”Det er et fantastisk eksempel på, hvordan kristendommen er vokset frem i Danmark som en stærk folkelig kraft,” siger Brian Patrick McGuire.
Vi står en dag i midten af december på Hvilehøj, en bronzealdergravhøj lidt nord for landevejen mellem Korsør og Slagelse. Fra toppen er der udsigt over et gråbrunt landskab, der er dækket af et tyndt lag tåge, men med enkelte solstrejf, som bryder igennem det lette skydække. I det fjerne rejser Storebæltsbroen sig, og til siderne aner vi flere gravhøje fra samme periode som Hvilehøj. Det særlige ved Hvilehøj er imidlertid, at der på toppen af gravhøjen er placeret et vejrbidt trækrucifiks til minde om en dansk præst, Anders af Slagelse, der levede i anden halvdel af 1100-tallet og døde i 1204. Det nuværende kors fra 1952 er en kopi af et kors, der blev rejst af lokale bønder i 1762, men korsets historie går angiveligt meget længere tilbage.
”Her er en høj fra den hedenske fortid, hvor egnens bønder har rejst et kors til minde om en præst, der blev æret og husket som helgen, omend han ikke officielt blev helgenkåret af paven. Selv om vi i det protestantiske, sekulære og materialistisk indstillede danske samfund ikke længere anerkender helgener, bliver Hellig Anders husket. Bønderne udskiftede korset så sent som i 1952. Det siger noget om kraften i den folkelige tro, og det siget noget om vores behov for rollemodeller, som kan vise os vej i troens verden,” siger Brian Patrick McGuire.
Det, der fik lokale bønder til at huske Hellig Anders, var flere forskellige ting, men først og fremmest en forunderlig – mirakuløs – rejse, som Hellig Anders foretog kort før sin død. Det fortælles, at han under pilgrimsrejse til Det Hellige Land gerne ville deltage i påskedagsmessen, før han rejste hjem. Men hans rejseledsagere ville af sted, og da Anders kom ud af kirken i Jaffa, så han skibet med sin rejseledsagere forsvinde i horisonten. Han var nu ladt alene tilbage og anede ikke, hvad han skulle stille op. Han gav sig af sted til fods, og da han tog sig et hvil i vejkanten, kom en rytter forbi og tog ham op på sin hest. Anders faldt i søvn i den fremmedes arme, og da han vågnede igen, lå han i græsset på en høj. Omkring ham var der hyrder, og da han satte sig op, genkendte de ham som deres sognepræst og hilste på ham. I det samme hørte han kirkeklokkerne i Slagelse kalde til aftensang. Han skyndte sig derind og nåede til vesper i Slagelse samme dag, som han havde været til påskemesse i Jaffa.
Ni danske helgener
Hellig Anders er en af i alt ni danske helgener, hvis historier Brian Patrick McGuire har udforsket og genfortæller i sin kommende bog ”Glemte danskere – helgener i fortid og nutid”. Blandt de øvrige er Niels af Aarhus, Sankt Poppo, kong Erik Plovpenning og Margrethe af Roskilde. Nogle af de ni blev officielt helgenkåret af kirken, andre blev opfattet som helgener og tiltrak pilgrimme i tusindvis, selv om de ikke havde været igennem en officiel helgenkåringsproces. For Brian Patrick McGuire er det afgørende ikke den formelle proces omkring helgenkåringen, men snarere den stærke folkelige tro, som deres popularitet vidner om. Det handlede både om mirakler, der var et vidne om, hvordan Guds nåde virkede gennem mennesker, og om et prisværdigt kristent liv, der kunne tjene som forbillede og inspiration, understreger historikeren.
”Efter Anders’ død skete der ifølge beretningerne mange mirakler ved forbøn til ham, og det var afgørende for den folkelige opfattelse af ham som helgen. Vigtigt var også, at han var en omsorgsfuld hyrde for sin menighed. Da kong Valdemar Sejr besøgte Anders for at høre om hans forunderlige hjemrejse fra Det Hellige Land, tilbød kongen ham en gave, og Anders bad om at få et stykke jord med en kilde, som kunne bruges til at forsyne hans sognebørn med øl,” fortæller han.
