Kristendommen skrevet ud af DR’s nye public service-kontrakt

Foto: KLF, Kirke & Medier

– men den kristne kulturarv står stadig som en del af DR’s programvirksomhed. Det vækker bekymrede miner hos Danmarks mediebrugerorganisation KLF, Kirke & Medier.  

”DR skal stadig have kirke- og trosstof, som vi læser det hele. Men vi har at gøre med en noget mere svag og vag public service-kontrakt, end vi havde før”, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær for KLF Kirke & Medier, Kirke & Medier.

I den tidligere public service-kontrakt stod kristendommen centralt under DR’s rolle og overordnede formål. I den nye står der blot “den kristne kulturarv" to gange. Mikael Arendt Laursen mener, at udtrykket “rod i kristendommen” har væsentlig mere vægt end “den kristne kulturarv”:

”Det kan hurtigt ende i en strid om ord, men for mig at se har vi at gøre med en noget svækket formulering og et svagere krav til DR. Man kunne frygte, at alle henvisninger til kristendommen var røget ud. Det er ikke sket, men det er stadig en svækkelse og udvanding”, vurderer Mikael Arendt Laursen.

Mikael Arendt Laursen ved, at aftalekredsen bag medieforliget og public service-kontrakten er klar over trosstoffets betydning.

”Vi ved, at der blandt politikerne heldigvis er flere, som vil holde et vågent øje med DR i forhold til en eventuel svækkelse af trosstoffet. Jeg vil derfor gerne takke dem for deres fingeraftryk i public service-kontrakten på dette punkt og for deres vilje til at stå sammen med KLF, Kirke & Medier, hvis trosstoffet svækkes”, siger Mikael Arendt Laursen og tilføjer:

”DR’s ledelse har også forsikret overfor KLF talrige gange, at DR ikke vil forringe trosstoffet - uanset hvad der står i public service-kontrakten”.

Public service-kontrakten rummer imidlertid en vigtig bestemmelse, nemlig DR’s forpligtelse til dialog med lytter- og seerorganisationerne, hvoraf KLF, Kirke & Medier er én af dem.

”KLF Kirke & Medier’s position og indflydelse står klart og tydeligt i public service-kontrakten, og vi er derfor de eneste, der formelt kan påvirke DR, når det gælder kirke- og trosstoffet”, fastslår Mikael Arendt Laursen og tilføjer:

”Jeg håber inderligt, at endnu flere, som er optaget af kirke og tro i medierne og værdsætter morgenandagten, gudstjenester og andre trosprogrammer vil støtte KLF, Kirke & Mediers kamp for netop disse programmers placering i sendefladen. Vi kan ikke bare gå ud fra, at de programmer er der uanset hvad. Et stærkt KLF med en massiv opbakning fra mediebrugerne er det bedste værn for de programmer. Det understreger den seneste public service-kontrakt også ret tydeligt”.