I Aula Paolo VI i Vatikanet til venstre for pavens bolig har man fra den 10. december kunnet beundre scenen for Jesu fødsel, der er indrettet i et typisk læskur for dyr fra højsletten ved Asiago i Veneto. Sceneriet er bygget op af en gruppe unge fra sognet San Bartolomeo di Gallio. Sognepræsten, don Federico, og to store drenge, Emanuele og Eugenio, fortæller her om deres projekt.
Læskuret med Maria og Josef, der venter på, at Jesusbarnet kommer, er bygget op i naturlig størrelse på rekordtid af fem unge 20årige fra Gallio i provinsen Vicenza sammen med deres sognepræst, don Federico Zago. Don Federico er 43 år gammel og siden 2007 har han ledet de fire sogne Gallio, Foza, Sasso og Stoccareddo på højsletten ved Asiago.
Krybbekunstnerne fra Gallio var i audiens sammen med giverne af julekrybben og juletræet på Peterspladsen. I dagens anledning tog 160 sognebørn fra Gallio med på pilgrimsrejse til Rom. Ideen med at forære paven denne julescene i et rustikt læskur på højsletten fik nogle drenge fra ungdomsgruppen i Gallio. De unge er kommet sammen lige siden deres firmelse.
Den hellige familie blev stillet op i et læskur fra Gallio
Efter at krybben var blevet stillet op i San Bartolomeo kirken i julen 2020 med glasfiberfigurer i naturlig størrelse, som sognet havde købt, skrev Eugenio, Riccardo, Emanuele og andre fra gruppen til Vatikanstaten. Og sådan gik det til, at de i Aula Nervi opstillede stalden med bjælker skåret ud af bøg og lærk fra træer, der var faldet under stormen i oktober 2018.
Sammen med de unge trak don Federico i tømrertøjet, og i den rustikke hytte anbragte han sammen med sine unge forskellige former for værktøj, der engang blev brugt af bønderne på højsletten – for eksempel save, river og hakker, men også et træstempel til det hjemmelavede smør ved siden af mælkejunger og snesko, vindunke og fuglebure. Uden for hytten stillede de en indhegning til kaniner. Den er lavet af stenplader. På kimbrisk, der tales i nogle egne af Veneto, kaldes de ”stoan platten”. Disse sten bruges endnu i dag til at afmærke skel mellem husene og til afmærkninger af stier. Der er også et brændeskur af rødbøg med træ, der var fældet og lagt til tørre for senere at blive brugt til den lille ovn inde i hytten.
De to symboler på ungdomsgruppens tjeneste
Men de ting, de unge fra Gallio er gladest for, er tingene til højre og til venstre for Den hellige Familie. Til venstre for den hellige Josef ligger et stykke ost, en smule brød og en flaske vin. Vi har lagt dem der, siger Eugenio fordi ”de minder os om den uges tjeneste, som vi havde i sommeren 2018 sammen med ungdomsgruppen i Caritaskantinen i Rom på Colle Oppio. Vi troede, det var os, der skulle give noget; men i stedet fik vi mere end det, vi kunne give”.
Don Federico: Den var et svar på pavens ”provokationer”
Bag ved Guds Mor var der til højre to krykker ”der for os symboliserer vores uge i sommeren 2019 sammen med handicappede, der fik hjælp af Antoniushjælpen i Rubano i Padova-provinsen”, siger Eugenio. Vatican News bad også sognepræsten i Gallio, don Federico Zago, om at præsentere krybben og forklare dens betydning.
Don Federico – fik I ideen med at give denne krybbe sidste jul, da alle fortalte jer, den var meget smuk?
Måske er ”give” ikke det rigtige ord. Denne krybbe, som vi har bragt til paven, er næsten som et svar på de provokationer, han meget ofte giver de unge. For eksempel det at han siger: ”Lad ikke nogen tage håbet fra jer” eller ”I skal være handlende personer – ikke lænestolskristne”. Til de unge i Grækenland har han lige sagt – vær sociale – ikke bare socialt engagerede. Denne krybbe bliver et svar, for den fortæller historien om vores gruppe, der nu har været sammen i mere end 7 år. Den er et svar, der kommer af vores tjeneste. For eksempel er det en reaktion på, at han siger: ”Skal vi som kristne blive ved med at være lænestolskristne, eller skal vi virkelig smøge ærmerne op?” Og så kom initiativerne hos Antoniushjælpen i Padua med handicappede eller oplevelsen i Caritaskantinen i Colle Oppio. Vi følte os virkelig kristne ved at sige til paven: du har givet os disse gode og smukke provokationer, nu vil vi prøve at besvare dem med vores liv.
Kan De fortælle os, hvordan jeres ungdomsgruppe fik den ide´ at lave en krybbe i naturlig størrelse for et år siden?
