Gud er den store læge

De syges Salvelse har rødder helt tilbage i Det Gamle Testamente, fastslår sidste artikel i serien om sakramenterne.

For nogle år siden lå Margrethe fra vor menighed for døden. Lægerne havde opgivet hende, og ingen forventede, at hun ville komme sig efter sygdommen. Hendes mand, som ikke var katolik, tilkaldte præsten, for hun havde instrueret ham godt: Hun ville modtage Den sidste Olie før sin død.

Hjerterytmen var uregelmæssig og svag. Apparaterne i sygeværelset summede, og da præsten kom, trådte plejepersonalet tilbage, for der var intet at gøre mere. Nu var alt op til den gejstlige. Han salvede Margrethe og lagde hænderne på, mens han bad. Pludselig normaliserede hjerterytmen sig, apparaternes monotone lyd forandredes, Margrethe kom sig og fik nogle ekstra år foræret.


De syges Salvelse eller Den sidste Olie?

Margrethe havde det som så mange andre katolikker. Sakramentet, populært kaldet "Den sidste Olie", skulle først modtages ved dødslejet, i hvert fald ikke før. Ellers indrømmede man, at det hele var ved at være forbi.  De syges Salvelse blev dermed degraderet til at styrke mennesket til dets sidste rejse, men var ikke længere en bøn om helbredelse for den syge.

Denne problematik var koncilfædrene ved Det andet Vatikankoncil opmærksomme på. I den fornyede sakramentspraksis er "De syges Salvelse" ikke blot en hjælp til døende, men også sakramentet for dem, der er ramt af en svær sygdom, og det må gerne modtages flere gange, hver gang nogen er alvorligt syg, f.eks. før en operation. Det skal altså ikke længere "spares op" til den sidste rejse.

Sygdom og helbredelse i Bibelen

Allerede jøderne bad for deres syge (3 Mos 14,10-31) og salvede dem med olie for at befri den syge fra de onde magters indflydelse. For sygdom og død var Satans værk, og gennem salvelsen, en slags eksorcisme, blev den syge taget ud af syndens magt og helliggjort. Også i Salmerne trygler den syge om helbredelse, fordi man dengang mente, at der var sammenhæng mellem synd og skyld. Men Jesus afviser, i modsætning til det jødiske fællesskab i Qumran, som udelukkede syge, at synd fører til sygdom. I dag er vi blevet opmærksomme på, at syndens følger, som f.eks. brudte relationer, kan gøre et menneske sygt. Mennesket bliver påvirket af synden og dens følger.

Men Israels Gud vil hele mennesker og har åbenbaret sig som den store læge: "For jeg er Herren, der læger dig." (2 Mos 15,26). I Jesus, det er vor kristne tro, begyndte denne tid.

Derfor fylder beretningerne om helbredelserne godt i Det nye Testamente. Jesus tilgav synder, løste de stummes tunger, åbnede de døves ører, gav synet til de blinde og rettede krumbøjede mennesker op. Hele mennesket havde han for øje, og netop derfor tilgav han synden og helbredte dets skavanker og sygdomme. I Jesus erfarede menneskene håndgribeligt, at Guds rige er (kommet) nær.

Jesus identificerede sig med de syge (jf. Matt 25,36) og lod sig ikke bare berøre af deres skæbner; han rørte dem også, når han tog dem i hænderne (Mark 1,31) eller lagde hænderne på dem (Luk 13,13). I Jesus erfarede de Guds omsorg ganske konkret. Jesus opfordrede sine disciple til at "helbrede de syge" (Mark 16,17-18, Matt 10,8).

Kirken gør som Jesus

Den unge kirke gjorde simpelthen, hvad Jesus havde gjort, og tog sig særligt af de syge (1 Kor 12,9; Jak 5,14). Helbredelser hørte med til dens hverdag. Syge erfarede i den legemlige helbredelse bogstavelig talt Guds nærhed og omsorg.

To nytestamentlige tekster beretter om salvelsen af de syge med olie og menighedens praksis: "De salvede mange syge med olie og helbredte dem." (Mark 6,12).

