Lærd og folkelig på samme tid

Ved biskop Hans Ludvig Martensens død.

Tirsdag den 13. marts kl. 12.00 døde biskop Hans på Sct. Joseph Søstrenes plejeafdeling på Strandvejen i Hellerup efter længere tids skrøbelighed og sygdom. Biskop Hans var biskop i Den katolske Kirke i Danmark i 30 år fra 1965 til 1995.

Da han den 16. maj 1965 blev bispeviet i Sankt Knud Lavard Kirke i Lyngby – bispedømmets største kirke - , var han en af Kirkens yngste biskopper, 37 år gammel. Biskoppen blev uden egentlig pastoral erfaring hentet direkte fra sine teologiske studier i Rom til bispeembedet i Danmark, udnævnt af pave Paul VI den 22. marts 1965. Biskoppen kunne således deltage i 2. Vatikankoncils sidste samling i efteråret 1965. Han havde opholdt sig i Rom i en del af koncilsperioden for at skrive afhandling ved det pavelige universitet Gregoriana om reformatoren Martin Luther. Det var hans ven, professor ved det teologiske fakultet i København, Kristen Skydsgaard, der under hans cand.mag. studier i dansk og religion havde sporet ham ind på studiet af Luther.

Samme Skydsgaard opholdt sig i øvrigt i Rom som Det lutherske Verdensforbunds observatør ved koncilet. Dette forhold til Skydsgaard og hans studier ved universitet i København var med til at spore ham ind på den økumeniske vej, Kirken på koncilet for alvor var slået ind på. Den økumeniske sag skulle komme til at fylde en vigtig del af Martensens liv som biskop.

Hans L. Martensen blev født i Gentofte i en katolsk familie den 7. august 1927 og døbt i Sankt Andreas Kirke i Ordrup den 21. august 1927. Efter sin studentereksamen fra Østre Borgerdyd Skole i København i 1945 trådte han ind i jesuiterordenens tyske provins, men på grund af forholdene i Tyskland efter krigen fik han sit noviciat i London, hvor han opholdt sig i tre år og blandt andet studerede litteratur. Som kommende jesuit var han jo bestemt til at undervise på et gymnasium. De egentlige filosofiske og teologiske studier fandt sted fra 1948 til 1957 ved jesuitternes læreanstalter i Pullach og Frankfurt. Fra 1958 til 1963 studerede han ved Københavns universitet.

Dette uddannelsesforløb tegner et billede af en ung jesuit, der har gennemført en klassisk præste- og læreruddannelse på i alt 15 år med henblik på at udfylde en plads i jesuitternes skolesystem i Danmark. I 1950 havde jesuitterne genoprettet et katolsk gymnasium i København. Det gjaldt derfor for ordenen om at uddanne kvalificerede gymnasielærere.

Sagde ja i lydighed

Men sådan kom det ikke til at gå. Embedet som katolsk biskop i København var ledigt efter at biskop Theodor Suhr på grund af sygdom havde trukket sig tilbage i 1964.

Der blev gisnet i Danmark, hvem der ville blive den nye biskop. Formodentlig havde ingen tænkt på den endnu studerende unge jesuit i Rom. Det blev altså ham, pave Paul VI valgte. Vi danske præster, der også studerede i Rom, vidste, at Hans L. Martensen kun sagde ja i lydighed. Jesuitterne aflægger nemlig et særligt lydighedsløfte om at stå til pavens rådighed.

Biskop Hans var helt uerfaren med almindeligt pastoralt arbejde, selvom han som en god jesuit havde sans for børne- og ungdomsarbejde og i og for sig også var meget jordnær. Dertil kom, at han skulle overtage et bispedømme, som i over et år var uden reel ledelse på grund af biskop Suhrs svækkelse. Heller ikke bispedømmets økonomi var god. Noget af det første, biskop Hans derfor måtte tage sig af, var økonomien.

Men den største udfordring var uden tvivl at lede Den katolske Kirke i Danmark ind på den vej, det endnu ikke afsluttede koncil havde aftegnet. Og der var tale om fornyelse på alle Kirkens vitale områder!

