Nu er den menneskelige seksualitet igen på dagsordenen. Denne gang i form af en diskussion om at kunne skifte køn, vel at mærke, hvornår man juridisk kan skifte køn? Fra 0 år eller fra 18 år? Ingen deltagere i diskussionen i de offentlige medier sætter spørgsmål ved, om det er rigtigt, at et menneske selv kan vælge sit køn. Kan man biologisk virkelig skifte sit køn ved kirurgisk og hormonal behandling? Det synes at være en selvfølge at kunne det ligesom kvindens ”ret” til abort. Når jeg hører disse diskussioner, slår det mig, at problemet på det seksuelle område er stillet forkert, og derfor er diverse svar også forkerte.
Hvori består problemet om transkønnethed? Den almindelige opfattelse fra alle sider er, at der ikke er noget problem. Selvfølgelig skal folk da selv kunne bestemme deres køn! Hvorfor er der ingen biologer eller psykologer, der taler om denne problematik? Det handler om sandheden: bestemmer vi selv, hvad sandheden er, eller er den givet på forhånd? Dette spørgsmål er dybest set resultatet af den såkaldte 68-revolution: Du skal selv bestemme, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt, hvem du vil være, og hvem du ikke vil være. Der findes ingen objektiv moralsk orden. Etik handler ikke længere om at finde ud af, hvad der objektivt er ondt eller godt, men om hvad folk mener, hvad der er godt og ondt.
Den såkaldte grønne omstilling går imidlertid i stik modsat retning: Nu skal alle mennesker overalt på kloden respektere naturens love. Der findes altså nogle objektive naturlove, mennesket ikke kan ændre, uden at det får katastrofale følger. Men i dette perspektiv hører menneskets egen natur ikke med i billedet. Kort sagt: Er det imod menneskets natur at skifte køn? Og vil man ødelægge menneskeracen, hvis man systematisk går ind for transkønnethed? Til denne problemstilling hører også spørgsmålet om, hvor mange børn en kvinde skal føde i gennemsnit, hvis menneskeheden ikke skal uddø. Gør unge piger sig disse tanker? Taler man i seksualundervisningen om det?
Kristendommens grundforestilling
Dette indlæg handler ikke primært om min private indstilling. Jeg skriver det, fordi jeg som præst har del i Kirkens læreembede. Det har altid været Kirkens opgave at belyse menneskelivet ud fra Guds åbenbaring om mennesket. Det er kristendommens grundforestilling, at Gud greb ind i vores historie for at sætte tingene på plads, fordi menneskeheden fra begyndelsen netop havde erstattet Guds syn på mennesket med sit eget. Problemstillingen har ikke ændret sig fundamentalt indtil nu. Vi har derfor som kristne en pligt til at være Guds talerør, når det drejer sig om sandheden om tilværelsen, også for vor egen skyld, for at kunne overleve på en menneskeværdig måde. Derfor tager jeg ordet i embedsmedfør, og jeg håber, at jeg ikke vil være den eneste, der gør det. Det er klart, at spørgsmålet om transkønnethed er et aktuelt dansk problem (også selvom man finder det i mange andre lande). Vi kristne i Danmark må forholde os til det på baggrund af vores kristne tro. Grundlaget for en stillingtagen har vi i Bibelen, rigtigt forstået og tolket.
I de to første kapitler i 1. Mosebo har vi en ganske klar fremstilling af menneskets identitet som mand og kvinde. Jeg vil som forbemærkning understrege, at det ikke drejer sig om to skabelsesberetninger, altså en beskrivelse af, hvordan Gud har skabt verden, herunder mennesket, men om to, i øvrigt meget forskellige, fortællinger, der bl.a. har til formål at fortælle os, hvem Gud er, hvem skabningen er, og især hvem vi er.
