Hvad lærer Bibelen om ægteskabet?

I sit debatindlæg kommer forfatteren med et bud på, hvordan Det gamle Testamentes to forskellige opfattelser af ægteskabet videreføres i Det nye Testamente

Rundskrivelsen Humanæ Vitæs jubilæum for to år siden fik flere til at rette deres opmærksomhed mod det sidste århundredes pavers lære om ægteskabet. Det får en til at tænke på den kinesiske historie om den lærde mand, som pegede på månen, mens hans enfoldige disciple kikkede på hans finger. Kirkehistorisk set er de pavelige skrivelser interessante; men de skulle nødigt hindre os i at gå til kilderne og spørge Bibelen direkte om, hvad den siger os om ægteskabet.

Lad os begynde med at bemærke, at der findes to beskrivelser af meningen med ægteskabet, og de er vidt forskellige.

Betyder det, at de er lige væsentlige, eller prioriterer Skriften en af dem? Lad os først beskrive dem begge hver for sig.

Ifølge de lærde kom den ældste skabelsesberetning, 1 Mos. kap.2, med i vores Bibel omkring David og Salomons tid, ca. 1000 år før Kristus. Den beskriver ægteskabet som skabelsens fuldendelse. "Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham",  (1. Mos. 2,19). Eva vil ganske enkelt hjælpe Adam til at blive menneske. "Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru og de bliver et kød" (2,24).

Det er en helt anden tone, vi møder i den nyere skabelsesberetning, som man mener blev forfattet af de jødiske lærde, da de kom tilbage fra fangenskabet i Babylon i 538 før vores tid. Det er ikke så meget kærlighed, det drejer sig om, men magt. "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den, hersk" (1,28).

Det er givet at de to opfattelser, vi møder her, begge to er rigtige, men er de lige væsentlige? For at finde ud af om Bibelen sidestiller dem eller ikke, vil det være interessant at undersøge, hvordan de to traditioner føres videre både i Det gamle og i Det nye Testamente.

De to syn på kærligheden i Det gamle Testamente

Den ældste beretnings opfattelse har inspireret en hel bog, som både kulturelt og kronologisk har samme baggrund, Højsangen. Denne samling af kærlighedssange opfylder direkte, hvad det var mening med at føre Adam og Eva sammen. "Du er ben af mine ben, kød af mit kød." (1 Mos. 2,23) "Min elskede er min, og jeg er hans" (Højs. 2,16) "Hun er den eneste, min due, mit et og alt." (Højs. 6,9).  Det må være, fordi de fleste katolske bibelsagkyndige er ugifte mænd, at man plejer at fortolke Højsangen som en allegori; men enhver som har erfaret, hvor blodfattig denne litterære genre plejer at være, vil være klar over, at her drejer det sig om den ægte vare. Og hvad er der galt i at betragte en digtning, der udtrykker Skaberens mening med hans værk, som Guds ord? Den kan også bruges til at beskrive forholdet mellem Gud og hans folk; men det kræver netop, at det drejer sig om ægte menneskelig kærlighed, ikke en kunstnerisk konstruktion. Der er ellers ingen, som taler om allegori, når Paulus opfordrer efeserne: "Mænd, elsk jeres hustruer ligesom Kristus har elsket kirken" (5,25).

Det andet syn på ægteskabet, forplantningen som magtmiddel, møder vi også et andet sted i Det gamle Testamente, i 5. Mosebog. Det drejer sig om en lovsamling, som blev redigeret i det samme miljø, som forfattede den skoleagtige skabelsesberetning, der blev tilføjet den oprindelige version. Det kan ikke forbavse os, at de prøver på at klare et problem, de selv er skyld i. Hvis meningen med at få børn er at herske, hvad så med mænd, som dør barnløse? De får hjælp ved reglen om levirat (fra det latinske levir, svoger). Når en gift mand dør barnløs, må hans bror gifte sig med enken for at give ham et afkom (5. Mos. 25,5-10). Hustruen synes reduceret til at være et redskab for, at manden kan blive patriark. Det er sandelig nye toner i forhold til Højsangen!

Ægteskabet i Det nye Testamente

Det står ikke ret meget om ægteskabet i Det nye Testamente, og det er ikke forbavsende, når man husker, at de første kristne regnede med, at Herrens genkomst var nær. "Men det siger jeg brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være som om de ikke var gift... For denne verden, som den er, går til grunde",  (1. Kor. 7,29,31).

