Biskoppens prædiken på Åsebakken

Foto: Lisbeth Rütz

Biskop Czeslaw Kozons prædiken ved Valfarten til Åsebakken søndag den 26. maj 2018

Læsninger: ApG. 15,1-2.22-29; Åb 21,10-14.22-23; Joh 14,23-29

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh 14,27b). Disse ord af Jesus er tema for valfarterne i år. De er fra afskedstalen til hans disciple og er således udtalt i en alvorlig sammenhæng, hvor der kan være brug for opmuntring.

Egentlig skulle disse ord være en slags motto for os kristne, fordi det at være kristen, faktisk skal betyde at være instinktiv optimist. At være kristen betyder ikke blot gennem vort fællesskab med Kristus at være kommet til tro på et godt budskab og være blevet inddraget i et stort og visionært projekt. Det skal også betyde at være besjælet af håb og dermed ikke være bange for udfordringer. Vi skal holdes oppe af troen på, at evangeliets sejr er løsningen på alle problemer. Denne tro skal også nære håbet om, at vi kan være med til at virkeliggøre denne vision.

Nu er bekymringer ikke noget man altid uden videre ignorerer eller lægger fra sig, og det er også en vigtig del af Kirkens mission at lytte til menneskers bekymringer og identificere dem for at komme med trøst og vejledning. Men hvad, hvis nu Kirken selv og vi, der er aktive i den, kan være lidt bekymrede for det ene og det andet, der foregår i Kirken og verden? Hvordan skal vi kunne genvinde håbet og blive til opmuntring for andre?

Årets valfartstema er naturligvis valgt fordi, der er mange ting, som kan virke bekymrende. Det betyder ikke, at vi skal lade os slå ud og lade os overvinde af bekymringer. Men selv om vi mobiliserer mest muligt af den kristne optimisme, må vi aldrig blive ligegyldige eller tro, at alle problemer løser sig af sig selv. Vor tro på Guds forsyn må aldrig betyde, at vi bliver passive og uengagerede. Når vi konfronterer udfordringerne, skal vi heller ikke som det første se efter de rent menneskelige løsninger, men lige fra begyndelsen inddrage Gud, både fordi hans hjælp er afgørende, og fordi årsagen til udfordringerne kan være, at vi netop et stykke tid har ignoreret eller marginaliseret Ham.

Vi er efterhånden længe blevet mindet om den uro, der til tider og på steder præger Kirken, usikkerhed om, hvad der er dens lære, bekymring over, at vigtige autoriteter synes at være uenige og i åben strid med hinanden. Vi bekymres over en tiltagende fjendtlighed mod kristne, som ofte giver sig udslag i direkte forfølgelse og terrorhandlinger. Vi kan være urolige over, at fremmede religioner vinder frem, mens kristendommen i vor del af verden taber terræn og lider under mangel på engagement hos dem, der bekender sig til kristennavnet. Vi kan ængstes over, at vort traditionelt liberale og tolerante land oplever en strammere lovgivning mod religion og en unuanceret skepsis over for mennesker med en fremmed tro. Vi har vor gamle internt kirkelige udfordring med, hvordan vi får givet troen videre, brænder igennem med budskabet, mangel på menneskelige og finansielle ressourcer og endelig det negative fokus, som misbrugssagerne har rettet mod Kirken.

Midt i alt dette skal vi både restituere os selv og fortsat være eller igen blive aktive i såvel forkyndelsen af Guds rige som i at omsætte dets værdier i vort eget og samfundets liv.

Oven i alle vore bekymringer på Kirkens og troens vegne kommer alt det, vi hører om både lokalt og på verdensplan: Krig og terror, klimaforandringer med deres følger for mennesker og natur, store grupper af mennesker på flugt for krig, forfølgelse og sult eller bare i søgen efter et bedre liv. Politiske kræfter og internationale fællesskaber fragmenteres, og partier og lande går i hver sin retning. Utålmodighed og hidtidige magthaveres reelle eller angivelige mangel på evne til at levere skaber grobund for populistiske og nationalistiske bevægelser, som truer med at destabilisere samfundene, nogle gange under påberåbelse af kristennavnet.

Midt i alt dette skal vi kristne finde vore fødder, ikke kun for at overleve, men også for at se, hvordan vi kan præge vort samfund, også ved som borgere at bruge vore demokratiske muligheder. Vi bliver nok ikke nødvendigvis igen en massebevægelse, der i samlet trop kommer til at gøre en forskel. Det hele bliver heller ikke lettere af, at der ikke altid eller kun sjældent er et politisk alternativ, som på alle områder tilgodeser kristne principper og kristnes rettigheder. Det kan således være svært at sætte sit kryds. Motiveringen kan nemt blive enten at finde det mindste onde eller alligevel skele til specifikke egeninteresser.

Vanskeligheden eller frustrationen ved at navigere i det politiske landskab skal ikke afholde os fra at sætte vort kryds; men det, at det sikkert opfattes som vanskeligere at finde den rigtige rubrik, viser også at et samfund ikke kun ændres ved de politiske valg. Mellem valgene går det politiske liv og samfundet ofte videre i den gamle gænge. Der skal derfor noget nyt til, som det sikkert vil tage længere tid at få fremelsket.

