Biskoppens prædiken ved festen for de vietnamesiske martyrer 10. august på Øm

Læsninger: Visd 3,1-9 Rom 8,31b-39 Matt 10,28-33

Kære medbrødre i præstedømmet, kære forsamlede trosfæller

Vi er igen forsamlet for at fejre festen for den hellige Andreas Dung Lac og hans 116 lidelsesfæller, de vietnamesiske martyrer. Vor ydre fejring af dem falder i år på festen for en anden stor martyr fra en langt tidligere periode i Kirkens historie, nemlig den hellige Laurentius.

Martyrernes helligdage er ikke kun mindedage, hvor vi får genopfrisket beretningen om deres liv, lidelser og død. Selv om de levede i en tid, som på mange måder er meget forskellig fra vor, ikke mindst for os, der nu bor i Danmark, så er beretningen om martyrernes død aldrig kun en historie fra gamle dage, som ikke længere er relevant for os. Selv om alle I, der er forsamlet her, også har de martyrer, vi fejrer, på lang afstand i tid, så har mange af jer, som endnu er født i Vietnam, prøvet lidt af det samme som martyrerne. Heldigvis er I sluppet fra det med livet i behold; men prisen for at være trofast mod Kristus og hans Kirke har nogle af jer også været med til at betale. Også I har mærket udfordringer i at leve som kristne under et regime, som er uvenligt stemt over for kristendommen, så derfor er historien om martyrerne tættere på jer end på jeres børn og børnebørn og for alle os, som altid kun har oplevet frihed til at leve den kristne tro.

De kristne, som har lidt martyrdøden, har vist, hvor meget troen på Gud betyder for dem. De er ikke døde af stædighed for at fastholde en livsholdning, – stædighed ville sikkert ikke have været nok til at holde ud – men det har været kærligheden til Kristus og hans Kirke, tillid til, at han vil belønne dem, der holder ud, som gav udholdenheden mening og gav den fornødne styrke til at klare selv de mest brutale lidelser.

Selv om vi beundrer martyrerne, nærer vi ikke ubetinget det samme ønske om i alle ting at dele deres vilkår. Det er også fuldt berettiget at ønske sig fred og frihed til at leve sin tro, ikke at skulle være bange for forfølgelser og chikane. Dog betyder dette ikke, at vi så helt bliver forskånet for udfordringer, og i hvert fald er vi altid forpligtede til at have den samme faste tro og være lige så engageret, som de var. Selv om det er under trængsler, at troen står sin prøve, at det viser sig, om den er stærk nok, så kan vi også vende det om og sige, at når nu vi har frihed til at leve vor tro, så burde vi gøre så meget desto mere ud af den, lade den fylde endnu mere i vort liv, efterleve den endnu mere konsekvent og være endnu mere ivrige efter at udbrede den og dele den med andre.

Selv om det burde være sådan, så er det ikke altid sådan, det foregår. Lang tids frihed i de fleste lande på vort kontinent, Europa, betyder ikke længere, at vore lande er præget af den kristne tro. Mere end trusler på livet har vor vestlige livsstil været med til at drage mange fra Kristus, eller ofte ført til, at engagementet er kølet af, både med hensyn til iveren til at leve sit liv på en kristen måde og til at give troen videre.

Det gør det ikke lettere, at der trods den frihed, vi har i vor del af verden til at leve vor tro, også findes faktorer, som kan være med til at svække vort engagement, fordi vi ikke har brugt frihedens muligheder til at vokse og styrkes i troen. Det betyder så, at nogle hurtigere glemmer troen, ikke en gang af frygt, men af ligegyldighed.

