Biskoppens prædiken i Sct. Therese kirke søndag 3. marts

Læsninger: Sir 27,4-7          2 Kor 15,54-58                    Luk 6,39-45

Dagens læsninger er sat sammen af rigtigt mange enkeltudtalelser, ikke mindst når det drejer sig om første læsning og evangeliet. Gode råd, visdomsord, alt sammen noget, som kan være med til at opbygge os, ikke mindst set på baggrund af den forestående fastetid. Læsningen fra Jesu Siraks bog opfordrer os – også som en slags forskud på fastetiden – til at se ind i os selv, se, hvordan ting hænger sammen i vort liv. Vi kan jo godt have en klar linje også om vor kristne tro og måden vi lever på, have lagt os fast på nogle bestemte rytmer. Men så når vi ser nærmere efter, enten vi ser på os selv eller opdager andres reaktion, så kan vi nogle gange mærke, at der ikke altid er konsistens i vort kristne liv. Nogle gange gå vi på kompromis, nogle gange er vi overfladiske og i en udfordrende stund kan denne overfladiskhed komme til syne og vise en vis ustabilitet i vort liv.

Det er ikke noget, vi skal bryde sammen over, fortvivle over for så at konstatere, at det hele er forgæves. Det er normalt, at der er sådan en sær sammenblanding af positivt og negativt i vort liv. Naturligvis har Gud skabt os som gode mennesker, og ikke mindst har han understreget denne kendsgerning ved at lade sin egen Søn blive menneske. Det kan ikke være helt galt at være menneske! Men vi er også svage og giver let efter for fristelser og dårlige vaner, vi er undertiden modløse og initiativløse. Derfor kan der nemt komme noget forkert ind i vort liv. Det betyder ikke nødvendigvis, at så er alt i vort liv forkert, at vi bygger det på en løgn, at intet hænger sammen. Men også selv om det kun er på denne brudstykvise måde, at vor ufuldkommenhed viser sig, så kan den være med til at destabilisere vort liv. Vi kan blive mindre ivrige, men også mindre troværdige. Så derfor er det vigtigt, at vi i forfatteren til Siraks bogs ånd ser ind i os selv, ser hvordan tingene hænger sammen i vort liv.

Det er lidt i den samme stil, Jesus bevæger sig i dagens evangelium. Det kommer også sådan lidt brudstykkevist med enkelte korte sætninger, først den om en blind kan lede en blind. Det er en hård udtalelse, og vi skal selvfølgelig også selv tænke over, om vi altid ser klart, om vi altid ser det hele, om vi har fået alt det med, som Jesus har lært os. Hvis vi ikke har det, så er vi også dårlige til at vejlede andre. Nogle gange behøver det ikke engang at være af ond vilje; men vi skal jo netop som kristne være klartseende, være informerede, være rodfæstede i vor tro, sådan at vi med troværdighed og autoritet kan vejede andre, ikke for at herske over dem, ikke for at give os ud for at være bedrevidende, men for netop at opfylde den ofte udbredte længsel, der er, efter at finde ud af, hvad det rigtige er, at få svar på sine spørgsmål, at blive vejledt, når man er usikker og rådvild, og også blive korrigeret, hvis man er på gale veje.

Alt det kan vi kun gøre, hvis vi selv klart kan se, hvad Kristi budskab er, også ser vore egne fejl, er parat til at korrigere dem for at kunne vejlede andre. Det hænger også lidt sammen med det, som Jesus siger om splinten og bjælken. Denne lignelse er ret så kendt, og vi genkender os også selv nogle gange i, hvad Jesus siger. Vi kan ofte være hurtige på aftrækkeren, hurtige til at beklage os over småting i andres liv, over deres særheder, over deres småfejl. Vi bliver ikke trætte af at korrigere dem og give udtryk for vor irritation over, at det er sådan. Samtidig kan vi så nogle gange, i hvert fald, hvis vi er ærlige, konstatere at vi måske selv har noget tungere at bære på, en alvorlig fejl at kæmpe med. Nogle gange bliver vi måske gjort opmærksomme på det af andre, der er blevet trætte af vores korrektioner. Det kan være ydmygende og smertefuldt, men også gavnligt på den måde at blive gjort opmærksom på, at der er noget i ens eget liv, som trænger til at bliver korrigeret. Jesus har sagt disse ord, særligt med henblik på, hvordan vi skal omgås vor næste.

