Læsninger: ApG 10,34a.37-43; 1 Kor 5,6b-8; Joh 20,1-9
”Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej.” Sådan lyder Paulus’ opfordring til os i anden læsning. Den er ganske vist løsrevet fra en alvorlig formaning, som går lige forud, nemlig til at rejse sig fra et moralsk forfald. Det er nok ikke derfor, at denne passage er valgt som læsning til påskedagens messe. Ud over med ned denne læsning at få understreget påskens friskhed, kan vi også tillade os at drage paralleler til vor nuværende situation. Mange af vore aktiviteter i denne tid består netop i at vise omhu med hygiejne og andre forholdsregler. Alt gammelt og urent, som kan skade, skal renses ud og nye forholdsregler findes og indarbejdes. Men vor fornyelse og udskiftning af surdejen skal dog først og fremmest ske på et åndeligt plan.
Coronapandemien er ikke forbi, og der bliver sikkert flere ting, vi skal vænne os til, sikkert både, mens den endnu står på, og for tiden, der kommer efter. Sådan skulle det egentlig også gerne være med vor påske. Den kommer hvert år – hvad corona forhåbentlig ikke gør – og vi prøver at fejre den tilbørligt. Fejringen af den skulle dog også gerne gøre en forskel, sådan at vi bare bliver en lille smule anderledes af at fejre påske. Det er klart, at engangsbegivenheder gør større indtryk og har flere konsekvenser end noget, som sker regelmæssigt, så vi kan ikke hvert år lade som om, vi fejrer påske for første gang; men derfor må der alligevel være bare lidt ved påsken og dens budskab, der gør en forskel, og som vi tager med videre i vort liv.
Selv om det er alt for tidligt at gøre op, hvad coronapandemien har betydet for vor måde at anskue tingene på, kan vi måske godt gøre nogle forsigtige forsøg. Dette års påske er i hvert fald blevet anderledes. Dagene i den stille uge har haft noget dramatisk og trykkende over sig, akkurat som for disciplene dengang, det virkeligt skete. Tilfangetagelsen af Jesus og hans død betød nærmest en total ”disruption,” og som dengang, så sker vor oplevelse af påsken rent konkret med ganske få vidner til stede. Naturligvis er det til dels en lidt kunstig sammenligning; men da Gud kun sjældent arbejder med tilfældigheder, har vi alligevel lov til at se en vis parallelitet, som vi også skal kunne bruge til at genopdage noget ved påsken, ja ved vort liv som kristne i det hele taget, som vi kan have glemt, overset eller nedtonet.
I første læsning er vi rykket lidt frem i forhold til påsken. Peters tale om den opstandne Kristus foregår i Cornelius’ hus i Cæsarea, altså efter at disciplene, styrket af Helligånden er begyndt at forkynde. Talen minder om Peters forkyndelse på pinsedagen, er altså et fyndigt sammendrag af, hvem Kristus er, hvad der skete med ham, og hvad de, der nu hører om det, skal gøre. En sådan fyndig og selvfølgelig forkyndelse af Kristus skulle egentlig altid foregå, og enhver af os skulle kunne give sit bidrag, sit vidnesbyrd. Det er klart, at en lang tradition, som den, vi har som kristne, præger den måde vi lever og oplever vor tro på, og også for rigtig mange gode ting. Den lange historie viser, at evangeliet er slidstærkt og altid har formået at inspirere og begejstre. Inspiration og begejstring er dog altid blevet styrket og gjort tiltrækkende af, at nogle har oplevet en omvendelse, en trang til fordybelse og længsel efter større autenticitet. Sådan gik det for helgenerne Benedikt, Frans af Assisi, Ignatius af Loyola, Theresa af Calcutta for blot at nævne dem, som kan tænde bare et glimt at interesse hos store grupper af mennesker, ganske vist uden at det altid efterlader et varigt indtryk. Det har de så til gengæld haft på Kirken, og deres arv lever stadig videre.
Vi kan ikke og behøver ikke følge disse store skikkelser i samme omfang, men nok med den samme intention – nemlig at søge Gud mere og lade sig præge af ham, for vor egen skyld og for at kunne begejstre andre.
Den normale måde at gøre dette på har altid været den gradvise indføring i troen, den successive modtagelse af sakramenterne, indarbejdelse af en fast rytme for bøn, sans for næstekærlighed, fordybelse i den hellige skrift, eventuelt suppleret med retræter. Dette er fortsat vigtigt, og roden til svækkelse af troen består i, at det ikke sker. Vi skal således ikke længes efter, at der må ske noget dramatisk for at vække vort trosliv. Men når det så sker, som f. eks. nu, så skal vi ikke kun følge anbefalinger til forhindring af smittespredning, men også lade os udfordre af spørgsmålet om, hvorfor det sker, og se, om der i svaret ligger noget, vi kan bruge til at søge Gud mere, blive mere omsorgsfulde, mere taknemmelige og i stedet for at fortvivle og blive ængstelige, blive mere tillidsfulde.
Evangeliets beretning om Jesu opstandelse foregår i modsætning til Peters tale i Cæsarea netop med deltagelse af kun få personer, men personer, som er meget fokuserede, som inspicerer, hvad der er af synlige tegn, og lader sig overbevise. De overvinder frygt og tvivl, som forinden havde været den altoverskyggende følelse.
Corona er ikke forbi, virkningen af dens følger på folkesundhed og samfundsøkonomi er endnu ikke til at bedømme. Det skal vi heller ikke vente på. Vi skal allerede med vor fejring af påsken mobilisere tillid og fortrøstning, med tillid indrømme vor afhængighed af Gud som en opdagelse af en hjælp, vi måske ikke havde tænkt så meget over. Vi skal som sagt rense den gamle surdej ud. Hvis der er noget i vort liv i modstrid med Guds bud, skal det naturligvis ud; men lad os i dag især tænke på mismodets, håbløshedens og ængstelsens surdej, som netop kan fordærve vort liv. De rene og sande usyrede brød står for det, som stammer fra Kristus selv. Han selv står for renhed og sandhed. Han kan give os midlet mod mismod, håbløshed og ængstelse og fylde os med glæde og håb. Glæde og håb lader sig ikke befale; men hvis ophavsmanden til dem, Kristus selv, står foran os, så lad os gå ham i møde, styrket af påskens mysterier.
Amen.