En gruppe kvinder fra Jesu Hjerte Kirke i Randers mødes en gang om måneden for at strikke strømper, huer og halsdisser til de søfolk, som Stella Maris’ frivillige om bord på container- og krydstogtskibe i danske havne. Vi strikker kærlighed, bønner og omsorg ind i gaverne, siger kvinderne.
”Jeg var træt af at strikke sokker til børnebørnene, og de var også trætte af alle de hjemmestrikkede strømper. Så er det godt at få et projekt som det her.”
Snakken går rundt om bordet i menighedslokalerne ved Jesu Hjerte Kirke i Randers. Her har to af menighedens medlemmer, Birgit Clausen og Birgitte Holmark Thorsen, taget initiativ til en Stella Maris strikkeklub.
”David Noval fra Stella Maris var på besøg i menigheden i vinter og fortalte om arbejdet med at betjene de mange søfolk, der arbejder på havet i månedsvis – ofte til en lav løn og under svære vilkår. De rejser langt væk fra familien og deres hjemland for, at vi kan få de varer og goder, vi ønsker os. Det er en god tanke at kunne give en lille smule igen ved at strikke noget, som søfolkene kan bruge i den kolde årstid,” siger Birgit Clausen.
Hun gik selv i gang med at strikke i det små sidste efterår, da hun havde læst om Stella Maris’ genetablering i Danmark, men efter David Novals besøg i menigheden i Randers slog det hende, at der måtte være flere, der havde lyst til at gøre en indsats for sømændene ved at strikke til dem.
Hun talte med Birgitte Holmark Thorsen om ideen, og de to skrev ud til menighedens medlemmer og inviterede dem til at deltage i strikkeklubben.
Klubben mødes den sidste tirsdag i hver måned i to timer for at strikke sammen – og drikke kaffe og snakke om løst og fast. Efter mødet er der messe, som de fleste vælger at deltage i. Mødet indledes og afsluttes med en bøn. Kvinderne indleder dette møde med en bøn til ”Maria, Havets Stjerne”, som pave Johannes Paul II holdt meget af at bede for de søfarende.
Mødested for katolske kvinder
”Det giver noget særligt, at vi mødes som katolske kvinder om en sag som denne her. Vi kan snakke om alt muligt, men vi kommer også ind på troen og på emner, som vi ikke
lige ville tale med nogen på gymnastikholdet om,” siger Birgit Clausen.
Birgitte Holmark Thorsen er enig: ”Vi mødes om troen og omsætter den i praksis. Det er en form for næstekærlighed, hvor vi strikker kærlighed, omsorg og bønner ind i det, vi laver. Det kan jo være billigere at købe fabriksfremstillede sokker eller huer – og måske er de endda varmere – men jeg tror på, at man kan mærke den kærlighed, der ligger bag.”
I de foregående to timer er der blevet strikket og snakket i højt tempo. Der er kaffe, te, vand, fyldte chokolader og småkager på bordet, nogle af kagerne er endda hjemmebagte; det er en af de ældste deltagere, Hanne Fraulo på 81 år, der har bagt dem.
”De er virkelig gode; dem må du gerne bage igen,” siger Anne Marie Gulmann med et smil og bøjer sig igen over strikketøjet.
Indtil videre er de seks kvinder, der mødes og strikker, og de er alle garvede med garn og pinde. Så mens de strikker halsdisser i gule, grønne, grå, brune og blå nuancer, går snakken ivrigt om pindestørrelser, strikketeknikker og mønstre, og der udveksles erfaringer med at strikke norske sweatre, sømandstrøjer, strømper og elefanthuer. Det meste af garnet har kvinderne selv taget med, men de har også fået nogle rester fra en garnbutik i byen, og skulle de løbe tør, kan de købe garn til favorable priser hos Stella Maris, som også stiller mønstre til rådighed. Nogle af kvinderne har medbragt færdige huer og halsdisser, som de har strikket derhjemme, siden de var samlet i strikkeklubben sidst for en måned siden.
”Hvor er de flotte. Dem bliver søfolkene med garanti glade for,” siger Mona Kristensen, da Marianne Skovmand lægger en bunke huer med stjernemotiver frem, som hun har strikket hjemme.
