Beslutning om Moder Teresas organisation omstødt

CNS photo/Rupak De Chowdhuri, Reuters

For nogle uger siden stoppede Indien al udenlandsk støtte til den katolske hjælpeorganisation Missionaries of Charity, grundlagt af Moder Teresa. Men nu meddeler organisationen, at de atter er blevet godkendt af landets myndigheder, hvilket vil sige, at hjælpeorganisationen atter må modtage udenlandsk økonomisk støtte til deres hjælpearbejde.

Det indiske indenrigsdepartement begrundede i første omgang den inddragne licens med, at organisationen ikke levede op til de lokale regler. Beslutningen er siden blevet kritiseret af indiske oppositionspartier og rettighedsgrupper, men det er fortsat uvist hvad som har fået myndighederne til at ændre deres oprindelige beslutning.

Missionaries of Charity driver herberger rundt om i Indien og blev grundlagt i 1959 af den nu hellige Moder Teresa.