Biskoppens prædiken, indvielsen af olierne i domkirken 27. marts 2018

Læsninger: Es 6,1-3a.6a. 8b-9  Åb 1,5-8  Luk 4,16-21

Kære medbrødre i præstedømmet og diakontjenesten, kære ordenssøstre, kære firmander, kære kandidater til dåb og optagelse i Kirkens fulde fællesskab, kære forsamlede menighed, her i kirken og ude ved computerne.

Alle i synagogen rettede spændt deres øjne mod ham,” hører vi i slutningen af evangeliet, og hvis vi læser lidt videre i Lukasevangeliet, står der, at ”alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund” (Luk 4,22).

Jesus har netop præsenteret sig selv som den salvede, som den, der har godt nyt og indleder en ny æra. Salvelsen er et klassisk tegn på at blive sendt ud og gøre en forskel. Læsningen fra Esajas’ bog indeholder det samme budskab, og det er jo det Jesus opfylder med sin tale i synagogen i Nazareth. Selv om Jesus én gang for alle har bragt profeten Esajas’ ord til opfyldelse, så er der altid brug for mennesker, der kan komme med trøst og opmuntring, og indlede en ny tid. Selv om det kan lyde meget selvpromoverende, så ønsker Jesus faktisk af os, at vi på en måde gentager det, som han selv gjorde i synagogen i Nazareth. Alle, som er Jesu disciple, skal komme med det samme gode budskab, som Jesus bragte. De fleste af os vil nok spørge hvordan og med hvilken ret; men at være kommet til tro på Jesus betyder ikke bare at acceptere, at han er til; men det betyder også at være sendt. At tro på Jesus betyder samtidig at være med til at udbrede hans rige. Som kristen skal man vække opmærksomhed, vi skal faktisk have en ambition om, at andres øjne er spændt rettet mod os, naturligvis for noget godt og ikke på grund af skandaler eller utroværdighed.

For mange kan det sikkert være svært både at mønstre og bevare en begejstring, der svarer til den, som Esajas og Jesus og senere hans første disciple havde. Vi har ofte indtrykket af, at mange slet ikke er interesseret i det, vi tror på, og allerhelst så det forsvinde eller i hvert fald sat uden for indflydelse. Hvordan kan man så have ambitioner om at indlede en ny æra med en masse godt, der ændrer menneskers liv og giver dem håb?

Det kræver naturligvis, at vi selv føler, vi har fået noget ud af at have lært Jesus og hans Kirke at kende, at han har bragt os håb og frihed, at vi har oplevet et nådeår, en særlig tid, som har forandret vort liv.

Vi er mange forskellige mennesker samlet til denne messe. Nogle af os har et længere liv at se tilbage på, et liv som for en stor dels vedkommende er båret af, at det, som Jesus har lovet, det som han har sagt og gjort ved os, så at vi har levet vort liv som kristne i et særligt kald, gået ad en vej, som vi føler, Jesus har vist os. Nogle af os er blevet præster og diakoner, andre er blevet ordensfolk eller har del i en anden gudviet tjeneste, rigtigt mange har stiftet familier, og alle er vi døbt og firmet og således allerede af den grund blevet gjort både egnet og forpligtet til at bringe godt nyt.

Som kristne skal vi have et ønske om, at andres øjne er spændt rettet mod os, ikke for at de skal beundre os, ikke fordi, vi gerne vil promovere os selv; men fordi vi kommer med noget, som andre mennesker har brug for, ofte uden at vide det. Andres øjne er særligt rettet på os præster. Der er forventninger til os, og vi skal selv sætte en høj standard for vort liv og det, vi ønsker at udrette. Det kan nemt blive meget og uoverkommeligt, det er svært at gøre alle tilpas – læser vi videre i Lukasevangeliet, hører vi, at der også var mange, der ikke brød sig om det, Jesus sagde – der er mange forskellige legitime behov, der skal imødekommes. Alt det hører med, og nogle gange er det måske noget, vi med en vis resignation bare accepterer. Sådan skal det naturligvis ikke være. Vi skal med glæde og taknemmelighed prøve på at se tilbage til de øjeblikke, måske også over længere tid, hvor vi lyttede til Jesus og mærkede, at det, han kom for at bringe, gik i opfyldelse på os. Men glæden ved præstegerningen består ikke kun i at vide sig på rette hylde, men også i de mange gange, vi får lov til at opleve, at vor indsats har virket i bestemte situationer, primært i møder med enkelte mennesker, som vi har kunnet give trøst, opmuntring og vejledning, har set dem erfare, at noget er gået i opfyldelse for dem.

