En lille perle for børn og voksne

"Lad de små komme til mig" tages alvorligt af "Tumlingebibelen".

Familien er kirke i det små, siger koncilfædrene, og det er sandt. For den kristne familie beder sammen og lever i forsoning og tilgivelse. Gennem ord og handling forkynder de Guds kærlighed. Mange, måske især unge forældre, vil gerne leve op til deres ansvar som de første trosformidlere af deres børn; men de føler sig hæmmede.

Hvordan kan vi bede sammen? Ofte mangler forældrene et religiøst sprog, men ønsker oprigtigt at hjælpe deres børn på vej, fordi de føler, at der er mere mellem himmel og jord.

Børn har brug for voksne, der giver udtryk for deres tro.

Med glæde anbefaler jeg derfor i dag forlaget ALFAs Bibel og Bønner for tumlinge, som sælges i en kassette.  Troen skal ind med modermælken, og det hjælper disse bøger til. "Tumlingebibelen" tager Jesu ord "Lad de små komme til mig" alvorligt. For hvis vi lader børnene komme til Ham, skal vi også give dem noget, der nærer deres tro. Det kræver et sprog, som tumlinger fra 1-3 års alderen kan forstå, dvs. korte sætninger, et konkret sprog, smukke og farverige illustrationer og et budskab fuldt af livsmod og styrke.

De 20 genfortællinger fra Bibelen med klassikerne som Skabelsen, Noas Ark og lignelsen om den gode hyrde går dog ikke uden om svære beretninger som Korsfæstelsen og Opstandelsen. Fortælleren forklejner ikke det bibelske budskab, men forkynder, så børn med latter og livsglæde vil føle sig elsket og værdsat af Gud, omsluttet af hans kærlighed. Med korte sætninger, humor og sjove replikker, så selv voksne trækker på smilebåndet, og blik for detaljer formidler bibelberetningerne Guds kærlighed til og omsorg for skabelsen, mennesker og dyr, og især for jordens mindste, børnene.

"Tumlingebønner" er en håndsrækning for store og små med tanker, vers og bønner. Der tages udgangspunkt i tumlingens hverdag, hvor verden endnu skal erobres. Den er fuld af mysterier og overraskelser, og livet er skønt. Forundringen over det, der omgiver os, kan kun udtrykkes i lovsang.

Med rim og korte sætninger tager bønnerne udgangspunkt i barnets hverdag. Sammen lovpriser de Gud, beder og takker. Bønnebogen er en lille perle for børn og voksne. En oplagt dåbsgave eller et materiale, som kateketer kan bruge i børnekirken.


Marie K. Monrad (overs.):Bibel og Bønner for tumlinge. Illustreret af Kristina Stephenson

160+64 sider (sælges samlet i kassette)

ISBN 978 87 91191 85 5 Forlaget ALFA 2011