Det havde også for biskop Hans været en enorm inspiration at kunne følge koncilets arbejde i kulisserne, ligesom for os andre præster. Han kunne simpelthen ikke vende tilbage til Danmark som biskop uden at måtte implementere koncilets bestemmelser. Han stod derfor overfor helt usædvanlige udfordringer, da han sagde ja til at adlyde pavens kaldelse. Som for alle andre biskopper, der havde deltaget i koncilet, blev det en næsten overmenneskelig opgave at skulle omstille et bispedømme, både at være tro mod den eviggyldige katolske Tradition og tilpasse den til Kirkens sendelse i en helt ny postkristen tidsalder. Biskop Hans vidste, at kun Helligånden kunne bistå et sådant projekt. På det punkt havde han en arv fra sin katolske opvækst at trække på: han var ægte from.

Nyborgsynoden

De hollandske biskopper var vistnok de første, der mente, at man måtte indkalde til en lokal synode for at fastlægge den nye pastorale kurs. Biskop Hans fulgte trop og indkaldte efter 2-3 år til en dansk synode, der sluttede på Nyborg Strand i 1969, hvor man bl.a. fastlagde bispedømmets kommende pastorale struktur med lokale menighedsråd og et landsdækkende pastoralråd valgt af præster, ordenssøstre og lægfolk. Det var modigt af biskop Hans at afholde som en af de første biskopper en sådan synode, hvori de fleste var valgte lægfolk. De beslutninger, der blev truffet på denne synode, har været skelsættende for bispedømmets udvikling både i biskop Hans’ embedstid og i hans efterfølgers, men ikke uden svære problemer og en del uenighed i Kirken. Den nye kirkeret, promulgeret i 1983, har på alle væsentlige områder blåstemplet den kurs, biskop Hans lagde på synoden med stor opbakning fra synodedeltagerne. Den var i alt væsentligt i overensstemmelse med koncilets kurs.

Biskop Hans og økumenien

På grund af sine økumeniske kvalifikationer blev han allerede i 1965 medlem af den af Den katolske Kirke og Det lutherske Verdensforbund nedsatte kommission, der skulle kortlægge ligheder og forskelle mellem de to trossamfund og blev senere en af de to formænd for samme kommission i en periode på 10 år. I 1970 udnævnte paven ham til medlem af sekretariatet for de kristnes enhed. Også i dansk sammenhæng deltog han i dialogen mellem de kristne kirkesamfund i Det økumeniske Fællesråd. Biskop Hans’ økumeniske erfaring spændte således fra det lokale til det internationale, og han blev kendt og højt værdsat i disse sammenhænge.

Ikke mindst i forbindelse med sit arbejde i den katolsk – lutherske kommission var han med til at forfatte vigtige dokumenter som ”Herrens nadver” og ”Veje til fællesskab, Det kirkelige Embede”. Hans L. Martensen udgav også de to bøger, ”Dåb” og ”Kristenliv”

(1980), som blev oversat til fransk i 1982, og Dåb og Gudstro (1982). Disse bøger blev ofte dikteret på hans mange rejser. Biskop Hans havde en sjælden evne til at forene stor teologisk viden og tænkning med folkelig formidling. Dette kom også til udtryk i hans prædikenvirksomhed rundt omkring i menighederne, når han var på firmelsesrejse eller til lokale kirkelige begivenheder. I begyndelsen var hans prædikener ofte meget lange – han havde altid noget på hjertet – men i tidens løb evnede han at sige tingene meget enkelt, kort og klart – og dybt.
En enkelt begivenhed i hans tid som biskop fortjener at blive nævnt. Ved årsskiftet 1982-83 indledte han en faste på vand til fordel for en filippinsk kvinde, der var kommet i klemme i de danske regler for opholdstilladelse. Regeringen bøjede af og indgik et slags kompromis, som gjorde det muligt for denne at forblive i landet. Bag kulisserne var der på højeste plan forhandlinger, og denne aktion fra den katolske biskops side vakte naturligvis mediernes bevågenhed.