Derfor er det, at vi må fokusere ikke blot på martyrernes udholdenhed under lidelser, men på deres kærlighed til troen og deres vilje til at leve efter den. Det skal gå op for os, at vor tro på Kristus er vigtig og relevant uanset omstændighederne, altså hvad enten vi er truet eller nyder den allerstørste frihed. Troen på Kristus er vigtig, fordi Kristus er Guds Søn, fordi vi har erfaret, at Gud eksisterer og kalder os til at være sine børn. Dernæst er troen på Kristus vigtig, fordi vi har brug for ham, både i vort eget liv og for at få vore fællesskaber, inklusive vore familier og det civile samfund, til at fungere. De mange regeringer og civile samfund, som gennem tiderne har forfulgt kristenheden, har selv brug for det kristne budskab for at blive sunde, retfærdige og fredelige samfund. Samfundets ledere kan ved velvilje og tolerance over for de kristne skabe gode rammer for dem; men det er de kristne selv, som ved deres tro og måde at leve på skal sørge for, at samfundet bliver gennemsyret af Gudsrigets værdier. Det skal de gøre både ved udholdenhed, når livet som kristen er hårdt, og ved at udnytte de muligheder, som et liberalt og tolerant samfund giver.

Forudsætningen for alt dette er, at vi oplever troen som en gave, at det bliver klart for os, at Gud henvender sig til os. Der er mange mennesker, som ikke har det sådan; men når vi kalder os kristne, når vi kommer sammen ved en lejlighed som denne, så må vi følge op på det. Når vi kalder os kristne og kommer i vore menigheder og deltager i en fejring som denne, så må vi også vise, at vi mener noget med det.

Ligesom vi ikke må lade os skræmme til at forlade vor tro, må vi heller kun leve efter den, fordi vi føler os presset af andre eller bare fordi, det er en vane, vi har indarbejdet. Selv om et liv i troen skal være en personlig beslutning, som ingen kan tage fra os, så er andre menneskers vidnesbyrd og eksempel af stor betydning for vort liv som kristne. Det gælder ikke mindst alle jer unge. Foruden de vietnamesiske martyrer har I også jeres forældre og bedsteforældre, som ikke blot har sørget for, at I er blevet ført ind i Kirken, men også selv har vist, hvor vigtig troen er for dem, og af den grund har forladt deres fædreland og taget troen med sig til Danmark. I skal bevare jeres tro ikke først og fremmest for at gøre jeres forældre og bedsteforældre glade, men for at gribe den chance, det er at have fået troen på en autentisk måde, nogle gange også som et resultat af noget, som ligger tæt op ad martyriet. Mange mennesker søger og finder frem til Kristus og hans Kirke uafhængigt af andre mennesker. Det viser blot, at Gud har mange måder at kalde mennesker på. At vokse op i en kristen familie er et stort privilegium, som gør, at vi nemmere bliver fortrolige med livet som kristne og gradvist vokser ind i dette liv. Naturligvis kommer der et tidspunkt, hvor man måske sætter spørgsmålstegn ved det, man har lært, måske kommer i tvivl om det ene eller det andet. Vor tro skal altid være gennemreflekteret og integreres ved, at vi personligt siger ja til det, andre har lært os og ført os ind i. Men vi har således altid en baggrund at se det på og støtte os til.

Alle tre læsninger opmuntrer os til at holde ud, til ikke at frygte modgang; de lader os erfare, at vi ikke er alene. Ingen af os kan sige, hvordan vi vil reagere i en ekstrem situation, hvor vi bliver truet på livet. Men vi kan opbygge en stor styrke og udholdenhed ved at tillade, at Gud gør vor tro stærkere. Det bliver den ved, at vi engagerer os mere i det, vi som kristne allerede er en del af.

Martyrernes eksempel er også en hjælp, som vi altid skal lade os inspirere af. Ingen af os ved helt, hvad der venter os i livet, hvilke udfordringer, vi kommer ud for; men ved at bruge de muligheder, vi har til at fordybe os i vor tro, kan vi ruste os godt til det, der måtte komme.

Martyrerne gav med overbevisning og sikkert også med glæde deres blod. Lad os, bruge den frihed og de muligheder, vi har, til med glæde at fejre vor tro og lade den give vort liv mening.

Amen.