Bliv frugtbare og talrige...

Hvorfor tilpasser Kirken ikke bare sin lære til den moderne virkelighed?

Det er en grundlæggende kristen opfattelse, at frugtbarheden er noget positivt, en gave fra Gud.

"Bliv frugtbare og talrige", siger Gud i skabelsesberetningen, og 2. Vatikankoncils pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden (Gaudium et Spes, 50,1) konstaterer da også, at "børn i sandhed er ægteskabets største gave" og endvidere, at "kærligheden mellem ægtefællerne er henordnet til forplantningen og børnenes opdragelse" (48,1).

Denne opfattelse af frugtbarheden som et ubetinget gode - for slet ikke at tale om Kirkens konsekvente afvisning af antikonception som et middel til familieplanlægning - står, som enhver ved, i skarp kontrast til den dominerende mentalitet i vor del af verden. Man har ganske enkelt mistet forudsætningerne for at forstå, hvad det dybest set er Kirken siger, og hvorfor den fastholder sin lære i stedet for at tilpasse den til den moderne virkelighed.   

Hvordan er denne forståelseskløft mellem den moderne verden og Kirken opstået?

Den ultrakorte forklaring er, at vi lever i et samfund, hvor sekulariseringen er stærkt fremskreden, og hvor mennesker, som de er flest, giver pokker i, hvad Bibelen og Kirken har at sige om frugtbarhed og familieplanlægning. Men denne forklaring bør suppleres med en konstatering af, at den holdningsændring, der er sket både i og uden for Kirkens egne rækker, i et vist omfang kan siges at være et resultat af den almindelige samfundsudvikling. Vi lever ikke længere i et landbrugssamfund, hvor børn udgjorde en uundværlig arbejdskraft og endvidere sikrede forældrene en tryg alderdom. Det økonomiske incitament til at sætte børn i verden er i et moderne lønmodtager- og forbrugersamfund ikke let at få øje på. Børn får man derfor i dag i vidt omfang for at tilfredsstille personlige i hovedsagen følelsesmæssige behov. Børn er blevet en udgiftspost, en luksus, man enten vælger til eller fra.

 

Er familiens størrelse et frivilligt valg?

Det er endvidere en overvejelse værd, i hvilket omfang valget af familiens størrelse kan kaldes frivilligt i dagens Danmark. Den måde, man fra 1960'erne, hvor man opbyggede den moderne velfærdsmodel, valgte at indrette arbejdsliv og familieliv på, var uomtvisteligt udtryk for et politisk valg, men dermed var valget også truffet på kommende generationers vegne. At begge ægtefæller i dag som hovedregel er udearbejdende, er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for et frit personligt valg. Man kan ikke længere som bedsteforældregenerationen klare sig for, hvad der svarer til én indtægt.

Børneinstitutioner fra vuggestuer og børnehaver til skolefritidsordninger er følgelig blevet et must - i takt med at uddannelse og arbejdsliv er kommet til at fylde mere og mere i vores liv. Derfor opleves det også i dag som et behov at have mulighed for at begrænse fertiliteten. Det gavner ikke karrieren, at man for tit er på barselsorlov. Man skal have færre børn, og man skal have dem på tidspunkter, der så lidt som muligt griber forstyrrende ind i uddannelses- eller karriereplaner.  

Hvad dette angår, kom reproduktionsteknologien den moderne livsstil til undsætning. P-pillen blev opfundet i 1960 og kom samme år på markedet i USA. Herhjemme blev den frigivet i 1966. Det ses tydeligt i fødselsstatistikken. Fødselsraten dykkede allerede i 1969 ned under 2,1 - altså det antal børn, der skal til for at erstatte forældrene i næste generation og sikre, at befolkningstallet ikke falder. Bunden nåedes i 1983 med en fødselsrate på 1,37. Herefter steg den langsomt gennem 1980'erne og 90'erne. I 2005 rundede vi 1,8. Tallet har herefter været ret stabilt - det seneste tal fra 2009 er 1,84, og vi har således fortsat en negativ befolkningsudvikling. Når det samlede befolkningstal ikke desto mindre stiger en smule år for år, skyldes det, at vi bliver ældre, ikke at vi får flere børn. Det er samtidig forklaringen på, at aldersfordelingen i befolkningen ændres, således at der bliver flere ældre og færre børn og unge.