Brian Patrick McGuire er født på Hawaii og opvokset i en katolsk familie i Californien, er uddannet historiker fra Oxford University i England og kom i 1971 til Danmark, hvor han slog sig ned med sin danske hustru. Han var ansat i en årrække først på Københavns Universitet, hvor han var med til at oprette Center for Europæiske Middelalderstudier, og siden på RUC som professor i middelalderhistorie. Sideløbende med sit universitetsarbejde og efter sin pensionering har han flittigt skrevet og holdt foredrag om middelalderen og dens store skikkelser inden for kirkeliv og teologi. En af hans kongstanker er, at fortiden er mere levende og vedkommende, end vi ofte tror – og at fortidens tro skal tages langt mere for pålydende, end mange af hans kolleger har for vane.
”Jeg vil ikke krænke mit fag og komme med en trosbekendelse i mine bøger. Men jeg mener, at det rent historiefagligt er på sin plads at tage fortidens mennesker alvorligt, når det gælder troen. Ikke mindst i middelalderen kan vi roligt regne med, at mennesker virkelig troede på det, de troede på. Det gælder også troen på mirakler og helgener,” siger han.
Krucifikset over Hellig Anders
Han og hans kone bor i de to tilbageværende gulkalkede længer af en firlænget gård ikke langt fra Hvilehøj. Men det er ikke kun derfor, middelalderhistorikeren er kørt forbi højen for at vise mig krucifikset over Hellig Anders.
”Vi ved ikke, hvornår det første kors over Anders blev rejst, men dengang gik landevejen tæt forbi højen, så vejfarende kunne stoppe og bede en bøn. På et tidspunkt efter den lutherske reformation lod bønderne korset forfalde. Men så blev egnen ramt af kvægsyge, og den stoppede ifølge overleveringen først, da bønderne rejste et nyt kors til erstatning for det, de havde ladet forfalde. Det nuværende kors fra er ret forfaldent, men mit gæt er, at bønderne nok skal sørge for at rejse et nyt,” siger Brian Patrick McGuire.
Han tilføjer, at både H.C. Andersen nævner Hellig Anders i en af sine bøger, og at Johan Ludvig Heiberg har skrevet et digt om ham. Desuden er både en privat grundskole og en vej tæt på stationen i Slagelse opkaldt efter Hellig Anders.
”Han huskes altså til en vis grad lokalt, men der er nok mange indbyggere i Slagelse, der ikke ved, hvem Hellig Anders er. Generelt er de danske helgener blevet glemt og nærmest skrevet ud af historien, og det skete ikke kun efter reformationen. Allerede Saxo, der færdiggjorde sin Danmarkskrønike omkring 1208, sorterede voldsomt i tingene,” fortæller Brian Patrick McGuire.
Vilhelm af Æbelholt
”Saxo nævner fx stort set ikke Vilhelm af Æbelholt, en fransk munk og abbed, som biskop Absalon hentede fra Paris til Danmark. Absalon bad Vilhelm komme herop, fordi havde brug for hjælp med nogle kannikker, som langtfra levede efter den regel, de egentlig skulle følge,” uddyber han.
Vilhelm etablerede et kloster ved Æbelholt i Nordsjælland, som trods vanskeligheder og modstand blomstrede. Han fik stor succes og stor politisk betydning – han var bl.a. involveret i at arrangere ægteskabet mellem kong Knuds søster Ingeborg og den franske kong Filip.
”Efter sin død blev Vilhelm officielt helgenkåret af kirken. Alligevel skrev Saxo ham nærmest ud af historien, og vi kan kun gisne om hvorfor. Det kan skyldes, at han var jaloux på det nære venskab mellem Absalon og Vilhelm, eller at han generelt ikke brød sig om den religiøse magt, der knyttede sig til bestemte personer,” siger Brian Patrick McGuire.