Vi kan også udvide dem til at se på, hvordan vi betragter Kirken. Som de fleste er vidner om, så gennemlever Kirken en vanskelig tid i øjeblikket. Vi spørger os, hvordan, det er blevet sådan, hvad kan der gøres ved det, og det er et stort emne, som er for omfattende til at komme ind på i en enkelt prædiken. Men nogle gange er man også hurtig på aftrækkeren med, hvordan, Kirken burde være, og hvordan de forkerte ting, der foregår i den, burde afvendes. Kirken burde gøre sådan og sådan, afskaffe præsternes cølibat, nedbryde den hierarkiske struktur, prøve på at være mere med på tiden og tilpasse sin moral og etik til nutidens mennesker levevis.

Naturligvis er det noget, som er fristende at sige og gøre opmærksom på. Og det er klart, at det ikke er den enkelt kristne, der er skyld i, hvad der foregår og foretages af andre i Kirken. Alligevel kan vi bidrage til at fjerne – måske ikke ligefrem bjælker, men splinter i vort eget liv, så vi kan se klarere på Kirkens mission, se, at den er det fællesskab, det samfund, Kristus har grundlagt for at bringe sit budskab videre. Som også, når de der står for det, dvs. egentlig os alle sammen, lever deres liv autentisk, så er Kirken også sikker at lytte til og følge.

Jesus taler videre om, at intet godt træ kan bære dårlig frugt. Vi ved godt, hvad han mener; men også, hvis vi skulle overføre dette billede på Kirken, så ville vi måske nogle gange komme i tvivl. Er Kirken ikke et godt træ, fordi Kristus selv har grundlagt den? Kan det så alligevel ikke nogle gange kaste dårlige frugter af sig? Det kan Kirken ikke i absolut forstand, fordi det budskab, den forkynder, er det sande, er det ægte, er det troværdige. Men fordi Kirken er afhængig af mennesker, så er der også nogle gange dårlige frugter, som falder af, nogle gange fylder mere end de gode, i hvert fald i menneskers umiddelbare bevidsthed. Så selv om det lyder meget kategorisk, når Jesus taler om gode og dårlige træer, så er det også sådan, at vi som mennesker heller ikke altid bliver gode træer lige med det samme. Som sagt, vi er skabt gode, og et træ har altid et vist potentiale i sig til at bære gode frugter. Der kan også være ydre omstændigheder, der gør, at frugterne bliver dårlige eller udebliver. Det kender vi jo fra en anden lignelse, som Jesus fortæller, den om figentræer, der ikke bærer frugt, hvor ejeren er fristet til at fælde det, fordi det bare tager kraften fra jorden; men hvor der så bliver sagt, at der skal gødes om det, for at give det en chance (jf. Luk 13,6-9). Sådan er det også med os, og for den sags skyld også med Kirken. Potentialet er godt; men omstændighederne kan nogle gange være ugunstige, og nogle gange også ved vor egen skyld, så der skal graves op omkring os, der skal gødes, der skal beskæres, der skal skaffes læ og lys. Alt det er en proces, som både Kirken som fællesskab og vi selv hele tiden skal bevæge os i. Og fastetiden er netop en sådan tid, som Kirken tilbyder os til at lade os forandre, at lade os styrkes, at lade os beskære, tillade at der bliver gravet op omkring os. Det, at der bliver gravet op, kan nogle gange afsløre ting, som vi synes, er ubehagelige; men når de først er fjernet, så er det også en lettelse. Så er det, at der kan komme muligheder for, at frugterne bliver gode og mange.

Paulus slutter sin passus af søndagens anden læsning af med, at vi skal stå urokkeligt fast og give os helt hen i arbejdet for Herren. ”I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren” (2 Kor 15,58). Dette, at slid kan være spildt, er der måske nogle gange nogen der mener, både fordi vi ikke brænder igennem med vort budskab, fordi det nogle gange svækkes af ting, der modsiger det. Men også disse ord fra Paulus’ side er en opfordring til os om, netop i fastetiden at leve konsistent som kristne, at vi ikke bliver trætte af at stå urokkeligt fast, men giver hos hen i arbejdet for Herren, både ved det at tro på ham og det at engagere os for at vidne om denne tro. For hvis vi gør det, så kan vi også mærke, at vort slid ikke er spildt for Herren, at det er værd at tro på ham, værd at tilhøre ham, værd også at vidne om ham og stå på mål for det, som han har lært os.

Amen.