Integrationspris til katolsk kvoteflygtning fra Brønderslev

Den 34-årige sygeplejerske Mediatrice Bizindavyi Mushimiy fra Brønderslev, som tilhører den katolske Sct. Mariæ menighed i Aalborg, har modtaget Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus - Årets Knus 2019. Prisen, der består af krus, en kurv og et diplom, blev overrakt af tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm på Tværkulturelt Centers konference i København k weekenden med temaet ”Større end os selv – Tro og fællesskab i en migrationstid.”

Andreas Kamm begrundede prisen med, at Mediatrice Bizindavyi Mushimiy, der kom til Danmark i 2008 som kvoteflygtning fra borgerkrigen i det østafrikanske land Burundi, er et levende eksempel på en flygtningeskæbne, som er overgået rigtig mange fra det afrikanske kontinent - men samtidig er den nordjyske sygeplejerske og mor til tre helt speciel. For hun har formået at opbygge et nyt liv med en imponerende vilje til ikke at lade fortiden få det sidste ord:

”Du har vist, at du har et enestående drive. Den konflikt, der gjorde dig til flygtning, har dybe tragiske rødder i den europæiske kolonihistorie, der førte til forfærdelig forfølgelse af mennesker i dit land. Du mistede dine forældre og søskende. Som mange andre måtte du flygte en meget lang vej. Mere end 3.000 kilometer fra Burundi til Sydafrika. Grundlæggende havde du kun dine to ben som transportmiddel. Det var langt. Det var farligt. Du havde ingen penge. Du var alene. Du var kun 19 år. Du gik så at sige i mørke. Sådan må du have oplevet den lange vandring og senere mødet med Danmark – et land, du ikke kendte noget til.”   

”Men du gav ikke op. Ikke alene har du taget en uddannelse her og arbejder i dag som sygeplejerske. Du er på vej ind i lokalpolitik. Du har engageret dig i kirken. Midt i en travl hverdag har du tid og omsorg for andre. Du er en fantastisk rollemodel, ikke kun for andre flygtninge med sandelig også for unge mennesker, der er født og opvokset her i landet.”

Andreas Kamm sluttede med at udtrykke sin respekt for Mediatrice Bizindavyi Mushimiys kristne tro: ”På store strækninger i dit liv har du været næsten alene. Men du har haft en ledsager, der har givet dig kræfter til at fortsætte, nemlig Gud. Som du har sagt et sted: Mange flygtninge føler, at Gud har glemt dem. Men Gud glemmer ingen. - Det synes jeg er meget flot sagt.”