Dette er den eneste evangelietekst, hvor helbredelse forbindes med salvelse med olie. Olie, i antikken et universelt lægemiddel til at lindre smerter, rense sår og styrke kroppen, bliver et tegn på, at den frelse, Jesus forkynder, gælder hele mennesket, både dets indre og dets ydre. Han har brudt den Ondes magt.

Den anden tekst findes i Jakobs Brev.

"Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem." (Jak 5,14f.).

Denne tekst bærer allerede præg af menighedens liturgiske tradition. De ældste, dvs. menighedens ledere, kom sammen for at bede over den syge. "De ældste" kan man i dag frit oversætte ved biskop eller præst, garanterne for menighedens enhed og trofasthed over for Jesus.

Også her bliver den syge salvet med olie under bønnen, dvs. i Herrens navn. Kirken gør brug af den fuldmagt, som den har fået betroet af Jesus. Det syge menneske bliver overgivet i Herrens varetægt.

Allerede fra det 3. århundrede findes kilder om, at biskoppen indviede den salvede olie, som på Jesu vegne bragte styrke og helbredelse til den syge. Olien er sakramentets tegn, og netop fordi man knyttede salvelsen og syndsforladelsen sammen, ventede mange fra det 4.-5. århundrede med at modtage De syges Salvelse, indtil de lå på dødslejet. På den tid var det kutyme, at præsten efter skriftemålet ved hjælp af nogle bodsbøger afmålte "boden" for bestemte handlinger. Kejser Konstantin, som gjorde kristendommen til statsreligion, lod sig først døbe på dødslejet, fordi han på den måde undgik at gøre offentlig bod. Men med tiden blev flere døbt som børn, og man gik væk fra at lade sig døbe i sidste øjeblik for at træde syndefri frem for Herren. Men så skubbede mange skriftemålet ind til livets afslutning. For boden, hvorved man skulle vise sin anger af de tilgivne synder, var så omfangsrig, at mange kun skriftede én gang i løbet af livet. Salvelsen ved De syges Salvelse har en syndsforladende kraft, og af den grund blev også modtagelsen af dette sakramente skubbet til det sidste øjeblik.

Fejringen af De syges Salvelse

Hvordan De syges Salvelse fejres, afhænger af den syges tilstand. Er patienten forholdsvis rask, meddeler præsten De syges Salvelse under en messe eller i løbet af ordets gudstjeneste enten i kirken eller derhjemme. Hvis den syge er dårlig, kan præsten fravælge bønner, læsninger og/eller prædiken. Først modtager den syge syndsforladelse i forsoningens sakramente; men er han for svag eller uden bevidsthed og dermed ikke i stand til at bekende sine synder, beder præsten en bøn om, at Gud vil tilgive ham hans synder.  Af den grund er det kun præster, der må meddele De syges Salvelse og ikke - som det også bliver diskuteret af pastorale grunde - diakoner og lægfolk, der på sygehuse arbejder som sjælesørgere og dermed kan være den eller de personer, den syge har knyttet sig til.

Altid lægger præsten hænderne på i en stille bøn og salver den syge på panden og hænderne med disse ord: "Ved denne hellige salvelse og sin store barmhjertighed står Herren dig bi med Helligåndens nåde. Herren give dig således dine synders forladelse, at du ved Hans godhed frelses og oprejses."

Første gang, en kristen bliver salvet, er i dåben. Også her er salvelsen både en eksorcisme, for mennesket tages ud af den ondes herredømme, og en styrkelse, fordi han får del i Jesu præstelige, kongelige og profetiske kald. Mennesket bliver salvet med olien, for at det skal blive Jesus Kristus lig. Jesus, den salvede, har givet sit liv for os. På samme måde giver den syge sit liv tilbage til ham og tilhører ham i livet og i døden. Jesu navn betyder: Gud frelser. Når der udgydes olie i Jesu navn over den syge, er det lige som den syge iklæder sig Jesus som klædning. De syges Salvelse er Guds kærlige omfavnelse.

Jesus har aldrig lovet os at tage korset ud af vort liv; men han har lovet os, at korset vil helbrede og give nyt liv. Endnu mere har han lovet at være hos os ind til verdens ende. Vi kan ikke fjerne smerte og sygdom helt fra vor verden. De hører med. Paul Claudel sagde: Jesus kom ikke for at forklare smerten, men for at bære den sammen med os. Det fejrer vi i De syges Salvelse.