Hvem skal nu betale?

Hvad skal der til for at ændre denne udvikling - og er der overhovedet nogen grund til at ændre den? Ja, hør blot på, hvad politikere og økonomer bekymrer sig om i dag. Der er for få hænder på arbejdsmarkedet - for få unge og for mange udgiftskrævende pensionister. Det er skæbnens ironi, at velfærdsmodellen i dag trues af netop den filosofi, den er grundlagt på. Det, der så ud til at repræsentere sund fornuft - færre børn lig med færre udgifter både for den enkelte familie og samfundet - rammer nu de nye generationer som en boomerang. For hvem skal nu betale? Den simple kendsgerning, man overså, var, at der skal en ny generation til at betale for efterløn og pension og til at indtage de ledige pladser på arbejdsmarkedet. Et samfund med flere pensionister end børn og unge går næppe en strålende fremtid i møde.

Hvorfor afviser Kirken prævention?

Men Kirkens lære om frugtbarhed og familieplanlægning bunder naturligvis ikke primært i betragtninger af denne art. Når Kirken i dag som i går afviser prævention, sker det med henvisning til et kristent menneskesyn, der giver os en dybere forståelse af, hvilken betydning seksualiteten har i vores liv, og dette menneskesyn er ikke afhængigt af hverken tid eller sted.   

Bliv frugtbare og talrige... Hvorfor nu det? For at forstå det må vi tilbage til udgangspunktet, til Gud selv. Gud skaber verden, ikke fordi han har brug for den, men fordi han dermed udtrykker sit inderste væsen: kærligheden. Skabelsen er en kærlighedsakt, og heraf følger den svimlende kendsgerning, at verdens grundvold er kærligheden. Kan vi forstå det? Kun tilnærmelsesvis. Kærligheden er et mysterium, men i den kærlighed, vi kan opleve blandt mennesker i denne verden, kan vi se en afglans af Guds overvældende og betingelsesløse kærlighed. Kærlighed manifesterer sig som vækst. Vi vokser som mennesker, når vi giver plads for kærligheden. Vi skrumper menneskelig talt, når egoismen og de gustne overlæg får overtaget. Der, hvor vi først har mulighed for at opleve kærligheden, den betingelsesløse kærlighed, er i kontakten med vores forældre. Gør vi det ikke, efterlader det dybe sår i sjælen. Når to mennesker forenes i ægteskabets sakramente og stifter familie, giver de plads for kærligheden i deres liv. Kærligheden breder sig som ringe i vandet, når de sætter børn i verden, og de bliver i en vis forstand medarbejdere på Guds skaberværk, når de åbner sig for Guds skabende kærlighed. Hvis de derimod lægger frugtbarheden hindringer i vejen ved at bruge prævention, siger de nej til livet, nej til kærligheden. Barnet opfattes som en trussel, man må beskytte sig mod. Så enkelt er det. Og dog er det jo i den konkrete hverdag ikke så nemt, som det lyder. Kærligheden kræver ofre af os. Det er et af livets grundvilkår.

 

Skal vi have så mange børn som overhovedet muligt?

Men hvor store skal ofrene være? Skal hvert ægtepar have så mange børn som overhovedet muligt? Ikke for enhver pris.

Familieplanlægning er ikke et ukendt begreb i katolsk sammenhæng. Moderne naturlig familieplanlægning (Billingsmetoden) giver parret mulighed for at erkende, i hvilke perioder kvinden har mulighed for at blive gravid. Men er det så ikke i grunden det samme som at bruge prævention? Bestemt nej. Der er en verden til forskel på aktivt at forhindre en befrugtning og at undlade seksuelt samkvem, hvis man af tungtvejende grunde ikke ser sig i stand til her og nu at modtage et barn. Billingsmetoden træffer ikke dette valg for os. P-pillen eller andre former for prævention gør. Billingsmetoden stiller os over for valget, og det er, som indledningvis antydet, i dag blevet et valg mellem at resignere og flyde med strømmen eller at vælge livet og kærligheden.