Læsninger: 1 Mos 1,-2,2; 2 Mos 14,15-15,1a; Es 54,5-14; Ez 36,16-17a.18-28; Rom 6,3-11; Matt 28,1-10
I anden læsning til læsningernes tidebøn for påskelørdag skriver en unavngiven forfatter om en stor stilhed: ”I dag hersker der stor stilhed på jorden. Stor stilhed og samtidig ensomhed. Stor stilhed, fordi Kongen er hensovet. ”Jorden gruede og tav,” fordi Gud som menneske er sovet ind, men har opvakt mennesker, som har sovet siden tidernes morgen. Gud er som menneske død, og underverdenen skælver. For en liden stund er Gud sovet ind; men han har opvakt dem, der er i dødsriget.”
Med vor fejring af opstandelsen i denne nat ligger den situation, som vi lige har hørt beskrevet, lidt bag os. Efter opstandelsen sover Kongen ikke mere.
Alligevel synes vi, at der fortsat er en stor stilhed. Det meste af vor og samfundets dagligdag er kørt ned på lavt blus. Intet stærkt pulserende liv bryder stilheden. Men mange oplever også en uvishedens og usikkerhedens stilhed, en stilhed, som måske godt kunne forvandles til en stilhed til samling og refleksion, men sikkert ikke af alle opfattes sådan.
Det kan godt være, at den stilhed, vi oplever i denne tid, ikke brydes lige med det samme. Ikke desto mindre skal vi tro på, at vor påskefejring gør en forskel, at den indeholder kraft til at bryde enhver tavshed, som lammer og foruroliger. Derfor skal vi også forsøge på at tage lidt påskeglæde med herfra, som kan opløse tavsheden.
Ned gennem frelseshistorien har Gud grebet ind og sagt noget til mennesker. Det var ikke nødvendigvis en indgriben i en tavshed. Meget ofte greb han ind i larmende og voldsomme begivenheder; men han brød den tavshed, menneskene måske mente, han havde pålagt sig selv, fordi han tilsyneladende ikke greb ind, når der var brug for at afvende nød og usikkerhed. Tavshed har derfor også kunnet opleves som passivitet og mangel på interesse fra Guds side.
I skabelsesberetningen bringer Gud allerede en tavshed til ophør ved at skabe en masse, der sprudler af liv i mangfoldighed, og frigør dermed et stort potentiale.
I beretningen om udfrielsen af Ægypten bryder Gud sit folks tavse og tilsyneladende udsigtsløse lidelse og sørger for, at det kan forlade slaveriet.
Hos Ezekiel tales der om en fornyelse af folket. Her griber Gud ind i noget, som måske ikke er så stilfærdigt, eller også oplever folket det ikke sådan. Folket lever sit eget liv, efterhånden ved at være kommet længere og længere bort fra Gud. Bortset fra eksilet mærker det måske ikke sin ulykke. I denne selvskabte apati griber Gud så ind med tilgivelse og nye løfter. Løftet om at bringe folket tilbage til dets land, om at give det klarsyn, så det kan tage afstand fra sine vildfarelser. Han lover at give menneskene et nyt hjerte, så de bliver i stand til at vise intuition og empati, og en ny ånd, der lader Guds bud stå som noget, der skal være både vilje og evne til at følge.
Epistel og evangelium vidner om Guds ultimative indgriben i menneskehedens liv med hans Søns overvindelse af døden og af syndens endegyldige magt.
Vi har således hørt opmuntrende og livsbekræftende tekster, som er den stadige påmindelse om, hvad Gud har gjort for os lige siden skabelsen, og ladet nå et unikt højdepunkt i sin Søns forkyndelse og frelsende aktivitet.
Alt dette er naturligvis noget, vi som kristne skal tære på og lade os nære og forme af uanset, hvad der sker omkring os. Men i en tid med særlige udfordringer og en historisk årsag til bekymring og uvished er det så meget desto mere naturligt og vigtigt, at vi lader os minde om Guds store indgriben i historiens løb.
Vi har snart hørt det mange gange. Vi skal ikke begynde at spekulere i, om coronaen er en straf, men dog alligevel tolke den som en påmindelse og advarsel og ikke mindst en chance for fornyelse og en mulighed for at få vor tillid til Gud bekræftet. Skabningen, der også omfatter os selv som mennesker, er Guds store gave til os, som vi skal bruge med omtanke og respekt for både Gud og vore medmennesker. Gang på gang i historiens løb har Gud grebet ind og givet nye chancer som ved udfrielsen fra Ægypten og tilbageførelsen fra eksilet og ladet det kulminere med hans Søns sejr over døden og oprettelsen af en ny pagt, som Kirken er en del af.
Det er endnu nat, coronaen og restriktionerne er der stadigvæk; men vi har fået en mulighed for at se anderledes på alt dette og for at realisere noget af det, vi har erkendt. En lempelse af nogle af restriktionerne er stillet i udsigt; men lad os først og fremmest se på og glæde os over de lempelser og befriende tiltag, som Kristus med sin opstandelse har lagt til rette for os. De vil give os styrke til at stå det igennem, der endnu ligger for os af begrænsninger og restriktioner, men frem for alt give os blik for en fremtid med håb, som ikke lader sig knuse af udfordringerne.
Amen.