"Jeg er med Jer alle dage indtil verdens ende..."

Hvad er det bibelske grundlag for sakramenterne og hvad betyder sakramenterne i Kirkens liv?

Det skriver Lars Messerschmidt om i KO´s ny artikelserie om de syv sakramenter.

I Den katolske Kirkes Katekismus (KKK) læser vi: "Pinsedag, ved Helligåndens udgydelse, træder Kirken synligt frem for verden. Helligåndens gave indvarsler en ny tid i "forvaltningen af mysteriet": Kirkens tid, i hvilken Kristus, gennem sin Kirkes liturgi, gør sit frelsesværk bekendt, gør det nærværende og formidler det, "indtil Han kommer" (1. Kor 11,26). I løbet af denne Kirkens tid lever og handler Kristus allerede nu i sin Kirke og med den på en ny, og for denne nye tid særegen måde. Han handler gennem sakramenterne. Det er, hvad den fælles Tradition i Øst og Vest kalder den "sakramentale ordning" (oikonomia, husholdning); denne består i meddelelsen (eller "forvaltningen") af Kristi Påskemysteriums frugter under fejringen af Kirkens "sakramentale" liturgi" (1076).

Missionsbefalingen

Jesus sagde til sine apostle: "... jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28.20). Jesus sagde det, fordi de ikke længere skulle se ham med deres fysiske øjne. De skulle fra nu af i tro på hans løfte holde fast ved hans fortsatte nærvær iblandt dem. Jesus siger disse ord som afslutning på missionsbefalingen, der lyder:

"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28,18-20).

I denne tekst siger Jesus fem ting, som indeholder substansen i vores og Kirkens tro: 1) Faderen har gjort ham til Herre over alting. 2) Dette budskab skal Kirken bringe ud til alle mennesker, for det er selve frelsesbudskabet, at Jesus er Herre. 3) De, der tager imod budskabet skal døbes for at blive frelste. 4) De døbte skal oplæres i Jesu lære for at leve det nye liv, de har modtaget i dåben. 5) Det er stadig Jesus, der er til stede og virker, ligesom da han færdedes synligt blandt menneskene. Men hans aktive nærvær i verden sker nu gennem Kirken. Det er den nye situation, indtil han kommer igen i herlighed.

Kirken er Kristi legeme

Paulus forklarer det på den måde, at Kirken er Kristi legeme: "... ligesom legemet er en enhed ... sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme..." ( jf. 1. Kor  12,12-13). Ordet 'Kristus' kan i dette sammenhæng byttes ud med 'Kirke'. På samme måde kunne man i oldkirken bruge udtrykket 'totus Christus' - den hele Kristus, om Kristus og Kirken som en enhed. Dåben for Paulus er indlemmelse i Kristus - Kirken. Vi bliver ikke bare frelst individuelt, vi bliver indlemmet i Kristus, vi bliver en del af hans nye legeme, Kirken. Det er Helligånden, der gør det muligt, ligesom da Jesus modtog sit legeme fra Maria ved Helligånden.

Der er tre komponenter i denne nye virkelighed: Jesus Kristus - Helligånden - Kirken. Denne nye virkelighed er det, som ovenfor blev kaldt 'den sakramentale ordning'. Det er Kristus, der forvalter sakramenterne i kraft af Helligånden ved Kirken. Som døbte er vi alle lemmer på Kristi legeme og gør takket være Helligånden Kristus synligt nærværende på en ny måde.

Tridentinerkoncilets sakramentslære

"Den Nye Lovs sakramenter er alle blevet indstiftet af vor Herre Jesus Kristus", sagde Tridentinerkoncilet i 1547. Det hører med til sakramentets væsen, at det er Kristus selv, der har indstiftet det og ikke Kirken.Det var både de protestantiske reformatorer og Kirken enige om. Problemet opstod, når man skulle vise, hvor Det nye Testamente nævnede disse sakramenter. Alle var enige om, at både dåben og nadveren, var indstiftet af Kristus men så var det også slut med enigheden. Kirken måtte derfor formelt på Tridentinerkoncilet tage stilling til dette spørgsmål. Koncilet forsøgte dog ikke at påvise, hvor i Det nye Testamente sakramenterne var forankret, men nøjedes med højtideligt at erklære, at koncilet tilslutter sig Skriftens lære, de apostolske traditioner, andre konciler og kirkefædrene, når den siger, at det er Kristus, der har indstiftet de syv sakramenter.