Gudligheden er menneskets identitet
I Den første skabelsesfortælling (kap. 1), som er den yngste og er en slags prolog til hele Bibelen, får vi en meget poetisk fremstilling af verden som en harmonisk enhed og helhed. Den første sandhed er, at verden har haft en begyndelse og er skabt af Gud blot ved hans ord. Den har ikke altid eksisteret. Hans skaberværk er smukt og sammenhængende. Kronen på dette skaberværk er menneskets skabelse. Mennesket skabes til sidst, når alt er klar, og Gud ligesom stopper op (menneskelig forstået) og overvejer det grundigt: ”Lad os (nu) skabe mennesket i vort billede, så det ligner os. Det (de) skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr på jorden, og alle krybdyr, der kryber på jorden. Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det – som mand og kvinde skabte han dem”. Gud taler i flertal for at vise sin majestæt. Gud fortsætter ikke blot med at skabe mennesket, som han har skabt dyrene m.m. Mennesket skal have en særstatus. Det skal ligne Gud.
Tre gange bruger han udtrykket ”billede” og en gang ”så det ligner os”. Mennesket hører med til skabningen. Mennesket er kronen på skaberværket. Gud bliver synlig i mennesket. Denne gudlighed er menneskets identitet. Vi kan granske, hvori denne gudlighed egentlig består, når det kommer til stykket. Men måske skal mennesket selv hen ad vejen opdage det i sit forhold til den øvrige skabning: Det har lighed med skabningen, men er også radikal forskellig fra den. En ting er sikkert: Takket være denne gudlighed kender mennesket Gud på en personlig måde. Men vi skulle også kunne kende Gud i hinanden. Men det er ikke hele sandheden. Det er ikke primært det enkelte menneske, der er skabt i Guds billede. Det er manden og kvinden tilsammen. Det er en meget vigtig pointe. Efterfølgende ”velsignede Gud dem og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den” (1,28). Således beskriver teksten menneskets identitet, ja kønsidentitet. Og hovedformålet er, at de skal blive Guds medskabere. Gud er skaberen og menneskets gudlighed består først og fremmest i, at manden og kvinden sammen med Gud kan skabe nye mennesker. De kan blive skabere af liv. Det er menneskets og ikke mindst kvindens storhed.
I kapitel 2 vers 24 beskrives dette på følgende måde: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver til ét kød”. Mand og hustru er skabt for at blive ét kød, som bedst kan gengives med organisme. De ophører ikke med at være to personer, men de er bestemt for hinanden, for at blive forenet. Det er faktisk definitionen på familien. Familien er denne organisme dannet af mand og kvinde. Men der er en pointe, som de fleste ikke lægger mærke til. Hvordan skabes denne organisme? Ved at manden binder sig til kvinden og ikke omvendt. Det er en viljesakt fra hans side, som hun frit skal acceptere. Det er også ham, der skal forlade sin familie, netop for at starte en ny familie, og det sker, når han binder sig til sin udvalgte. Han skal være hendes og kun han, ellers kan de ikke blive én organisme. Og det er et livsprojekt. Han skal være hendes mand for livet. Han skal primært være til for hende. Således beskrives den originale relation mellem mand og kvinde, som langt de fleste både mænd og kvinder inderst inde godt ved er rigtig. Mand og kvinde er skabt for hinanden for tilsammen at skabe liv. Dette bånd, som han binder sig med til hende, er faktisk det, vi kalder et ægteskabsbånd. Det betyder ganske enkelt, at hvis han ikke binder sig til hende i et ægteskab, kan de ikke blive denne ene organisme. Det er den radikale forskel mellem et ægteskab og det i dag så populære kæresteforhold. Man tror, at den eneste forskel er vielsesattesten; men nej, det er det totale og livslange engagement overfor hinanden. Det er heller ikke følelserne, man har for hinanden, det drejer sig om. Den menneskelig kærlighed indebærer et totalt viljesengagement, hvilket er meget mere end følelser, selvom det gerne også skulle indbefatte følelser.