Det samme gælder jer, kære firmander. I står ganske vist i begyndelsen af jeres liv med Jesus og hans Kirke. I har måske endnu ikke helt fundet jeres plads i den eller mærket, hvad Jesus har for med jer. Men hvis I åbent og interesseret tager imod Helligånden ved jeres firmelse, så bliver I også nogen, som andres øjne spændt kan rettes imod, ikke kun fordi I er søde og friske, men fordi I viser, at troen på Jesus og et liv i hans Kirke også er noget for unge mennesker, og ikke fordi det er noget smart, men fordi det er vigtigt, ja, livsvigtigt, noget, der kan ændre menneskers liv til det bedre.

Alle generationer har brug for hinanden. De ældres visdom og erfaring er vigtige bidrag til ungdommen og til Kirken og samfundet i det hele taget. Men I unge har også et bidrag. Mange tænker på jeres ideer, nysgerrighed, ambitioner og gå-på-mod. Ungdommen er fremtiden; det kan ingen benægte; men endnu vigtigere end jeres liv som voksne, er jeres liv nu. Det betyder ikke, at I ikke må blive voksne; men bare ved at være unge, der tror på Gud og vil noget med det, gør I Jesus og hans Kirke en stor tjeneste og er med til at hjælpe den igennem en kritisk tid. Med jeres nuværende begejstring er I med til at sikre Kirkens fortsatte vitalitet og relevans. Det er selvfølgelig ikke som mennesker alene, at I gør det, men ved at samarbejde med Helligånden, som I modtager I firmelsen, og som naturligvis er Kirkens virkelige levendegører.

Ved at tale om præstedømmet og firmelsen fokuserer vi på to sakramenter, som har en særlig relevans til dagens messe. For præstedømmets vedkommende skal vi lige ind over skærtorsdag, som tidligere også var rammen om oliemessen, og er den dag, præstedømmet blev indstiftet. Det også pinsedag, vi fejrer som Helligåndens særlige fest; men det, der blev færdiggjort pinsedag, begyndte i påsken og de dage, der lægger op til den. Det er indvielsen af olierne med til at udtrykke, så selv om firmelsen bliver jeres store fest, så gør det ikke noget, at I husker, at I var med, da olierne blev indviet.

Men denne messe er også mere end at være rammen om oliernes indvielse. Den er blevet en kærkommen anledning til at fejre vor Kirke, er næsten blevet en slags minivalfart, og det er også tanken med den. Den skal udtrykke enhed og sammenhold. Det vises især ved, at der er mange præster, som over for biskoppen fornyer deres præsteløfter; men fordi oliemessen er en udløber af skærtorsdag, så er også Eukaristien som enhedens sakramente i fokus. Og enhed er, hvad vi har brug for. Det ønsker vi for Kirken som helhed i en tid, som er præget af megen usikkerhed, hvor forskellige grupper, næsten mere end tidligere bekæmper og kritiserer hinanden. Fornyelser, som kunne være forfriskende og inspirerende, ja, måske også er tiltrængte, bliver til stridsemner. Uro i Kirken er ikke noget nyt; men enhver tid må tackle sine udfordringer bedst muligt. Dialog og gensidig lydhørhed er vigtige; men en grundlæggende forudsætning for enheden er tilslutning til Jesus og hans Kirkes lære, fordybelse i den og ønske om at omsætte den i sit liv. Der er også brug for vejledning, så bed særligt for os hyrder, at vi må kunne give de rigtige råd og den rette ledelse, så man ikke skal stå mellem to tillidsvækkende autoriteter, der siger noget forskelligt.

Vi siger, der skal gydes olie på vandene, når en opkogt situation skal bringes til ro. Dette lidt banale udtryk har en langt dybere betydning, når vi bruger olierne i liturgien. Olierne, ikke mindst den hellige krisam, symboliserer ham, der bedre end andre kan bringe ro over gemytterne, skabe forsoning og enighed, nemlig Helligånden.  Helligåndens ro gør os dog ikke tyktflydende og træge, tværtimod gør han os levende på en målrettet og struktureret måde. Fra at få os til at hvile i Gud gør han os til ivrige disciple. Han sørger for, at ro ikke blive passivitet og ligegyldighed og aktivitet ikke opslidende strid, men for, at vor hvile i Gud giver os åndelig energi til både at være aktive for hans riges udbredelse og udholdende, når vi møder modgang.

Amen