Enhver omtale af ægteskabet i evangelierne finder sted i rammen af de såkaldte stridssamtaler, diskussionerne hvor saddukæerne eller farisæerne prøver at sætte en fælde for Jesus. Saddukæerne brugte leviratloven som et argument mod opstandelsen, og Jesus erklærer den bare for irrelevant (Matt. 22,23-31; Mk.12,18-27; Luk. 20,27-38). Så den kan vi ikke lære noget af om ægteskabet.

Vi får meget mere ud af den diskussion med farisæerne, som drejer sig om skilsmissen (Matt. 19,3-12; Mk. 10,2-10), og her er det 1. Mos. 2. som citeres: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød.' Derfor er de ikke længere to men et kød" (Matt. 19,4-6).

Paulus var selv ugift og synes ikke at have været klar over ægteskabets velsignelser; men når han besvarer de spørgsmål, som korinterne tilsyneladende har stillet ham, opfordrer han ægtefolk til at leve op til det, Skaberen havde bragt dem sammen til i følge 1. Mos. 2. (1 Kor. 7, 1-17).  

Seksualitet og forældreskab i Humanae Vitae

Det er ganske klart, at Bibelen ikke stiller de to forskellige meninger om ægteskabet lige, den omtaler. Hvordan afspejler det sig i rundskrivelsen? Dette sidste citat af Paulus er den eneste af de her kommenterede tekster, som har fundet vej til rundskrivelsen, men det har sin forklaring. Det drejer sig om et stykke moralteologi, ikke nogen bibelsk kommentar, og desuden er rundskrivelsens emne ikke ægteskabet, eller samlivet som udgiverne titulerer den, men forældreskabet og de aktuelle problemer, som knyttes til det. Fra første linje gør paven opmærksom på, at han kun beskæftiger sig med forplantningen og ikke med alt det, Bibelen lærer os om ægteskabet. "Mand og kvinde bliver Skaberens frivillige og ansvarsbevidste medarbejdere når de ved at indgå ægteskab påtager sig den overordentlig vigtige opgave at give livet videre til næste generation." (§ 1)

Det er pavens eget valg at begrænse sig til en del af Bibelens lære om ægteskabet, og han understreger på en meget usædvanlig måde, at rundskrivelsen udtrykker hans personlige stillingtagen til nogle meget konkrete aktuelle problemer (§6). Ikke alle følte sig lige overbeviste om enhver detalje i pavens udredning, og det fik de nordiske biskopper på linje med deres medbrødre i Belgien, Tyskland, Holland, Frankrig og Canada til at gøre opmærksom på at "alle er enige om at rundskrivelsen ikke indeholder nogen ufejlbar definition."

Det er en skam, at alt det væsentlige, paven skriver f. eks. om kærligheden i ægteskabet eller om de vanskeligheder, som hænger sammen med, at ægtefolkene også er mennesker (§ 9) eller hans advarsel om de faldgruber og glidebaner, som i dag findes i den offentlige mening om fødselsreguleringen i den vestlige verden (§ 17) ikke fik den opmærksomhed, de fortjente. Hele debatten koncentrerede sig om pavens stillingtagen om præventionsmidlerne. Bølgerne gik så højt, at de nordiske biskopper følte trang til at støtte de folk, som ikke følte sig overbeviste. "På grund af en sådan afvigende opfattelse bør altså ingen anses for at være en dårlig katolik."

Men hvorfor nævne netop det i en artikel om Bibelens lære om ægteskabet? Står der noget om prævention i Skriften? Nej; men jeg mener, at Bibelens afvejning af de to formål kaster et særligt lys over stridsemnet. Derfor må det være relevant at spørge, om den har fundet vej til rundskrivelsen. Det kan man godt være i tvivl om. Det, at paven kun skriver om det ene af dem, kan føre til en opgradering, som forstyrrer den fine balance mellem de to, som kendetegner Skriftens lære. Hvor tæt er den "uløselige sammenhæng" mellem dem, paven skriver om (§ 12)?   Han tager afstand fra det, han kalder helhedsprincippet, at "det formål: at sætte børn i verden, snarere gælder det ægteskabelige liv i sin helhed end dets enkelte handlinger taget hver for sig" (§ 3). Men er Bibelens budskab ikke tydeligt nok til, at et ægtepar med god samvittighed for en tid må kunne hengive sig helt til hinanden og lade tanken om afkom ligge som et fremtidsperspektiv? Hvorfor ikke give de unge nygifte tid til at finde hinanden som ægtefolk, før de tænker på næste etape?

Moralteologien beskriver ægtefolkene som Skaberens medarbejdere, når de giver livet videre. Men Bibelen fortæller os, at når ægtefællerne mødes i kærligheden, fuldender de det Guds billede, de er skabte i.