En umulig pastoral situation

Men tiden for Den katolske Kirke i Danmark var meget vanskelig. På den ene side formåede biskoppen at gøre Kirken meget nærværende i det danske samfund og ikke mindst de fælleskirkelige sammenhænge, på den anden side døjede han med store vanskeligheder i den lokale kirke. Ligesom i andre katolske kirker måtte også Den katolske Kirke i Danmark opleve en tiltagende polarisering mellem dem, der ville reformer – og ofte gik langt ud over grænserne, og dem, der ønskede at få de gamle tilstande tilbage. Biskop Hans ønskede frem for alt fred i Kirken og udviste derfor en stor tålmodighed og tolerance til begge sider. Det var svært for ham at balancere mellem konflikterne, og han tøvede ofte med at skære igennem for ikke at skabe yderligere konflikter. Denne nogle gange umulige pastorale situation sled meget mere på ham, end omverdenen kunne ane.
En stor begivenhed i hans embede som biskop var pavebesøget i Norden i juni 1989. Dette besøg var med til internt at rette op på mange ting i bispedømmet, idet langt de fleste igen fandt sammen.
De, som fulgte biskop Hans tæt på under forberedelserne og under besøget kunne mærke hans glæde og entusiasme. Han var i sit Es.
Det hører ikke mindst med til beskrivelsen af hans embedstid, at mange af bispedømmets og hans egne ressourcer gik med den liturgiske reform, især hvad oversættelser af de nye liturgiske tekster angik. Ingen, der har fulgt med i kulisserne, kan nægte, at dette arbejde var gigantisk og egentlig også overskred vore muligheder - og arbejdet pågår stadig. Samtidig blev der også bygget flere nye kirker rundt om i landet.

Kirken og integrationen

I biskop Hans’ tid skete der en markant ændring af katolikkers sammensætning. Kirken havde tidligere også været præget af indvandregrupper, især fra Tyskland og Polen; men i hans tid ankom store grupper af flygtninge fra Vietnam, Sri Lanka, Mellemøsten, Afrika og igen fra Polen. Den katolske Kirke i Danmark blev for alvor international, og den store udfordring var kirkeligt at integrere disse grupper. Biskop Hans tog denne problematik meget alvorligt og gjorde også praktiske tiltag til at løse problemerne. Samtidig med denne indsats lå det ham på sinde at give Den katolske Kirke et ”dansk” ansigt. Den måtte ikke fremtræde som de fremmedes Kirke. Når nogen spurgte ham om, hvor mange af de ca. 35.000 katolikker i Danmark, der kom fra udlandet, svarede han: Ca. en tredjedel er af dansk oprindelse, en tredjedel af udenlandsk herkomst, og en tredjedel er efterkommere af udlændinge.
Biskop Hans måtte opleve en markant tilbagegang af ordenssøstre og ordenspræster og lukning af katolske hospitaler og andre institutioner. Således ændredes også den institutionelle side af Den katolske Kirke i Danmark sig. Dertil kom en stadig nedgang af præsternes antal, så det blev sværere og sværere at besætte alle sognepræsteembederne.

I 1994 efter ca. 30 år som katolsk biskop af København bad han paven om tilladelse til at trække sig tilbage, da han følte, at han havde gjort, hvad der stod i hans magt for tjene Kirken, og at hans kræfter ikke længere rakte til. Han fik så den glæde at kunne bispevie sin efterfølger 30 år efter sin egen bispevielse. Biskop Hans blev dog ved med i mange år at være aktiv som præst og forkynder og indimellem også hjælpe sin efterfølger med firmelser. Selvom han de sidste år blev mere og mere svækket, fik han dog en værdig afslutning på sit liv hos Skt. Joseph Søstrene på Strandvejen. Han havde i sit testamente ønsket at blive begravet på katolsk Vestre Kirkegård i jesuitternes gravsted og ikke i rotunden, hvor mange præster og flere af hans forgængere i bispeembedet ligger begravet. Et udtryk for hans beskedenhed og taknemmelighed overfor sin orden? Det hører med til at beskrive hans betydning internationalt og nationalt at nævne, at han, der aldrig fik afsluttet sit doktorarbejde, i 1969 blev æresdoktor ved Loyola-Universitet i Chicago og i 1984 ved Friederich Wilhelms Universitetet i Bonn. Den 23. juni 1982 blev han Ridder af Dannebrog

Den katolske Kirke i Danmark og mange medkristne føler stor taknemmelighed over den indsats biskop Hans har ydet for Kristi sag i Danmark i så mange år. Han hvile i fred.

Lars Messerschmidt
generalvikar for biskop Hans i mange år.