Fest for Jesu Hjerte

Foto: Lisbeth Rütz

Jesu Hjerte fest er hele kirkens fest, men i særlig grad Jesu Hjerte Kirkes fest, sagde biskop Czeslaw i går den 19. juni, da menigheden i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade på Vesterbro i en fyldt kirke fejrede den fest, der har givet kirken sit navn.

I århundreder har Jesu Hjerte som symbol på Kristi uendelige kærlighed til mennesker haft en central placering i katolsk fromhedsliv, og fra 1856 har der været en særlig Jesu Hjerte fest i den katolske liturgiske kalender.

I Stenosgade blev festdagen markeret i en fyldt kirke med en pontifikalmesse, hvor biskop Czeslaw fejrede messen sammen med generalvikar Niels Engelbrecht, kirkens franciskanerkommunitet og to diakoner. Riddere og damer fra Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem deltog i deres ordensdragter i messen.

Jesu Hjerte Kirke blev indviet om morgenen klokken 9 den 3. november 1895 og kan dermed fejre 125 års jubilæum i år. Tyske jesuitter, der måtte forlade deres land på grund af Bismarcks ”kulturkamp”, grundlagde kirken, der i dag passes af et franciskanerkommunitet. Jesu Hjerte Kirke er centrum for et rigt gudstjenesteliv, hvor kirkens kantor og organist Ole Kongsted i mange år har været ansvarlig for, at kirkemusikken holder et højt niveau. Jesu Hjerte Kirke bruges af forskellige bede- og aktivitetsgrupper, ligesom Caritas Danmark bruger dens lokaler til deres mange aktiviteter – blandt andet ældreklub og rådgivning.

Lisbeth Rütz