Farvel til mundbindene og yderligere lempelser af Corona-restriktionerne

Hverdagen i kirkerne bliver heldigvis mere og mere normaliseret i løbet af den kommende tid.

Den politiske aftale, der faldt på plads i sidste uge om udfasning af restriktioner, får også betydning for Den Katolske Kirke.

Som allerede nævnt er kravet om at bære mundbind/visir ophævet fra i dag mandag den 14. juni.

Det er altså ikke længere et krav at bære mundbind på noget tidspunkt i kirker, kapeller eller øvrige lokaler (husk at fjerne plakater mv. som påbyder dette).

For indendørs aktiviteter andre end messer, kirkelige handlinger osv. Gælder, at man nu må være op til 100 personer indendørs, så længe arealkravet og anbefalingen om 1 eller 2 meters afstand stadig overholdes.

Fra 1. juli bliver dette hævet til 250 personer.

(Der gælder stadig de særlige regler for større arrangementer, med mere end 500 deltagere, hvor man sidder ned. Her vil der fortsat være krav om gyldigt Corona-pas.)

Det udendørs forsamlingsforbud er afskaffet fra i fredags.

Der er altså ikke en øvre grænse for, hvor mange man må samles udendørs, så længe afstandskravet på 1 eller 2 meter stadig overholdes.

1. august lempes arealkravet således at man må være 1 person pr. 2 kvadratmeter uanset om man sidder og knæler eller står og går.

Seruminstituttet forventer at fjerne den generelle anbefaling om 1 meters afstand mellem personer i løbet af august, hvorved det er forventningen, at arealkravet helt forsvinder.

Vi skal dog altså stadig overholde kravene om minimum 1 person pr. 2 kvadratmeter til messer, kirkelige handlinger og indendørs siddende aktiviteter.

Det forventes at de fleste øvrige restriktioner inkl. de mange regler om skilte, indretning af lokaler, tilgængelig håndsprit mv. forsvinder helt fra 1. september.

Hvis det er relevant for nogle, er det fra i dag også tilladt at gennemføre kirkelige sommerlejre og stævner med op til 500 deltagere.

Her er der krav om Coronapas, når aktiviteterne – herunder overnatning - foregår indendørs.

De opdaterede retningslinjer findes HER