Kristus har indstiftet de syv sakramenter for at fortsætte sin frelsende gerning iblandt os. Et sakramente kan man derfor kort og godt kalde en Kristus-handling. De troende skal være sig bevidst, at det er Jesus selv, der giver dem den nåde, der er knyttet til det sakramente, de modtager. Kirkefaderen Augustin siger det ligeud: "Når Kirken døber, er det Kristus, der døber".

 

Som præster er vi kun ydmyge redskaber  

Men også vi præster må udvikle sansen for, at vi kun er ydmyge redskaber for Kristus, der bruger os for at nå mennesker. Jo mere præsten træder i baggrunden i sakramentsforvaltningen eller i sin tjeneste i øvrigt og giver plads for Kristus, jo nærmere kommer de troende Kristus. Johannes Døbers ord: "han skal blive større, jeg blive mindre" (Joh 3,30), gælder også præsten eller hvem, Kristus bruger i sin tjeneste. Det drejer sig om, ikke mindst i sakramenterne, at gøre Jesus synlig, ikke skygge for ham.

Kirken har slået fast, at der er syv sakramenter, der har deres oprindelse i Kristus: Disse kan deles op i følgende grupper: 1) De tre initiationssakramenter, der indlemmer i Kirken: Dåb, Firmelse og Kommunion. 2) Helbredelsens sakramenter: Bodens / Forsoningens sakramente (Skriftemålet) og De Syges Salvelse. 3) Sakramenterne til tjeneste for fællesskabet: Ordinationen og Ægteskabet. Tilsammen dækker disse sakramenter alt, hvad den enkelte og det kristne fællesskab har brug for i de forskellige livssituationer.

Tre af disse sakramenter meddeler foruden den særlige nådegave en såkaldt sakramental karakter eller "segl", som ligedanner den kristne med Kristus og Kirken. "Denne ligedannelse med Kristus og Kirken, bevirket af Ånden, er uudslettelig" (jf. KKK 1121). Det er dåben, firmelsen og ordinationen. "Disse sakramenter kan derfor aldrig gentages" (samme sted). Når man én gang er blevet medlem af Kirken ved dåb og firmelse, er man det for altid, for man kan aldrig nogensinde ophører med at være Guds barn, selvom man fornægter sin identitet og lever borte fra Gud.  På samme måde, når man én gang har modtaget ordinationen, er man 'præst for evigt på Melkisedeks vis', selvom man ophører med at fungere som præst.

Kristus selv virker i sakramentet 

Fælles for alle sakramenter er, at der er en ydre handling, som betegner den nådegave, der er knyttet specielt til dette sakramente.

Et sakramente er altid virksomt, fordi Kristus selv virker i det. Kirken bruger for at forklare dette udtrykket ex opere operato: Den sakramentale handling meddeler ufejlbart den nåde, der er knyttet til den.

Sagt mere enkelt: Et sakramente er gyldigt, selvom den, der forvalter det eller den, der modtager det, er uværdig. Dette skyldes, at Kristus har garanteret altid at være virksom til stede, når et sakramente forvaltes. Tænk blot på, hvis man kunne være i tvivl om, en dåb eller en messe var gyldig, hvis præsten var en stor synder! Men naturligvis skal sakramentsforvalteren have intention om at fejre sakramentet, ellers ville den sakramentale handling blive degraderet til blot et ritual, en magisk handling.

Kirken fejrer sakramenterne i tro på Kristi løfte om aktivt at være nærværende. Kirken bekender sin tro, når den fejrer sakramenterne. Men den personlige tro og rette disposition hos det enkelte menneske er en nødvendig forudsætning for, at sakramentet kan bære frugt. Det er derfor af stor betydning, at man seriøst forbereder sig til at modtage det i tro og med det rette sindelag. Sakramentskatekesen og den personlige bøn er af vital betydning for, at sakramenterne kan blive til velsignelse for den enkelte og for Kirken.

Kort og godt: Igennem Kirkens sakramenter giver Kristus os det guddommelige liv, han selv har modtaget af Faderen. "Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde" (Joh 1,16).