Er Kirken umenneskelig?

Set fra et humanistisk synspunkt er Kirkens holdning til gengifte streng.
Men den er et tegn på, at Gud tager os alvorligt.

For nogle uger siden var der meget mediefokus på tre folkekirkepræster fra Kolding. Det fangede især min opmærksomhed, fordi jeg selv voksede op i Folkekirken, og fordi de tre præster fik medietæsk for at sige noget, som den Katolske Kirke til alle tider har sagt.

Da Per Damsgaard Pedersen blev præst i Kristkirken, kom det medierne for øre, at alle tre præster i Kristkirken var imod at gengifte folk. Mange folkekirkemedlemmer kommenterede i medierne, at Per Damsgaard og hans kollegaer var nogle intolerante farisæere. Nogle skrev sågar, at de tre præster ikke havde forstået evangeliets ord om tilgivelse. Præsternes modsvar lød, at de ikke havde ret til at gengifte folk. - De var sat til at tjene Guds Ord i Bibelen, og Bibelen siger klart nej til at gengifte folk.

Emner som forliste ægteskaber og gengiftning kan som andre menneskelige forhold ikke blot betragtes teoretisk og rationelt. Emnet er følelsesladet. I alle kirker og trossamfund findes der mennesker, hvis drømme om kærlighed er blevet knust, og som har opgivet de idealer, de engang havde. I Den katolske Kirke findes der ingen skilsmisse og ingen gengiftning.

Derfor kan Kirken virke specielt streng for udenforstående. Mange katolikker kommer i klemme, hvis de i en årrække forlader kirken og gifter sig i et andet trossamfund eller gifter sig for anden gang på rådhuset og senere kommer tilbage og ønsker sakramentalt fællesskab med Kirken. De bliver nødt til at få en annullering eller holde op med at have seksuelt samvær med deres nye partner, førend de igen kan modtage kommunion.

Gud behandler os som en ligeværdig partner

Af disse grunde kan man nogle gange høre bitre udsagn om, at Kirken kræver for meget af sine medlemmer, at Kirken tvinger mennesker bort fra den hellige kommunion, eller at den nægter at anerkende et nyt ægteskab imellem to mennesker, der dog virkelig elsker hinanden.

Fra et rent humanistisk synspunkt er disse stemmer forståelige. I min egen første tid som katolik gik jeg fra at være forarget over Kirken til at forstå, at der er en indre sammenhæng i Kirkens behandling af sine medlemmer. Denne sammenhæng baserer sig på nåde, men også på respekt for det enkelte menneskes ansvar. Kirken behandler os som voksne og ansvarsfulde, og deri følger den faktisk Guds eget eksempel.

Gud har nemlig siden tidernes begyndelse nærmest behandlet mennesket som en ligeværdig partner, som Han kunne indgå aftaler med. Via Adam, Abraham, Moses, og David lavede Gud pagter med menneskene, hvor Han også selv bandt sig til betingelserne. Nogle pagter var midlertidige, andre skulle gælde evigt. Den  Gud, som lavede pagten med Abraham om, at alle jordens folk skulle velsignes i hans afkom, nemlig i Jesus Kristus, er den samme Gud, som indstiftede ægteskabet imellem mand og kvinde i 1. Mosebog. Hele pagtshistorien viser altså, med hvilken alvor Gud betragter pagter og kontrakter. Ægteskabet blev indstiftet som et livslangt fællesskab imellem én mand og én kvinde. Dette fællesskab udmærkede sig unikt ved, at det ud over at være et venskab mellem to lige parter, indebar det seksuelle forhold og tilblivelsen af børn.

Radikaliseringen af ægteskabets etik i Det nye Testamente

I det Nye Testamente radikaliseres ægteskabets etik, tilsyneladende efter en mellemliggende tid, hvor mennesket overholdt moselovens bogstav uden at forstå Guds dybere hensigt. Johannes Døberen, som baner Herrens vej, bliver henrettet, fordi han forsvarer selve ægteskabet. Jesus siger, at sågar vores tanker nu er underlagt den nye pagts lov. Den, som i sit hjerte begærer en anden mands hustru, har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud. Jesus genopretter ægteskabets værdighed, bl.a. ved at sammenligne ægteskabet med det forhold, Han har til sit folk i den nye pagt: Han er Brudgommen og Kirken er Bruden. Han bekræfter ordene i 1. Mosebog, om at ægtefæller bliver et kød, og at gengiftning ikke er tilladt. Apostlene viser, at de forstår alvoren, og de udbryder: "Hvis dette kræves, hvem har så overhovedet lyst til at blive gift?" (Matt 19:10)