Seksuel forskel
Dette helt specielle forhold mellem mand og kvinde har som primært formål at skabe liv, men i kærlighed. Forholdet indebærer altså en seksuel forskel. Kvinden er skabt frugtbar. Manden er skabt til at befrugte kvinden. Sådan er det ude i naturen på de forskellige niveauer og sådan er det også for menneskets vedkommende. På denne baggrund giver transkønnethed og homoseksualitet ingen mening, for disse tilstande kan ikke tjene livet, men kun det enkelte menneskets subjektive selvrealisering. Jeg ønsker ikke at fordømme transkønnede personer eller homoseksuelle, men jeg må utvetydigt påpege, at sådanne forhold er imod menneskets natur. Og jeg er overbevist om, at Gud kan ændre deres situation, hvis de ønsker det. Det har jeg og andre erfaring for.
Læg mærke til, at i kølvandet på problemstillingerne om transkønnethed og homoseksuelle forhold opstår spørgsmål om forældreskab, altså frugtbarhed. I denne diskussion hører man aldrig nogen spørge, hvordan de børn har det, der kunstigt placeres i sådanne naturstridige parforhold. Igen handler det primært om de enkelte personer, der indgår i disse parforhold og ikke om barnet. Det er deres behov og ønsker, der skal dækkes, og barnet er et redskab for at tilgodese dette behov. Barnet er ikke i centrum og skabt for dets egen skyld. Det kan kun medfører en traumatisk udvikling (i et eller andet omfang).
I dag fokuserer man mere og mere på barnets trivsel og fokus rettes på børneinstitutioner, som skal blive bedre. Ingen spørger, om grundproblemet til mistrivslen ikke kunne være barnets forhold til dets forældre. Er barnet virkelig en frugt af mandens kærlighed til sin hustru? Det har barnet ret til at være iflg. det kristne menneskesyn. Hvis man er helt ærlig, må man indrømme, at det naturlige forhold mellem mænd og kvinder er blevet problematisk.
Ikke en abstrakt teori
Er en mand og kvinde i vor tid menneskeligt set moden nok til at gifte sig og danne en familie? Når man spørger en mand eller en kvinde, hvad de synes, så får man (jeg) ofte svaret: Nej. De er bare ”teenagere”. Det grundlæggende spørgsmål er derfor ganske enkelt, om vi i vor tid (siden 1968?) lever i en antilivs tidsalder, hvor det er egoet, der er i centrum og ikke frugtbarheden. Er det tilfældet, vil de næste generationer bliver mere eller mindre ulykkelige følelsesmæssigt og ikke fungerer rigtigt, og vi vil med sikkerhed komme til at se endnu flere seksuelle problemer, fordi fri sex nu bliver betragtet som en menneskeret, der strengt taget ikke har noget med en person af modsat køn at gøre og slet ikke med livet. Både mænd og kvinder vil miste deres kønsidentitet, og frugtbarhed bliver sekundær.
Den værste konsekvens af denne udvikling vedr. seksualitet i moderne tid vil være ødelæggelse af familierne som samfundets grundceller. Samfundet vil blive afhumaniseret i takt med, at familien som institution uddør.
Dette bibelske budskab er ikke en abstrakt teori. I mere end 40 år har den være ledetråden i mit arbejde med mennesker, og jeg har kun set positive resultater, ganske enkelt fordi Gud altid er direkte involveret. Derfor har Jesus sagt: ”Sandheden skal gøre jer fri” (Joh. 8,32).
Forudsætningen for, at det kan ske, er at man kender sandheden. Det er grunden til, at jeg har forsøgt at formidle denne guddommelige sandhed. Men jeg vil gerne understrege, at det rigtige forhold mellem mand og kvinde i Guds øjne er smukt. Det kan mange ægtepar bevidne.
Til slut skal det nævnes, at iflg. vor katolske tro, er et kristent ægteskab også et sakramente, og det betyder ganske enkelt, at det også afspejler Jesu forhold til os som Kirke. Vi er ikke kun skabt i Guds billede som mand og kvinde, vi er som kristne også ny-skabt i Kristi billede. Han er reelt til stede i enhver kristen familie, hvilket gør den guddommelig.
Tekst: Pastor Lars Messerschmidt