Det nye skal være en øget bevidsthed hos os kristne om vigtigheden af, at vor tro bliver bestemmende for vort liv. Selv om vi ikke tænker politisk, vil dette være en stor udfordring, men betyder ikke andet end at følge opfordringen til at omvende sig og tro på evangeliet, dvs. tage det til sig og efterleve det. En sådan efterlevelse vil altid betyde en vis form for ændret livsstil, et mere afslappet forhold til forbrug og visse materielle goder og fordele og større solidaritet med andre. Jo flere, der tager konsekvensen af en sådan livsstilsændring, jo mere må politikerne tage hensyn, da parameteret jo er ønsket om ikke at miste stemmer. Alle kan eller vil jo ikke blive politikere; men der er brug for, at nogle bliver det og med udgangspunkt i et kristent livssyn, uden at være fordømmende, moraliserende og ekskluderende, men også uden at være bange for at gå i brechen for vitale principper som forsvaret for livet, næstekærlighed og af, at noget er helligt. Sand påberåbelse af den kristne tro og kristne værdier skal altid ske, fordi vi tror på dem og ønsker, at det er noget, der skal efterleves, og ikke fordi vi vil holde dem borte, der tror på noget andet. Det må altid være klart for os, at vi aldrig ad rent politisk vej kan sikre kristentroens plads i samfundet. Vi kan glæde os over at kristendommen endnu er skrevet ind i regeringsgrundlaget, vi kan glæde os over jellingekorset i vort pas, og vi kan – og skal – også på valgdagen prøve på at se efter de partier og kandidater, som måtte rumme mest af det, som kan identificeres med kristne værdier. Men den sikre og vedvarende plads for kristendommen kan kun komme ved, at de kristne lever deres tro autentisk og lader den præge alle sfærer af livet. Kun dette kan i sidste ende fjerne angsten hos os for at andre tager over.

At være rodfæstet sin tro giver også plads til at være tolerant og ikke være alt for bange for andre religioner, i hvert fald i vor del af verden. At være tolerant og inkluderende og møde anderledes troende med kærlighed og respekt må dog ikke betyde at give køb på sandheden eller at være ligegyldig. En nødvendig sund og kritisk dialog må altid finde sted. Blandt kristne er det blevet en selvfølge i den økumeniske bevægelse, og her har dialogen ud over at gøre rede for forskellene også gjort opmærksom på både gamle og nyopdagede ting, vi har til fælles, eller som vi kan lære af den anden. Med andre religioner kan relationerne være sværere, tolerancen mindre og fordommene større, men heller ikke her må dialogen nogensinde forstumme eller blive ukærlig.

Alt det ovennævnte virker så aktuelt og karakteristisk for vor tid; men i første læsning fra apostlenes gerninger hører vi også om usikkerhed og forvirring blandt de første kristne. Lige spørgsmålet om spiseregler kan for os lyde som teologisk fnidder og insisteren på detaljer; men for menneskene dengang var det oplevelsen af et kultursammenstød, når den jødiske og hedenske verden mødtes. Gamle traditioner blev udfordret, men også erklæret for ikke forpligtende for dem, som blev kristne fra en anden baggrund. Også vi skal som kristne i vor tid se, hvordan vi letter adgangen for nye mennesker til Kristus, ikke af bekymring over ikke at få dem overbevist, men i respekt for deres baggrund og forudsætninger, men også hele tiden uden at give køb på den grundlæggende lære og uden at slække på efterlevelsen af den.

I anden læsning hører vi om Johannes’ vision af det ny Jerusalem, en forsmag på himlen og den endelige virkeliggørelse af Guds rige. Selv om vi altid skal have vort åndelige blik rettet mod evigheden, er det ikke helt kun en fremtidig tilstand. Der er altid noget fra evigheden, som allerede er virkelighed. Lammet er byens centrum og lyser og stråler i det himmelske Jerusalem afgjort mere, end vi kan forestille os. Men også i forstadiet til det himmelske Jerusalem, dvs. Kirken, er Lammet byens lys. Også for os er Kristus det levende centrum, én, vi allerede kender og har fællesskab med, og som vi derfor skal se som én, vi både skal tilbede og hente opmuntring hos.

Som både en forsmag på livet i det himmelske Jerusalem og som en hjælp til livet hernede, lovede Kristus Helligånden. Helligånden skal lære os alt, dvs. lære os at forstå og efterleve det, som Kristus har lært os. Han skal minde os om det, ikke kun fordi, vi nogle gange forsømmer det, men også for at trøste og opmuntre os, når tingene bliver svære.

Denne tid kræver særligt, at vi tager alt det til os, som Kristus har sagt til os, lader det præge os og vore handlinger; men samtidig er alt, hvad Kristus har lært os, noget som skal give os mod i store udfordringer, så vort hjerte ikke forfærdes eller bliver modløst.

Amen.