”Kan I huske, da der var oversvømmelser i Holland i 1953, og man sendte gummistøvler og alt muligt af sted dertil?” spørger Anne Marie Gulmann, og de andre supplerer med erindringer om Ungarnshjælpen efter opstanden i 1956 og om årene under Den Kolde Krig med atomkrig som en reel og nærværende trussel. Samtalen går videre til krigen i Ukraine og derfra til Uffe Ellemann Jensens bisættelse og hans valg af salmer.
Tanker til søens folk
”Jeg satte mig ned bagefter og skrev ned, hvilke salmer jeg kunne tænke mig til min begravelse,” fortæller Hanne Fraulo, og derfra går samtalen videre til erfaringer med pårørendes dødsfald, ønsker til egen dødsproces og arbejdet som sygeplejerske på hospice.
Indimellem afbrydes samtalen af udvekslinger om forskellige måde at strikke ret og vrang på, og Marianne Skovmand, der er vokset op i England, viser den teknik, hun har lært, som er anderledes end den, de andre kender til. Herfra glider samtalen over til fordelene ved som katolik at kunne følge messens forløb overalt i verden – og de følelser, der knytter sig til at bede på sit modersmål.
Hanne Fraulo, der har boet mange år i Italien, fortæller, at når hun sidder derhjemme med et strikketøj, ofte taler lidt højt med den sømand, hun forestiller sig skal modtage huen eller strømperne. ”Jeg siger, at jeg håber, at du bliver glad for den, og at den kan give dig varme, når du er kold og føler dig alene,” siger hun og tilføjer, at det har gjort indtryk på hende at høre om de mange unge søfolk fra fx Filippinerne, som tilbringer mange måneder langt væk hjemmefra.
Anne Marie Gulmann fortæller, at når hun strikker til Stella Maris, tænker hun ofte på sin bror, der har været erhvervsfisker i mange år.
”Min mor strikkede muffedisser til ham, og de var helt iset til, når han kom hjem om vinteren. Jeg husker min mors ængstelse, når han var længe på havet,” siger hun.
Birgitte Holmark Thorsen siger: ”Jeg tænker ofte på, at søfolkene må stå derude på skibene og kigge ind mod kystlinjen, hvor de kan se lysene fra alle os, der er samlet fx juleaften og på andre tidspunkter, hvor fællesskabet betyder særlig meget. Jeg håber, at det kan blive en trøst for dem, at de modtager noget fra os, så de kan mærke, at de ikke er glemt af fællesskabet.”
Der bliver nikket rundt om bordet, og Birgitte Holmark Thorsen tilføjer:
”Synes I ikke, at vi skal lave nogle små sedler med en bøn på den ene side og en eller anden personlig hilsen på den anden. Så kan vi lægge en seddel sammen med hver hue eller halsdisse, så søfolkene kan mærke, at der ligger omsorg og omtanke bag,” foreslår Birgitte Holmark Thorsen.
Den ide er der opbakning til, og kvinderne taler videre om, hvornår og hvordan de skal pakke alle de færdigstrikkede sager sammen og aflevere dem til en af Stella Maris’ frivillige i Aarhus.
FAKTA
Stella Maris er den katolske kirkes pastorale arbejde med søens folk, hvor 1.000 ansatte og frivillige i 57 lande besøger 70.000 skibe i 330 havne. Arbejdet udføres under de lokale bispekonferencer og er tæt tilknyttet disse.
Stella Maris blev genetableret i Danmark i januar 2021 og forventer at være tilstede i hele norden inden for nogle år.
Der findes indtil videre Stella Maris-strikkeklubber fire steder i landet.
Stella Maris er Den katolske Kirkes pastorale arbejde med søens folk, hvor 1.000 ansatte og frivillige i 57 lande besøger 70.000 skibe i 330 havne. Arbejdet udføres under de lokale bispekonferencer og er tæt tilknyttet disse.
Stella Maris blev genetableret i Danmark i januar 2021 og forventer at være til stede i hele Norden inden for nogle år. Der findes indtil videre Stella Maris-strikkeklubber fire steder i landet.
Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl