Svenning Ravn og Vorherre har været dus, fra Svenning var dreng. Svenning voksede op i et jysk gårdejerhjem og gjorde tidligt Vorherre til sin fortrolige. Senere blev han legekammerat med Kjeld Kirk Christiansen fra Legodynastiet, en dreng med baggrund i Indre Mission.
Da Svenning kom på seminariet i 1965, opdagede han hurtigt den smarteste og kønneste pige i klassen. Britta hed hun, og hende skulle det være. Men Britta var ikke sådan at få fat på, og han måtte kæmpe, før hun så til hans side. Britta var en from katolsk pige, der ikke havde tænkt så meget på det med at gifte sig. Jeg vil være katolik, sagde hun allerede som 6-årig til sine forældre, da hun var kommet på Sankt Norberts Skole i Vejle. Hun fik lov til at gå til katolsk religionsundervisning på skolen, blev katolsk spejder og gik i katolsk ungdomsklub. Og hun blev Mariasøstrenes barn. Så da hun endelig gav sig og sagde ja til Svenning, fik han både et par søde svigerforældre og 17 svigermødre, Mariasøstrene, der lige skulle se ham an, før han var accepteret.
Mens Svenning forberedte sig på at blive katolik, blev han undervist af pater Wuyts. Han var lidt af en hidsigprop, men havde et fabelagtigt sprogøre og sans for nuancerne i dansk. Hos Wuyts lærte Svenning om bønnens væsen, og abbediet Averbode i Belgien blev hans og Brittas trosmæssige centrum.
Den røde tråd i livet
Den katolske Kirke og den katolske skole har været den røde tråd både i arbejds- og privatlivet for Svenning og for Britta. Efter seminariet fik de job i folkeskolen. Men en dag i 1975 blev de ringet op fra Vejle. Kunne du tænke dig at arbejde her, spurgte Laurits Larsen, konstitueret skoleleder for Sankt Norberts skole. Han manglede en skoleleder, og dengang kun 27-årige Svenning sagde ja til jobbet. Også Britta blev lærer på skolen.
Det blev til livslange venskaber med præmonstratenserne, Mariasøstrene og andre katolikker i Vejle. “Vi beder for dig hele tiden”, sagde Mariasøstrene, da Svenning tiltrådte. Sognepræst var Wuyts, som efterfulgte den navnkundige Stappers, der blev abbed på Averbode i Belgien. Han blev på mange måder primus motor i udviklingen af Sankt Norberts Skole. Efter ham fulgte Henri Kerkhofs, der byggede et stort netværk af økumeniske venskaber op med de andre kirker i Vejle. Et af højdepunkterne i Svennings katolske liv var, da han som musiklærer og uddannet kordirigent var leder for et kor på over 100 mennesker mellem 8 til og70 år til pavens Ømbesøg i 1989.
Livsglæde med dyrekøbte erfaringer
Der har altid været gang i Svenning og Britta. I 1993 blev Svenning valgt til Vejle byråd som spidskandidat for Venstre. Han blev viceborgmester, og i 1995 forlod han skolen sammen med Britta. Svenning gik ind i politik på fuld tid, og Britta startede eget konsulentfirma. Både Svenning og Britta var glade for at lave god mad, så senere tog de springet ud på dybt vand og blev kroværter - først på Vedersø Mejerikro, senere på Hotel Bredehus i Bredsten. Men finanskrisen lurede i baggrunden, og så kom nedturen. Efter nogle år måtte de dreje nøglen om.
Svenning var blevet lidt for glad for kromaden. Stor, tung og sløv lå han på sofaen. Han havde udviklet en svær diabetes 2. Men Britta ruskede op i ham. Bøfferne blev skiftet ud med grøntsager og sofaen med 12 måneders UTURN2 forløb hos Chris McDonald. Og han kom i gang igen. Men nogle år senere kom endnu en alvorlig diagnose.
Du har cancer, var beskeden fra lægen. Diagnosen ramte Svenning og Britta som en hammer, og de græd sammen; men under sygdommen mærkede Svenning menighedens forbønner i Sct. Pauls kirke i Taastrup. Han oplevede, hvordan bønnen mere og mere blev til en taksigelse, og at rosenkransen hjalp under kemoterapien. Svenning er ikke bange for at sige, han har oplevet både små og store mirakler i sit liv. I mange år havde Britta voldsomme migræneanfald op til flere gange om ugen. Men i Lourdes blev hun fri for migrænen efter at have mærket en fantastisk intensitet, hvor bønnen, badene og velsignelsen skabte dette lille mirakel.
I dag har Britta og Svenning fået et stort overskud efter de dyrekøbte erfaringer. De holder foredrag i hele Danmark om, at livet ikke altid ligner et glansbillede. Som Svenning siger: “Det lykkelige liv er ikke nødvendigvis et liv uden smerter. Man mærker Jesu Kristi kærlighed, når man får kraft til at styre uden om klipperne i livets skærgård”. Deres ”andet hjem” er i dag Sct. Pauls kirke, Taastrup, hvor forskellige menighedsrelaterede opgaver styrker troen og glæden ved at give og være Vor Herres tjenere.