Da Knud Kluge var omkring syv år, kom han op at slås med en nabodreng hjemme i Brønshøj, hvor han voksede op.
”Vi var begyndt at diskutere tyskere. Han sagde, at tyskerne var dumme, og jeg sagde, at det var ikke alle tyskere, der havde været sådan. Til sidst kom vi op at slås. Jeg var helt klart drevet af en eller anden retfærdighedssans, og den har jeg bibeholdt siden,” fortæller han.
Knud Kluge er født i januar 1946 og er altså vokset op i efterkrigstiden, hvor det i mange danske familier var småt med penge, og hvor stemningen mod tyskere ofte var meget fjendtlig.
”Der blev talt rigtig grimt om tyskere i de år, og man kan jo godt sige, at det ikke er så underligt, fordi erfaringerne fra Anden Verdenskrig var så tæt på. Men det stod meget klart for mig, at de tyske flygtninge, der kom til Danmark, var mennesker, der var i nød, og derfor skulle de selvfølgelig hjælpes. Den holdning tror jeg, at jeg fik med hjemmefra, selv om mine forældre egentlig aldrig sagde noget om det direkte, og så havde jeg den helt klar også fra Ballin,” siger Knud Kluge med henvisning til pastor Knud Ballin, der var sognepræst i Sankt Antoni Kirke i Brønshøj i hele Knud Kluges barndom, og som stiftede Caritas Danmark i 1947.
Nødhjælpspakker og sjælesorg
Inspirationen til at stifte Caritas kom netop fra arbejdet med flygtninge, først i Sverige, hvor pastor Ballin på grund af sine jødiske aner selv var flygtning under Anden Verdenskrig, siden i Danmark. Under sin eksiltilværelse i Sverige organiserede han nødhjælpspakker til gamle bekendte fra studieårene i Innsbruck, Strasbourg og Tübingen, som nu var flygtninge i Østrig og Tyskland. Efter hjemkomsten til Danmark fortsatte han med dette arbejde, nu i endnu større omfang – og med fødevarefabrikation i Sydslesvig – ligesom han på biskop Theodors Suhrs opfordring organiserede tilbud om sjælesorg til mere end 200.000 flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigens afslutning.
”Knud Ballin forstod jo på egen krop – også på grund af sin familiehistorie – hvad det vil sige at være flygtning, og jeg tror, at det var med til at give hans budskab om næstekærlighed som praktisk og åndelig omsorg for medmennesket en særlig styrke. Det var i hvert fald tydeligt, at han brændte igennem og fik folk til at bidrage til Caritas lige fra begyndelsen,” siger Knud Kluge.
Knud Kluge blev født i en katolsk familie og fik med tiden syv søskende, hvoraf to – et sæt tvillinger – døde som små. Han og hans tvillingesøster blev født på Sankt Josephs Hospital på Nørrebro, og da de skulle i skole, blev han sendt i den katolske Skt. Knuds Skole i Stenosgade på Vesterbro og fortsatte herefter på det ligeledes katolske Niels Steensens Gymnasium. I Knud Kluges barndom boede familien i Brønshøj og var en del af menigheden i Sankt Antoni Kirke, hvor Knud Ballin var en markant, energisk og meget afholdt præst.
”Vi gik altid i kirke om søndagen. Der var et par kilometer, og vi gik af sted i vores søndagstøj med hinanden i hånden,” husker Knud Kluge.
Om pastor Ballin siger han: ”Han var meget markant og ikke sådan én, man sagde imod. Han kunne virkelig få os til at lytte efter. Jeg kan huske, at han talte om flygtningene i mange af sine prædikener, og det gik i hvert fald klart igennem til mig, at man skulle hjælpe dem, der var i nød, uanset om de var katolikker eller ikke-katolikker, eller hvilken nationalitet de havde. Han talte også om, at man ikke skulle bære nag efter krigen.”
