Charles de Foucauld og seks andre kanoniseres

Vatikanet meddeler at ceremonien finder sted i Rom den 15. maj næste år.

Ceremonien bliver Kirkens første kanoniseringsmesse siden coronavirussen brød ud, og den finder sted to år og syv måneder efter seneste kanonisering, helgenkåringen af John Henry Newman og fire andre i oktober 2019.

Charles de Foucauld (1858-1916) førte som fransk soldat et udsvævende liv, men gennemlevede en religiøs omvendelse og indtrådte hos trappisterne i 1890. Kort tid efter blev han efter eget ønske udsendt til et kloster i Syrien og flyttede i 1897 til Palæstina, hvor han gik til hånde som arbejdsmand i et kloster i Nazareth. Efter sin præstevielse i 1901 rejste han til Sahara, nær Marokko, for at leve som eremit-missionær blandt områdets ikke-kristne. De stedlige tuaregere respekterede ham for hans gæstfrihed og fromhed, og han lod dem have deres tro i fred. Foucauld blev dræbt i 1916 i forbindelse med et røveri.

Efter sin død blev Charles de Foucauld kendt især gennem en biografi skrevet af René Benzin i 1921. Inspireret af denne grundlagde René Voillaume i 1936 fællesskabet Jesu Små Brødre og tre år senere grundlagde Madeleine Hutin Jesu små søstre.

Han blev saligkåret i 2005 af pave Benedikt og i 2020 godkendte pave Frans et mirakel sket på hans forbøn.

I oktober udtalte pater Bernard Ardura, postulator for Charles de Foucaulds sag, til Catholic News Agency, at hans helgenkåring formentlig ville finde sted næste forår. Vatikanet afventede at den globale situation med Covid-19 skulle forbedre sig, inden det planlagte arrangement kunne finde sted, forklarede Ardura og tilføjede, at tusindvis af personer fra USA, Canada, Frankrig og Algeriet deltog i Charles de Foucaulds saligkåring i Rom i 2005.

Første indiske lægkatolik til at helgenkåres

Pave Frans har også give Helgenkåringskongregationen autorisation til at promulgere seks andre dekreter, blandt andet for Devasahayam Pillai (1712-52), en indisk lægmand som led martyrdøden efter at være konverteret til katolske tro. Pillai, der også er kendt under sit dåbsnavn Lazarus, blev saligkåret i 2021 og er den første indiske lægkatolik til at blive helgenkåret.

Syv år efter sin konversion blev Devasahayam Pillai dræbt som 40-årig efter fejlagtigt at være blevet anklaget for forræderi, og siden blev han arresteret og tortureret gennem tre år.

To ordenssøster helgenkåres også den 15. maj, nemlig salige Maria Francesca di Gesù (1844-85), grundlægger af tertiærorden af kapucinersøstrene af Loano, og salige Maria Domenica Mantovani (1862-1934), medgrundlægger og første generalsuperior for Instituttet af de små søstre af Den hellige Familie.

Salige César de Bus (1544-1607), salige Luigi Maria Palazzolo (1827-86) og salige Giustino Maria Russolillo (1891-1955) – tre præster som grundlagde kongregationer og institutter – vil også blive helgenkåret samme dag.