allerede har gjort andre menneskers nød meget konkret og gjort hjælp til dem påkrævet her og nu.
Derfor har vi mere end ellers brug for opmuntring og mobilisering af håb. Det er netop, hvad første læsning og evangeliet skal give os. Ordene hos profeten Esajas lyder første gang til Guds folk i eksil, fordrevet fra hjemlandet til et land, hvor alt er fremmed og usikkert, hvor man også savner det religiøse miljø, der gav tryghed og identitet. I evangeliet får Jesus rakt skriftrullen med netop denne esajastekst og begynder ikke blot at forklare den, men erklærer den for opfyldt. Denne messes evangelietekst slutter lidt brat. Hvis vi læser videre står der, at alle gav Jesus deres bifald samtidigt med, at de undrede sig over de nådefulde ord, der udgik af hans mund. Forundringen og beundringen bliver dog hurtigt forvandlet til skepsis for til sidst at ende med afvisning, akkurat som Jesu indtog i Jerusalem begyndte med en begejstret modtagelse for hurtigt at ende med krav om korsfæstelse.
Lad os forsøge at give Jesus vort bifald ved virkeligt at tage hans ord til os og i dem se en opfyldelse af Guds løfter, ikke bare til tilhørerne i synagogen i Nazareth, men også til os, der har brug for den befrielse og opmuntring, som Esajas’ ord rummer, og som Jesus opfylder, ikke bare dengang, men også nu, når vi lytter til ham.
Den, der kommer med godt budskab til fattige, med lægedom og frigivelse, er salvet og under Herrens Ånd. I denne messe indvier vi de olier, som i årets løb skal bruges ved meddelelsen af forskellige sakramenter, hvor mennesker i vor tid bliver gjort til budbringere og erfarer helbredelse. På denne måde bliver også vi en del af opfyldelsen af Esajas’ ord, fordi Jesus har gjort dem til virkelighed for os. Tilhørerne i Nazareth fik at vide, at Jesus er den, der bringer godt nyt og helbreder. Gennem de sakramenter, som vi modtager sammen med en salvelse med olie, bliver vi selv gjort til mennesker, der skal bringe godt nyt. Det gælder især, når der salves med krisam, som ved dåb, firmelse og præstevielse, tre sakramenter, der én gang for alle knytter modtageren til Kristus og dermed også gør os til hans udsendinge, som skal forkynde ham i ord og gerning, med det, vi siger, og måden vi lever på.
Vi får denne opgave og sendelse i en tid, hvor det ikke altid er lige let at udføre den. Som kristne kan vi nemt føle os anderledes og udenfor og som internt fordrevne, fordi vi efter nogens mening ikke passer ind i et moderne samfund. Måske vil vi ligesom Jesus en stykke tid blive fundet interessante og eksotiske, men til sidst snarere blive opfattet som irriterende og provokerende. Messens evangelium fortsætter med, at Jesus bliver ført hen til kanten af det bjerg, som byen var bygget på for at blive kastet ned i dybet. Men beretningen slutter med, at ”han banede sig vej imellem dem og gik.” (Luk. 4,30).
Vor tro på Jesus og det at få del i hans tjeneste, ligesom han være salvet med Helligånden, gør, at vi også kan få lettere ved - ligesom Jesus - uden frygt at bane os vej imellem mennesker. Troen på Jesus og vort liv med Kirken og dens sakramenter skal netop hjælpe os til ikke at være bange, hverken for vort liv eller for måden, folk vil opfatte os på. At bane sig vej imellem mennesker ligesom Jesus betyder dog ikke selvsikkert og arrogant at ignorere dem, at føle sig bedre og endnu mindre at skubbe til dem og træde på dem. At bane sig vej betyder i denne sammenhæng at færdes frit og fortrøstningsfuldt, hvilende i fællesskabet med Jesus og i tillid til, at vi gør det, han har bedt os om, og ikke har vor egen dagsorden.
Det kan være lettere sagt en gjort. Hvis kritikken og modstanden bliver for stærk, hvis marginalisering gør os ensomme og giver os en følelse af mindreværd, kan det være svært bare at ”bane sig vej imellem mennesker.” Hvis ingen lytter til os, eller vi selv begynder at tvivle på, at det budskab, vi repræsenterer, er relevant, så kan det være svært at bevare modet og se sig selv på det rigtige sted. Det er anfægtelser, som kan ramme os både som døbte og firmede, dvs som såkaldte menige kristne, og som præster, diakoner og ordenspersoner. For alle kan der komme stunder og situationer, hvor man synes, det er svært eller ikke giver mening.
Men midt i en sådan situation er det, at Esajas’ ord og endnu mere Jesu opfyldelse af dem gælder. Han er kommet for at give os mod til at fortsætte med at tro på ham og leve efter denne tro og lade os mærke, at det både er muligt og giver mening. Med denne overbevisning kan vi også hjælpe dem, der har mistet enhver form for orientering, eller som livet har været hårdt ved, eller som mener, at de har fundet svaret på alle livets spørgsmål ved egen hjælp og føler deres liv sikret af materielle goder og rent menneskelige normer.
Guds salvede skal også udråbe et nådeår fra Herren. Mange mener, at en tid uden Gud, uden absolutte sandheder er et sådant nådeår, fordi det giver en følelse af frihed og autonomi efter at man har kastet alt af sig, som binder og indsnævrer. Et sådant ”nådeår” – i gåseøjne – er dog ikke holdbart. Det vil enten før eller siden blive meningsløst eller endda bane vejen for grusomheder.
Derfor er det, at kun det nådeår, som Kristus udråber, den tid han indvarsler, kan blive noget varigt og meningsfyldt. Selv om tid er noget, der kommer og går af sig selv, er det vor opgave at bruge, udfylde og præge den. Det har Kristus lagt grunden til. Både med hans menneskevordelse, offentlige liv og fuldbyrdelse af frelsen begyndte noget nyt, blev der gjort en forskel. Det er denne forskel, vi som vor tids salvede, døbte, firmede og præsteviede kan være med til at fortsætte, ikke kun for at opretholde en institution, men for først og fremmest at bane vejen for Gud rige, som netop er karakteriseret af befrielse og helbredelse. Det er der brug for på alle niveauer: Vi vil ud af pandemien, vi længes efter, at krigen i Ukraine hører op, vi håber, at konflikten og dens følger ikke breder sig, og vi søger efter mening med det, vi gør. Nogle gange er det op ad bakke, håb mod håb; men Jesus selv har bevist, at det er vejen frem, ved selv at tage konsekvenserne, også da det ikke længere gik blot at bane sig vej imellem menneskene, fordi det lykkedes dem at få han korsfæstet. Men endnu tydeligere banede han sig vej gennem dødsriget og fik gjort nådeåret varigt. Vi er en del af dette nådeår og kan være med til at få det til at virke, hvis vi lader os salve, opfylde af Helligånden og lader os lede af denne Ånd.
Amen
--------
Læsninger: Es 61,1-3a.6a.8b-9 Åb 1,5-8 Luk 4,16-21