Sommermarkeder og spejderliv
Pastor Ballin engagerede sig også i de ungarske flygtninge efter opstanden i Ungarn i november 1956 og var i den forbindelse med til at stifte Dansk Flygtningehjælp. I mellemtiden havde han i 1950 været med til at danne Caritas Internationalis i Rom, og han sørgede også for, at Caritas Danmark blev medlem af International Catholic Migration Commission (ICMC), som koordinerer hjælpearbejde for emigranter og flygtninge og var i en periode præsident for denne organisation.
”Vi så meget op til ham for det arbejde, og vi støttede op om det. Han organiserede sommermarkeder hvert år, hvor en del af overskuddet gik til menighedsarbejdet, og en anden del gik til Caritas. Derudover var der også specielle Caritas-indsamlinger, og som barn var jeg også med til at samle penge ind,” husker Knud Kluge.
Til trods for sit internationale engagement og megen rejseaktivitet var Knud Ballin meget synlig i menigheden i Brønshøj, hvor han også startede en spejdertrup, som Knud Kluge blev medlem af.
”Jeg var ulveunge i nogle år og var glad for det. Men så holdt jeg pause i nogle år, fordi jeg syntes, at det var flovt at gå rundt i korte bukser. Det er jo lidt fjollet, men som barn har man ikke lyst til at skille sig ud, og i forvejen syntes jeg ikke, at det var så let hjemme i kvarteret, at jeg var anderledes, fordi jeg var katolik og ikke gik på den lokale kommuneskole ligesom de andre,” siger han.
”Heldigvis blev jeg med tiden ligeglad med, hvad andre tænkte om den slags, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg har gået på katolske skoler. Jeg har jo også fortsat mit engagement i den katolske kirke og i det arbejde, som Knud Ballin satte i gang omkring flygtninge og fattige,” siger han.
Artikler skæppede i kassen hos Caritas
I 1976 blev Knud Knuge ansat som redaktionssekretær på Katolsk Orientering, hvor han hurtigt fik den idé, at Caritas’ arbejde skulle have større omtale. Han skrev en række artikler om Caritas’ arbejde, og det havde en meget mærkbar effekt på Caritas’ indtægter.
”Knud Ballin var meget begejstret og fortalte mig, at hver gang der havde været en artikel i Katolsk Orientering om Caritas’ arbejde, så strømmede det ind med penge. Så vi indledte et rigtig godt samarbejde, hvor jeg sørgede for, at Caritas’ arbejde blev grundigt omtalt,” fortæller han.
Efter 23 år som redaktionssekretær og en kort periode som konstitueret redaktør besluttede Knud Kluge at stoppe på Katolsk Orientering for at prøve noget nyt. Han rykkede til Caritas Danmark, hvor han blev ansat i en nyoprettet stilling som kommunikationskonsulent.
”Jeg kom på en del rejser og så den virkelige verden – hvordan fattigdommen så ud, og hvordan Caritas kunne gøre en stor forskel med ret enkle midler. Det var meget spændende og gav inspiration til mange forskellige måder at fortælle om Caritas’ projekter på,” siger han.
Om stemningen i Caritas Danmark siger han: ”Man kunne tydeligt mærke Knud Ballins ånd i organisationen, selv om han var død på det tidspunkt. Ånden i det var først og fremmest kærligheden til næsten. Som det blev sagt ved hans begravelse i 1982, så var næstekærligheden for Knud Ballin umulig at afgrænse geografisk, politisk eller etnisk. For ham var ’caritas’ Jesu kærlighed, og den ville han lade menneskene erfare. Det var den ånd, der drev arbejdet i Caritas, og det stemte helt overens med den forståelse, jeg var opdraget med.”
Computerbøvl og rejser til Bolivia og Indien
Professionaliseringen af arbejdet betød, at Caritas Danmark i de år, hvor Knud Kluge var ansat i organisationen, i stigende grad arbejdede med at beskrive og dokumentere sit arbejde i form af strategi- og projektbeskrivelser og afrapporteringer.