De fik ideen, fordi det gennem årene er blevet en fast skik at sætte krybben op sammen med ungdomsgruppen i vores sognekirke. Før brugte vi de mindste figurer – dem på 20-30 centimeter. Så sagde vi til os selv: ”Men hvorfor ikke prøve med noget, der er lidt større? Vi købte en krybbescene i naturlig størrelse og sammen med de unge byggede vi sidste år en stor hytte der, hvor Jesu fødselsscene stod. Gallio er også en turistby, især om vinteren og til jul, hor der er så mange andre, der kommer udover sognebørnene. Alle sagde: Hvor er det smukt! . Så fik vi en ide´- hvorfor ikke vise den til paven? Det følte vi os kaldet til, og så blev det sagt til os: ”I kan også stille den op i Vatikanet”.
Så figurerne er ikke de unges værk, men opstillingen af læskuret og dens meget omhyggelige indretning er det….
Ja, det er meget omhyggeligt lavet helt ned i detaljen. Det er et sted, hvor dyrene søger hen, et skur, der er typisk for vores egn. Vi kalder den en stald, og vi fik ideen til at genopbygge den med alt det værktøj, der var engang for at genskabe en af vores typiske læskure og kombinere det med fødselsscenen.
I den meddelelse, der følger med denne krybbegave til paven siger de unge, at den i al sin enkelhed symboliserer alles hjem...
Selvfølgelig. Desuden er denne krybbe også lavet af træ fra stormen Vaia, fordi vi netop tænkte på ideen om en Kristus, der kommer til vores fattigdom – til vores liv som skrøbelige mennesker. Vi ville netop bruge træet til at sige, at også i et øjeblik vi oplevede dengang, hvor vi virkelig var bange heroppe på sletten kan livet selv genfødes af vores fattigdom. Vi valgte denne simple hytte for at enhver, der ser denne krybbe, kan sige ”Den er lige så enkel, som vores huse er. ”, men også lige så enkel som Kristi fødsel var i vores frelseshistorie.
I den samme meddelelse siger de unge, at de vil vise paven deres vilje til ”ikke at lade håbet blive stjålet fra os, ønsket om at leve livet for andre”. Så der er en lang vandring, der har bragt jer til at gøre dette sammen?
Denne gruppe består af godt 20 unge på mellem 20 og 22. Vi begyndte at vandre sammen, da de blev firmede, og med denne gruppe fik vi lidt efter lidt også nogle helt særlige erfaringer. Der var en i Caritas-kantinen i Rom på Colle Oppio, hvor vi i en uge ikke bare serverede et måltid for dem, der kommer der. Vi havde også lyst til at være sammen med dem og dele en vigtig del af deres liv sammen med dem. Og så var der også en anden vigtig erfaring med Sankt Antonius-hjælpen i Padua. Her møder hundreder af personer med forskellige handicaps gæstfrihed. Og vi opdagede, at vi fik kærlighed fra de mennesker, vi mødte. Vi fik derfor den ide´ inde i krybben at anbringe en tallerken med maden, der minder om hvad vi oplevede i Caritaskantinen og også to krykker, der minder os om vores oplevelser i Antoniushjælpen.
Men er der en særlig krybbetradition i Gallio eller en tradition, der er forbundet med krybber?
Hos os er der ikke et hjem uden en krybbe. Men der er en særlig tradition: juleaften, når man er kommet hjem fra julemessen, anbringer den ældste barnet i krybben, mens hele familien ser på. Derfor ville vi netop gerne på audiensdagen bede pave Frans om, hvis det ellers er muligt, at han lægger barnet i vores krybbe. Netop for at sige til ham: ”Vi føler, at du er en del af vores familie”. Ja, netop som om han var vores bedstefar, en vigtig person som leder og hjælper os på vores rejse. På vores trosvej men også på vores livsvandring som mænd og kvinder. Men man kan også sige, at når paven med denne gestus lægger barnet i krybben, så kan man sige, at den er lavet af os alle sammen. Den er ikke bare en gave, noget han modtager, men noget han også har givet sit bidrag til. En måde han kan føle sig som en del af vores gruppe på.
Til audiensen den 10. december organiserede sognet en pilgrimsrejse for hele jeres pastorale enhed til Rom. Er De tilfreds med responsen fra Deres sognebørn?
Jeg er mere end tilfreds, fordi vi kommer op på mere end 160 mennesker og i Gallio er vi ikke meget mere end 2,000 indbyggere. Og i disse dage begynder turisterne at komme. Også selv om der er så mange mennesker, der har nok at gøre i denne tid, er det en smuk gestus, at mere end 160 vil med til Rom. Ikke bare overfor de unge for at sige til dem: vi vil ledsage jer i denne erfaring, der vil være for alle. Men også et tegn på hengivenhed for pave Frans. Vi tager til Rom sammen for at sige til ham: ”Vi holder af dig, vi står ved siden af dig og vi føler du er vores far”.
Tekst: Lisbeth Rütz, for Vatikanets medier