I går, onsdag den 24., fejrede Sankt Nikolaj Kirke i Esbjerg rejsegilde for deres nye klokketårn. Kirken, der er tegnet af Johan Otto von Spreckelsen, blev indviet den 16. november 1969 og kunne sidste år fejre 50 års jubilæum.
Der var oprindeligt projekteret et klokketårn til kirken; men desværre var der ikke penge til det dengang. Men det er der nu – takket være støtte fra fonde og private er det lykkedes at samle penge ind til projektet. Der mangler nu kun 40.000 kr. før man er i mål.
”Vi havde en fantastisk dag. Der var vel ca. 50 mennesker, det antal som vi må være. Vi startede med, at klokken ringede – et stort øjeblik – og vi klappede. Der var repræsentanter fra musikkonservatoriet, skolen, naboerne, præster og menigheden”, sagde sognepræst Benny Blumensaat ifølge Jydske Vestkysten, hvor han under rejsegildet også fortalte lidt om klokkens historie, der stammer fra kirken ved Nordvanggård, om hvordan de fik den hertil byen og lidt om processen med projektet.
”Derefter sagde jeg et par ord og takkede Slavko, Tong og Rafid og alle dem, som har sponsoreret projektet”, sagde Blumensaat og fortsatte: ”Dernæst sang vi ’Nu ringer alle klokker mod sky’, så kom der pølser, øl og hvad dertil hører og alle børnene fra skolen kom over og fik is. Som sagt en dag med sol, glæde og godt samvær”.
”Klokken blev rost meget for sin gode klang blandt andet af vicedirektøren fra musikkonservatoriet”, siger menighedsrådsformand Maria Truelsen.
Projektet kan støttes via MobilePay 484814 mrk. ’Klokketårn’ eller via konto nr. 3001- 3002039397. Giver man via MobilePay skal man huske at skrive ’Klokketårn’ i kommentarfeltet. Kontonummeret er oprettet alene til klokketårnet, så her behøver man ikke skrive noget
Link til artikel i JydskeVestkysten