”Men kernen i arbejdet og drivkraften bag det, vi foretog os, var den samme, selv om der kom lidt flere fine ord omkring det. Den entusiasme, man kunne oparbejde, når man gik i gang med en opgave, var det bedste ved min tid i Caritas. At man havde nogle opgaver, man virkelig holdt af, og samtidig kunne hjælpe mennesker. Det var pragtfuldt,” siger han.
It-teknologien havde også gjort sit indtog i Caritas, og fordi Knud Kluge havde stået for introduktionen af it på Katolsk Orientering, fik han ansvar for at hjælpe sine kolleger i Caritas, når der var bøvl med deres computere.
”Det brugte jeg en del tid på, og det var ikke altid, at generalsekretæren havde forståelse for, hvor meget tid det tog,” tilføjer han med et smil.
Han husker dog først og fremmest sin tid i Caritas for det store engagement, som prægede hele organisationen, og så sine møder med fattige mennesker i udviklingslande – fra Bolivia til det nordøstlige Indien.
”I begge lande havde Caritas landbrugsprojekter og projekter med børn, som ofte blev drevet af de lokale katolske kirker. Det var meget imponerende at se, hvor stor en forskel det gjorde, at der blev organiseret noget undervisning, og at bønderne fik hjælp til at udvikle deres landbrug,” siger han.
”Jeg skulle jo interviewe og fotografere, så jeg blev selvfølgelig meget populær, især blandt børnene, som fik lov at kigge gennem kameraet og prøve at tage billeder. I det hele taget var det bevægende at opleve den glæde, som selv en lille hjælp bragte frem,” tilføjer han.
Efterløn og frivilligt arbejde
Knud Kluge stoppede i Caritas i 2008 og gik på efterløn. Dog havde han i nogle år herefter stadig nogle rejseopgaver for Caritas og producerede skolehæfter, dokumentarfilm, sansekasser og fotoudstillinger, som han rejste rundt med til menigheder over hele Danmark.
Og helt arbejdsløs blev han da heller ikke, for et halvt års tid efter, at han var stoppet i Caritas, blev han kontaktet af Sankt Vincent Grupperne i Danmark, en lille katolsk organisation, der støtter udviklingsprojekter i en række forskellige lande. Organisationen bad ham om at hjælpe med at få sat skik på formalia omkring deres projekter, blandt andet ved at lave projektbeskrivelser og sikre, at projekterne levede op til beskrivelserne.
”Jeg kunne se, at de trængte til hjælp og tænkte, at det var fint, hvis jeg kunne gøre en forskel,” siger Knud Kluge, der siden 2009 har arbejdet frivilligt i Sankt Vincent Grupperne, blandt andet som koordinator på projekter i Peru og i den indiske delstat Manipur, som redaktør af organisationens pjece og som medlem af bestyrelsen.
De senere år har Knud Kluge og hans hustru dog været ramt af sygdom, og kræfterne rækker ikke længere til helt det samme aktivitetsniveau. Men det katolske udviklings- og nødhjælpsarbejde – og Caritas som organisation – står stadig hans hjerte nært, og det er en selvfølge for ham, at han jævnligt giver et beløb til Caritas.
”Jeg er vokset op i en tid, hvor man klarede sig for meget lidt og godt kunne afse penge til dem, der trængte mere end en selv. Som barn var jeg lykkelig, bare jeg kunne få en tyk humpel rugbrød med fedt og salt. Selv da min far i en periode var arbejdsløs, husker jeg ikke, at vi børn bekymrede os eller fik at vide, at der ikke var råd til at hjælpe andre,” siger han.
”Heldigvis tror jeg stadig, at folk forstår, hvorfor Caritas er vigtig. Det hører med til vores kirkelige engagement som katolikker, at vi hjælper andre i nød,” tilføjer han.
Tekst og foto: Marlene Fenger-Grøndahl