Østjyllands Politi fik søndag formiddag to anmeldelser om hærværk på kirkegårde. Den ene anmeldelse omhandlede Østre Kirkegård, hvor der er væltet 16 sten på kirkegården og revet et hegn i stykker omkring et bevaringsværdigt gravsted. Ligeledes er der væltet 14 sten på den jødiske gravplads.
Også et område foran Jesu Hjerte Kirke, byens katolske kirke, i Thorsgade 22, har været udsat for hærværk. Her har ukendte gerningsmænd væltet flere granitbænke og en statue, der havde fået nogle skader. Derudover var en udendørs lampe revet ud af væggen.
Det fremgår det af oplysninger fra Østjyllands Politis døgnrapport.
Indtil videre har politiet ikke mistanke om et religiøst motiv bag hærværket.
Ikke første gang
Det er ikke mere end godt to år siden, at Østre Kirkegård blev udsat for hærværk mod 84 sten på den jødiske gravplads.
En 28-årig mand fra Randers og en 39-årig mand fra Hobro blev siden dømt for hærværket. De to er begge aktivister for Den Nordiske Modstandsbevægelse - også kaldet Nordfront, en nynazistisk bevægelse, fremgik det af omtale i forbindelse med retssagen.
Begrænsede skader
Ifølge sognepræst Stefano Tarquini væltede gerningsmænd en Mariastatue i Mariahaven ved kirken, ligesom to granitbænke blev væltet, hvoraf den ene gik i stykker. Efterfølgende har det vist sig, at Mariastatuen har fået en revne i halsen, men sognepræsten er ikke sikker på, om revnen var der i forvejen eller skyldes, at den blev væltet.
”Der blev også ødelagt nogle få andre genstande, blandt anden en vase med blomster”, siger Tarquini, der tilføjer, at heldigvis var kirken lukket, så skaderne begrænser sig kun til Mariahaven og en lampe, der var monteret på kirkens ydermur.
Stefano Tarquini fortæller videre, at man på en menighedsrådsmøde i morgen vil drøfte om man eventuelt skal forbedre sikkerheden og i så fald hvilke tiltag, som skal træffes.