Biskoppens prædiken i Sct. Klemens kirke, Helsingborg, søndag 24. november, Krist Konges fest

Læsninger: 2 Sam 5,1-3                   Kol 1,12-20          Luk 23, 25b-43

Selv om der ikke er mange konger tilbage i verden, har vi som katolikker ingen vanskeligheder med at bruge denne titel om Kristus. Måske hjælper det, at tre af de nordiske lande er monarkier; men det stærkeste argument er nok det, som Kristus selv leverer, da han står over for Pilatus og bekræfter, at han der konge, for ”dertil er han født og dertil er han kommet til verden” (Joh 18,37).

Selv om Kristus bruger kongetitlen om sig selv, så er det klart, at han ikke sammenligner sig med jordiske konger. Det er nærliggende at se en linje mellem de gammeltestamentlige konger og Kristus, ikke mindst mellem kong David og Kristus. Ellers har de fleste konger i historien repræsenteret en anden livsstil og en anden herskerfunktion end den, Kristus selv efterlevede og ønskede at fremme. Han brugte ikke magt til af få sit budskab igennem og lagde vægt på at være kommet for at tjene og ikke for at lade sig tjene. Den samme indstilling pålagde han sine disciple.

Selv om mange jordiske konger ikke har været forbilledlige herskere, så er det stadig tilladt og passende at hente inspiration hos nogle af de gammeltestamentlige konger, ikke mindst hos David og Salomon. At være konge i Israel var mere end blot at være hersker. Vi skal i kongefunktioner også se hyrdegerningen. At være konge i Israel var at tjene folket på Guds vegne. Kongerne havde nok lov til og forventedes at omgive sig med klassiske kongesymboler og privilegier; men det skulle klart fremgå, at deres fornemmeste opgave var at tage vare på Guds folk, ikke først og fremmest som en politisk enhed, men som den gruppe af mennesker, der på en særlig måde skulle være genstand for Guds omsorg og være med til at skabe miljø for forberedelsen af den endelige frelse i Guds Søns komme til jorden som menneske.

I dagens første læsning hører vi om kong Davids vej til kongedømmet. Hans indsættelse sker i forskellige etaper. Allerede mens kong Saul levere, blev han salvet af Samuel. Nu er vi nået til et mellemstadium, hvor han bliver accepteret og salvet som konge i Hebron for syv år senere at gøre Jerusalem til sin residensby. Vi hører om, at folket anerkender ham i processen med at forene hele Israel og netop være konge, fordi Gud har sat ham til at vogte sit folk Israel.

Kristus er mere end nogen anden den, som lader kongeværdigheden være belyst af hyrdegerningen. Han er konge og har en værdighed, som ingen kan udfordre eller tage fra ham, en guddommelig værdighed, som vi skal respektere, og en magt, som vi skal bøje os for. Samtidig er han den gode hyrde, som leder os, opsøger os, når vi farer vild og beskytter os mod det onde.

Selv om Jesus allerede ved sin fødsel omtales som jødernes nyfødte konge af vismændene (Matt 2,2), så er det i forbindelse med hans lidelse og død, at der for alvor fokuseres på hans kongeværdighed; men på en måde, som ligger langt fra menneskelig opfattelse af, hvad der er kongeligt. Jesus siger over for Pilatus, at han er konge; men alt andet, som skal vise kongeværdigheden, er spottesymboler og udtryk for ydmygelse og fornedrelse, de yderste tegn på svaghed og afmagt: tornekronen, purpurkappen, røret og den falske hyldest (jf Joh 19,2-3; Matt 27, 28-31). Ydmygelsen understreges yderligere af, at han bliver korsfæstet mellem to røvere.

Alle disse tegn på hån og ydmygelse kan vi sagtens se som en forvrængning af oprigtig hyldes og respekt. Noget vanskeligere bliver det med at se noget kongeligt i det ultimative tegn på hån og lidelse, nemlig korset. Ikke desto mindre er det også i korset, at vi skal se Kristi kongeværdighed komme til udtryk på den måde, han opfatter den. Kirkens tradition og symbolik lærer os at betragte korset som en trone, hvorfra Kristus hersker, som et tegn på ophøjelse. Især evangelisten Johannes forstår at præsentere det, som menneskeligt set er hån og nederlag, som noget der virkeligt understreger Kristi værdighed og sejr. Det samme får Paulus formuleret i sin hyldest til Kristus i brevet til Kolosserne, hvor opremsningen af alt, hvad Kristus har opnået for os, refererer til, at det skete ved, at freden blev stiftet ved hans død på korset.

Det er en stor udfordring for os mennesker at se Kristi lidelse som en sejr og som en konsolidering af hans magt. Det virker ulogisk, og samtidig vil vi også selv gerne gøre alt for at undgå lidelse, hvilket menneskeligt set er forståeligt. Vi fatter kun, hvad Kristis har gjort for os, hvis vi ser det som udtryk for hans kærlighed til sin Fader og til os, som udtryk for ønsket om at gøre sin Faders vilje og samtidig solidarisere sig med os i vor lidelse.

Selv om det er svært at efterleve, så skal vi prøve på at tilegne os det samme sindelag som Kristus, både med hensyn til at gøre Guds vilje og tjene vor næste og samtidig ikke lade os slå ud af modgang. De to røvere betegner de to valg, mennesker kan træffe, ikke mindst, når de befinder sig i en ekstrem situation. Den ene røver tilslutter sig de andre menneskers hån og ironiserer over Kristi mulighed for at frelse sig selv og røverne. Den anden har indset, hvem Kristus er; han indser og angrer sin skyld og beder tillidsfuldt Kristus om at blive taget med ind i hans rige, en bøn, som bliver opfyldt.

Menneskelig magt har altid rummet en fare for at blive misbrugt og været en fristelse for mange til at stræbe efter og satse på som en sikkerhed. Også i Kirken er det undertiden kommet til udtryk, selv om vi her skulle være de første til at vise Kristi sindelag ved at tjene, inkludere og opsøge de fortabte og vildfarne og helt overgive os til Guds forsyn. Vi skal ikke afskaffe Kirkens strukturer, men fylde dem med Kristi ånd, så de gør ham synlige for de mennesker, vi forkynder for. Kaldet til tjenersind gælder især dem, der har et konkret ledelsesansvar i Kirken: Pave, biskopper og præster; men alle kristne skal prøve på at overgå hinanden i tjenersind. Lykkes det, så bliver den forening, som kong David var med til at virkeliggøre for Israels folk, også en realitet blandt os.

Selv om det i dag er Krist Konges fest, vil vi også tænke på denne kirkes værnelgen, den hellige pave Clemens I, hvis mindedag var i går. Han er den hellige Peters tredje efterfølger, og var pave i en tid, hvor Kirkens og dens embeder ikke var omgivet af tegn på magt og pragt. De første kristne, inklusiv deres ledere, delte på en meget håndgribelig måde Kristi egne vilkår: Det var udfordrende at følge Gud og gøre hans vilje.

Amen.