Det er altså tydeligt, at Gud giver mennesket et stort ansvar og store udfordringer. I en tilstand af ungdommelig umodenhed, seksuel længsel og drømmen om den store romantik skal de fleste af os, via vores skrøbelige fornuft, udvælge en ægtefælle, som kan være en stabil og tro ledsager livet ud. Her kræves der forsigtighed og visdom. Inden ægteskabet skal forholdet være præget af selvkontrol nok til at lære hinanden at kende ordentligt, i stedet for, som det sker for mange unge i dag, at man sætter forholdets udvikling i stå ved at ende i sengen, hver gang man ses. Ud over selvkontrol skal der være god kemi og romantik. I ægteskabet ser vi en partner for os, som helst skal have en attraktiv karakter, stærk dyd, evnen til troskab, kommunikations -og konfliktløsningsevne, være en kærlig forælder, have orden i økonomien, dele vores livsanskuelse, og være psykologisk og emotionelt stabil. Dette er idealet, og hvis alle disse kriterier var opfyldt, ville vi nok ikke opleve så mange skilsmisser. Men vi er ofte svage, rider på en bølge af irrationelle følelser og ser den anden person gennem hormonernes lyserøde briller, vi binder os emotionelt og fysisk, før forholdet er modent til det og har en masse forventninger til forholdet fra idylliserende bøger og film. Drømmemanden eller kvinden skal leve op til vore, ofte uudtalte, forventninger. Vores materialistiske og hedonistiske kultur fodrer os med en følelse af, at vi har ret til straks at få vores behov stillet, at vi ikke kan være tjent med at vente på noget, lide ondt eller ofre vores liv for andre. Men i bund og grund kræver ethvert ægteskab en stor evne til selvopofrelse og uselvisk kærlighed. Ægteskabet skal man derfor helst forberedes på fra barns ben. Kirken lærer da også, at familien er den første skole i de sociale dyder, som intet samfund kan undvære.

Er en annullering en "katolsk skilsmisse"?

Nogle ville nok indvende, at mennesker nu engang tager dårlige valg, og at katolikker også bliver skilt. Og er en såkaldt annullering måske ikke bare en "katolsk skilsmisse"? Dertil er svaret nej. Om end der sandsynligvis altid vil ske misbrug i annulleringsprocesser ved at folk enten lyver om forholdene i det ægteskab, de ønsker sig løst fra, eller ved at velmenende advokater ikke kan nænne at give folk afslag. Her har den enkelte kristne en pligt til at følge sin samvittighed og oplyse sig selv om sin situation. Et gyldigt ægteskab er bindende indtil døden. Og gyldigheden bestemmes af det tidspunkt, hvor ægteskabet begyndte, det vil sige ved udveksling af ja-ordet ved alteret.

Hvis en ægtefælle altså, f.eks. efter fem-ti år, siger: "Vi er vokset fra hinanden, og jeg vil leve mit eget liv", er utro, udvikler en alvorlig sygdom eller bliver medlem af en mærkelig politisk gruppe eller sekt, så ophæver dette dog ikke ægtepagten, hvor Gud har sammenføjet ægtefællerne igennem deres eget frie samtykke. De er blevet et kød. I sagens natur har stat og politikere derfor heller ingen ret til at skille mennesker, som er bundet af en sakramental ægtepagt, eller til at befale kirker at gengifte folk.

Lever man dog i et utåleligt ægteskab, hvor man f.eks. vedvarende bliver verbalt eller fysisk mishandlet eller degraderet på anden måde, siger Kirken, at separation er i orden, og ligefrem kan være en pligt, hvis det går ud på at beskytte sig selv eller mulige børn fra at lide overlast.

Men separation og annullering er ikke det samme. En annullering vil sige, at man efter en undersøgelse får kirkens bekræftelse på, at der aldrig har været reelt ægteskab. Efter en annullering er man fri til at indgå et ægteskab. Som katolikker er vi bundet af kirkens retsinstans, og vi skal desuden have dispensation fra Kirken, hvis vi ønsker at gifte os med folk fra andre trossamfund.

Hvornår kan der gives en annullering?

For at indgå et gyldigt ægteskab skal man være i stand til at udveksle samtykke og til at gøre dette frit og ubetinget. Dvs. at tvangsægteskaber pr. definition er ugyldige. Ligeså er ægteskaber, hvor faktorer bliver holdt skjult, som, hvis de havde været kendt, ville betyde, at den anden part ikke ville have givet samtykke. Eksempler på dette kan være hemmeligholdt kriminel adfærd, stofmisbrug eller diagnoser på alvorlig sygdom.

Når man gifter sig, lover man ægteskabelig troskab, anerkender ægteskabets uopløselighed indtil døden, samt åbenhed for at få børn. Disse kriterier baserer sig ifølge Kirken på selve ægteskabets natur. Det betyder, at hvis man under ægteskabets indgåelse konkret planlægger at være utro eller at nægte at få børn, så er der grundlag for annullering.

Derudover kan der være objektive hindringer af indgåelse af et gyldigt ægteskab. F.eks. hvis man allerede er gift, eller hvis man har aflagt et løfte om cølibat, som man ikke er blevet løst fra. Parterne kan være for nært beslægtede, man kan være for ung til at indgå ægteskab, eller man kan lide af kronisk impotens, dvs. at man er ude af stand til på naturlig vis at gennemføre samleje og derved fuldbyrde ægteskabet.    

Om alt dette kan man læse meget mere i den kanoniske rets lovbog. Da jeg selv begyndte at læse om ægteskabsretten tænkte jeg, at det hele mindede lidt for meget om de skriftkloge, som Jesus debatterede imod. Men i løbet af mine studier blev jeg mere overbevist om, at Kirken har en kæmpe stor opgave, som den har modtaget af Gud. Kirken skaber rammerne om og oplysningen om, hvordan man indgår et gyldigt og godt ægteskab, hvor ægteparterne er beskyttet mod samfundets nyttetænkning, og hvor børnene kan få en tryg opvækst med værdier og stabilitet. Derfor var jeg også glad, da jeg så, at der var tre præster i min gamle kirke, Folkekirken, som endnu stod fast på, at hvad Gud har sammenføjet, må