Kaffe, kage og gademission - Velkommen hjem sagde Sankt Michaels menighed

Sognepræst Gregers Mærsk-Kristensen illustrerer en vigtig pointe i søndagens prædiken. Foto: Lisbeth Rütz

I et rigtigt hjem er der masser af omsorg, mad og kærlighed.  Men sommetider glemmer man sit hjem. Sker det, gælder det om ikke at sidde på hænderne og vente på, at de forsvundne dukker op igen af sig selv. Man må selv ud af hullerne.  Det var ideen bag Sankt Michaels Kirkes Velkommen hjem arrangement i Kolding fra torsdag den 1. til søndag den 4. september. Fra tidlig morgen til sen aften slog kirken dørene op med tilbud for alle temperamenter. Man kunne mødes til måltiderne og falde i snak med folk, have en stille stund for sig selv i kirken, være med i tidebønnen og messerne eller høre spændende oplæg og diskutere om aftenen.  

Om formiddagen tog frivillige sammen med sognepræst Gregers Mærsk-Kristensen og pastor Sigurd Sverre Stangeland fra Odense ud på gademission i Vejen, Vamdrup, Lunderskov og Kolding Midtby. Et partytelt blev slået op, og den ene af kirkens mariastatuer blev brugt som blikfang.  Menigheden i Kolding er et åndeligt hjem for mennesker fra mange forskellige kulturer, og den tamilske gruppe har skænket kirken en kopi af Our Lady of Velankanni - en by, der også kaldes Sydindiens Lourdes . Den farvestrålende kopi af statuen gjorde sig godt som blikfang i gadebilledet og udsendte et tydeligt signal om, at Den katolske Kirke er universel og evner at integrere sig i alle kulturer. 

Hvad er gademission? Er det noget med at kikke folk dybt og inderligt i øjnene for at spørge dem om, hvordan de har det med Jesus? Nej, det handler først og fremmest om at lytte, siger Teresa Starzynski fra menigheden i Nykøbing Falster. Teresa har mange års erfaring i at evangelisere. Hun har blandt andet været aktiv i Mobilkirken. Hun har stået på Strøget i København og været til Folkemødet på Bornholm for at evangelisere sammen med blandt andet diakon Kaare Nielsen.  Mange danskere har en vis berøringsangst i trosspørgsmål. Men bjerge af kager og spandevis af kaffe skabte kontakt til de folk, der kom forbi. I Lunderskov plyndrede en skoleklasse kagebordet, mens de spurgte løs. Nogle af dem var voldsomt interesserede i mariamedaljerne og rosenkransene.  “Nogle gange er det så lidt der skal til, for at mennesker, måske i få øjeblikke, bliver set; men da det grundlæggende i os alle er så vigtigt at elske og blive elsket kan vi på denne måde (måske) gøre en forskel for andre, så de i det mindste mærker Guds kærlighed gennem os. Og jeg tror, det er den oplevelse der gør, at jeg brænder for at gøre det jeg gør ved at missionere”, siger Teresa.   

Og så blev der stemt dørklokker
Præster og frivillige fra menigheden drog to og to ud for at stemme dørklokker hos “kartotekskatolikker”, man ikke har haft kontakt med meget længe. Var de ikke hjemme, blev der smidt en brochure om Velkommen-hjem arrangementet i postkassen. Langt de fleste steder blev vi godt modtaget, fortæller pastor Gregers. 

Pastor Sigurd Sverre (i programmet præsenteret som den balstyriske andenpræst fra Odense) fortalte torsdag aften historien fra 4. Mos. 22. Kapitel om Bileams æsel - en fantastisk tekst, som er meget kendt i jødiske miljøer. Den handler om, at vi skal være opmærksomme på, hvordan Gud viser sig for os i hverdagen.  

Det ligger i Kirkens selvforståelse at den er missionerende, sagde biskop Czeslaw fredag aften, hvor han også opfordrede til, at præsterne går mere på husbesøg, når de har tid. 

Lørdagen var international familiedag. Børnekatekesen  handlede om dengang Jesus forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana. Bagefter var det de voksnes tur. Imens knoklede et brasiliansk medlem af menigheden med at grille kød til aftenens barbecue. Hele 28 kilo blev der spist. Maria Hammershøy, generalsekretær i Caritas Danmark, fortalte om aftenen, hvordan hun havde fundet vej til den katolske Kirke gennem sine børn, der efter ferierejser til Sicilien ønskede at blive døbt katolsk.  Selv var hun vokset op i et sekulært hjem, hvor kirken blev betragtet som et fortidslevn. Efter lang tids overvejelser valgte hun selv at lade sig døbe. Beslutningen ændrede alt for hende. Hun beskrev det som en kæmpegave at være med til at bekæmpe uretfærdigheden i verden som daglig leder af Caritas Danmark. 

Gademissionen og de mange husbesøg bar frugt. Fem af de unge, man havde mødt ved gademissionen, dukkede op til messe og barbecue om lørdagen. Her kom der også medlemmer, man ikke havde set meget længe. Til Velkommen hjem-arrangementet kom alle menighedens talenter i spil. Nogle havde taget fri fra skole og arbejde for at være med, andre havde ordnet blomster eller bagt. En var stået op hver dag klokken 4 om morgenen for at bede for projektet, fortalte pastor Gregers til søndagsmessen, hvor han udtrykte sin taknemmelighed over de frivilliges indsats. Velkommen hjem-arrangementet ser også ud til at have styrket sammenholdet i menigheden på tværs af grupperinger.

Tekst: Lisbeth Rütz