Han tilføjer, at især kvinder med religiøs betydning blev overset af Saxo, og det er ifølge historikeren formodentlig årsagen til, at Danmarks eneste kvindelige helgen, Margrethe af Roskilde (se boks), ikke nævnes af Saxo.
”Historikere – fra Saxo til i dag – har tilsyneladende en vis aversion imod at beskæftige sig med fortidens religiøsitet og tage den tro, kilderne giver udtryk for, alvorligt. Ofte nedtones troen til fordel for magtpolitiske analyser, fordi det antages, at der altid lå egoistiske motiver bag den måde, fortidens store personligheder handlede på. Men det mener jeg er alt for forsimplet at antage,” siger Brian Patrick McGuire.
I sin kommende bog fortæller han fx om kong Erik Plovpenning, der blev dræbt på foranledning af sin bror Abel i 1250. Han blev aldrig formelt helgenkåret, men blev efterfølgende dyrket som martyr og helgen. Erik Plovpennings lig blev overført til Sankt Bendts Kirke i Ringsted, og over hans grav, i kirkens krydsning, blev der – på foranledning af enken efter kong Erik Klipping (der blev myrdet i Finderup Lade i 1286) – malet en række billeder med motiver af kongens liv og død. Og hans liv indeholdt mere end kongelige magtkampe, fortæller middelalderhistorikeren.
”Da jeg dykkede ned i kilderne, blev jeg klar over, at Erik Plovpennings tro fyldte meget i hans liv. Det viste sig, at han havde et tæt forhold til den endnu ret unge franciskanerorden. Han havde endda en franciskanerdragt, som han ønskede at blive begravet i. Det er stort set ikke nævnt i senere biografier om ham, men jeg mener, at det er en central nøgle til at forstå ham,” siger McGuire.
”Jeg har selv mine forbehold angående mirakler. Men beretningerne om dem er vidnesbyrd om, at mennesker har oplevet noget, som de opfattede som guddommelig indgriben. Helgenerne blev formidlere af Guds nåde og vidnesbyrd om en større virkelighed. Det kan vi lade os inspirere af i dag, hvor vi har svært ved at anerkende andet end den rent materielle virkelighed,” siger han.
Brian Patrick McGuires bog ”Glemte danskere – helgener i fortid og nutid” udkommer på forlaget Jensen & Dalgaard senere i år.
Tekst og foto: Marlene Fenger-Grøndahl
FAKTABOKS
Margrethe af Roskilde – Danmarks eneste kvindelige helgen
Den 25. oktober 1176 blev en adelig kvinde i Danmark dræbt af sin mand, og manden forsøgte at camouflere det som selvmord. Mennesker, der havde taget deres eget liv, måtte dengang ikke blive begravet i indviet jord, og derfor blev hun begravet på stranden nær Ølsemagle ved Køge – ved siden af to røvere. Nogen tid efter så flere forbipasserende et stærkt lys omkring kvindens grav, og det førte til, at mandens løgn blev afsløret. Biskop Absalon blev informeret, og han indkaldte manden til et forhør, hvor han tilstod sin forbrydelse.
Kvinden, der blev dræbt, hed Margrethe, og hun var af samme slægt som biskop Absalon. Det var sandsynligvis medvirkende til, at hun ikke blev glemt, men i stedet tværtimod æret og dyrket som martyr og helgen. Hun blev genbegravet i Roskilde i klosterkirken ved Vor Frue Kloster – angiveligt under stor jubel fra de lokale – og hendes grav blev et populært valfartsmål. Man ved meget lidt om hendes liv og efterliv, men sikkert er det, at hun blev dyrket som helgen, formodentlig især fordi hendes liv med den voldelige ægtemand og hendes død blev opfattet som et martyrium og et eksempel på efterfølgelse af Kristus. Margrethe af Roskilde er en af ni glemte danske helgener, som Brian Patrick McGuire behandler i sin kommende bog.