Monsignor Kikuchi, ærkebiskop og metropolit af Tokyo og nyvalgt præsident for Caritas Internationalis beskriver i sit første interview med Vatikanets medier efter valget, hvad de mange frivillige og personalet gør for at give humanitær hjælp. Han beskriver, hvordan Den katolske Kirke er nær de forladte.
“At hjælpe mennesker til at forstå, at de ikke er glemte, det er Caritas’ sande mission”. Sådan beskriver Caritas’ nye præsident, monsignor Tarcisio Isao Kikuchi, ærkebiskop af Tokyo, denne internationale katolske organisation dagen efter sit valg. Han er blevet valgt for en periode på fire år af 400 delegerede på organisationens 22. generalforsamling I et eksklusivt interview med Vatican News deler ærkebiskoppen sine forhåbninger til sin nye mission, og han sender også et direkte budskab til de talrige frivillige, der viser Guds kærlighed i konkrete handlinger af tjeneste.
Deres excellence, hvilke mål har De med denne mission i Deres nye rolle som præsident for Caritas Internationalis?
Efter Røde Kors er Caritas Internationalis den andenstørste hjælpeorganisation i verden. Den er altså kendt som en professionel NGO-organisation, der tilbyder hjælp til mennesker i vanskelige situationer; men i virkeligheden er vi ikke bare en NGO – vi er meget mere. Vi er en organisation i Den katolske Kirke og en institution, der står i Kirkens tjeneste. Det betyder, at Caritas bør være et vide om Guds kærlighed. Det vi laver er ikke bare at levere mad eller materialer eller en hvilken som helst anden form for hjælp. Vi er også vidner om Guds kærlighed for at vise mennesker, at Herren elsker alle mennesker.
Et af fokuspunkterne under generalforsamlingen var de glemte, dem der ikke støttes af andre organisationer. Hvordan henvender Caritas sig til dem?
Her ville jeg gerne knytte an til min erfaring som frivillig i Caritas Japan. I 1995 blev jeg sendt til Bukavu, hvor der var en lejr for flygtninge fra Rwanda. Den lå i Zaire (nu Den demokratiske republik Congo) Der mødte jeg diverse flygtninge. Der manglede selvfølgelig alt. Der var ikke mad, der var ikke tøj, der var ingen husly, og folk havde brug for alt. Anden gang jeg tog til lejren, lærte jeg nogle af deres ledere at kende. Jeg spurgte dem om, hvad de havde brug for og ventede mig, at de ville sige: “Vi har brug for mad, undervisning, medicin og husly”. Med andre ord – en lang liste over hvad de havde brug for. Men i stedet var ordene: “Fader, du kommer fra Japan. Sig det, når du kommer tilbage til Japan, sig til dem at vi stadig er her. Vi er glemte alle sammen”. Det chokerede mig virkelig. Efter at jeg havde oplevet dette, mødte jeg mange mennesker mange forskellige steder i forskellige lande, der var ramt af katastrofer, mennesker der boede i krigs- eller konfliktzoner i ødelagte områder. Jeg hørte altid den samme historie og det samme råb: “Vi er glemte, vi er glemte”. Det er Caritas´ virkelige mission: at hjælpe mennesker til at forstå, at de ikke er glemte. Vi vil være hos dem. Selvfølgelig giver vi professionel hjælp; men samtidig vil vi gerne sige til dem, at vi altid er hos dem, at vi altid arbejder sammen med dem, at vi altid husker dem. Ingen vil blive udelukket, ingen vil blive glemt.
De har været udsendt som missionærpræst; men De har også været frivillig. På hvilken måde påvirker det Deres mission?
Jeg er medlem af Missionærerne af der guddommelige Ord, SVD. Efter min præstevielse i 1986 blev jeg sendt til Ghana i Vestafrika. Jeg kom ud i et sogn uden elektricitet og uden vand langt ude i bushen. Der var jeg i syv år som sognepræst. Det var en meget vigtig erfaring for mig, og den var med til at skabe min identitet, tror jeg. Særlig i den periode i 1986 var økonomien i Vestafrika ikke særlig god, og folk levede virkelig i fattigdom. Mange mennesker var ved at dø uden at have den rigtige medicin, og HIV-AIDS spredte sig. Der var problemer af alle slags. Men folk virkede så lykkelige, hver dag kom de med de smukkeste smil. Så spurgte jeg forskellige mennesker fra mit sogn: “Hvorfor er I så lykkelige?” og en sagde spøgefuldt til mig “Fader, vi har Ghanas magi”. Hvad for det så for en slags magi? Det var overbevisningen om, at nogen ville hjælpe. I denne type kulturel kontekst hjælper mennesker hinanden. Derfor ser man ikke mennesker, der dør i vejkanten, for ingen glemmes. Denne overbevisning skaber virkelig livshåb. Det var grundlaget for min overbevisning: hvis vi ikke glemmer mennesker, kan det lykkes for os at skabe håb om at overleve. Vi kan ikke komme udefra med håb. Vi kan komme med mad, materialer og alt andet udefra og give det til mennesker der er dårligt stillet. Men vi kan ikke komme med håb og give det til mennesker, der er i vanskeligheder. Håbet skal skabes i deres hjerte. Vi kan ikke beordre dem til at håbe. Men vi kan være venner og vandre sammen. Vi kan være hos dem, så de får vished om, at de ikke bliver glemt. Ud af denne vished kan få håb om at overleve.
Tekst: Devin Watkins, for Vatikanets medier. Oversættelse v. Lisbeth Rütz