En refleksion af p. Jesper Fich OP:
Advent er inderligt forbundet med håb. Den gamle pagts mennesker håbede på Messias, at han dog snart ville komme. Vi håber på, at Gudsriget vil sætte sig igennem med retfærdighed, tilgivelse, solidaritet og respekt. De små i familierne håber helt sikkert på gode gaver under træet, og det er der ikke noget i vejen med. Sådan set håber vi, der er voksne, også på gaven over alle: Emmanuel – Gud med os, Jomfru Marias barn, Guds Søn. Og i år, kan vi føje en ting mere på ønskelisten: at vi ikke må miste evnen til at håbe.
I en verden, hvor der i den grad er god grund til frygt, så bliver det hele så meget lettere for en præst. Linerne er trukket helt skarpt op allerede, så det mas kan jeg godt spare mig. Det er let at give mig ret, når jeg siger, at der skal en særlig nådegave til, for at kunne håbe.
At håbe er en måde at være i verden på. At være under frygt er en anden måde at være i verden på. Frygt er det modsatte af håb. Frygt og håb kan aldrig blandes. Det er altid den ene eller den anden, som vil have overtaget i menneskets sind. Enten frygt eller håb. Den, der ikke håber, kapitulerer til frygten. Det gælder lige meget i en skyttegrav, som det gælder i en dagligstue. Der skal være noget at slås for, men der skal også et håb til: at det er kampen værd.
At håb og frygtsomhed er to måder at være i verden på, betyder til gengæld ikke, at der er to virkeligheder. Der er kun én virkelighed. At håbe betyder derfor ikke, urealistisk at lukke øjnene for det væmmelige, fortrænge det som er truende, osv. At håbe er noget helt andet. Nemlig: en måde at møde virkeligheden på. Alt for mange gange i den kristne kirkes historie har der været personer og strømninger, som har opereret med en opdeling i to virkeligheder. Troens – eller håbets og så de barske realiteter på den anden side. Men i Jesu meget realistiske tilgang til verden findes der ikke belæg for at tænke sådan. Han ville kvalificere sine til at møde virkeligheden, som den er.
Men det er også rigtigt, at håb fordrer en form for overgivelse. Når jeg ser på de vilkår, små som store, i det nære og de fjerne, i mit eget rum og i verdens, så kan jeg tit konstatere: ”Jeg har ikke herredømme over det, jeg har faktisk ikke magt til at ændre så frygteligt meget. Om så meget mere er det mit – og enhver kristens livskald – at gøre verdens vilkår bare lidt blødere for mine medmennesker. For mig er bønnen i fader vor: ”Fri os fra det onde!” en helt nødvendig og stadig tilbagevendende bøn. ”Fri os fra det onde!”
Men det giver kun mening at bede sådan, fordi jeg kort efter – med håb – kan lovprise Gud og sige: ”for dit er riget, magten og æren.”
Når Abraham troede med håb mod håb, som Paulus så smukt siger det, så fordi han troede næsten på trods af al fornuft. Og hør nu lige rigtigt godt efter: for dermed mener Paulus ikke, at Abraham lukkede øjnene for realiteternes barske side, men fordi han havde en håbets evne: han kunne forestille sig noget andet, end det han lige stod i.
Når vi siger, at vi er skabt i Guds billede, så må det blandt så meget andet også betyde, at jeg har den helt særlige evne til at forestille mig noget anderledes, end det som jeg lige står i. Hedder det ikke: ”I begyndelsen var jorden tomhed og øde, og der var mørke over urdybet?” Men Gud kunne forestille sig det hele helt anderledes. Så tændte han lyset, og begyndte at rydde op i kaos.
Den klassiske teologi kalder håbet for en af kardinaldyderne, sammen med tro og kærlighed. ”Så bliver da disse tre, tro, håb og kærlighed” siger Paulus. Men størst af dem af kærligheden, og det er den fordi, ret beset hviler tro og håb på kærligheden. Jeg holder så meget af det ord af Grundtvig, hvor han siger: ”at den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han ej først havde kær.” Kærligheden er nøglen – til al forståelse. Og pave Benedikt siger, at der ikke findes håb uden tro. Til syvende og sidst er de tre uadskillelige.
Abraham troede med håb mod håb. I min oversættelse: på trods af al fornuft. Eller bedre: der skal kærlighed til for at blive rigtig fornuftige.
I sovjettiden satte magthaverne sig på mennesket. De monopoliserede menneskers håb. Hvis man kan styre menneskers indre kompas – deres håb og deres forhåbninger, så har man virkelig manipulatorisk magt.
Alle vegne ser vi i dag politiske strømninger, der prøver at gøre sovjettiden efter. Må de ikke få magt, som de har agt.
Det hellige år slutter først til jul. Da er det 2025 år siden, at Jomfru Maria sad med sin nyfødte i favnen. Pave Frans satte jubilæumsåret under titlen: ”håbets pilgrimme.” Det skal kirkefolket være: håbets pilgrimme. Glædelig adventstid, fuld af håb til alle.
Billede: Sct. Mariæ Kirke