Prædiken til søndag den 25. september, 26. alm. søndag – Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16, 19-31).
Mind the Gap! Denne meddelelse hører man når man rejser med tog i England. De fleste af os kender den fra London hvor vi har fragtet os med undergrundsbanen. Den henviser til den sprække/ spalte, der er mellem tog og perron på stationen. Man skal passe på ikke at træde ned i denne spalte og sidde fast. Det sker let og er forbundet med fare.
I Astrid Lindgrens elskede fortælling om Ronja Røverdatter hører vi hvordan lynet slog med i Mattisborgen, da Ronja blev født og splittede borgen i to dele, der var adskilt af en dyb spalte. Denne spalte dannede grundlag for at adskille menneskerne i to grupper: der var Mattis bande på den ene side og Borkas bande på den anden side.
I lignelsen om den rige mand og Lazarus findes også en spalte, der deler de to. Ikke en fysisk spalte som i Mattisborgen, men nok nærmere en mur eller et hegn. Vi hører hvordan Lazarus ligger uden for porten med åbne sår, der bliver slikket af vilde hunde. Han ønskede kun at spise sig mæt i dét, der faldt fra de riges bord.
Efter døden er den rige og Lasazus’ plads byttet om. Hvor den rige på jorden havde fine klæder, masser af mad og stor rigdom, så endte han efter døden et frygteligt sted. Hvorimod Lazarus, der på jorden ikke levede et fantastisk liv – han fik plads i Abrahams skød. I skødet på troens fader tænker jeg, at der er godt at være. Helt som det er for et lille barn i skødet på én af sine forældre – ingen kan gøre skade og man har hvad man behøver.
Abraham beskriver den dybe kløft, der er i dødsriget. En dyb kløft, der skiller menneskerne og gør, at ingen kan komme over på den anden side.
Som så ofte provokerer Lukas os. Normalt vil vi sige, at hvis man omvender sig, så kan man komme på den anden side. Men her i dødsriget gives der ingen chancer for dette. Det accepteres ikke, at den rige kommer til Lazarus og får del i det gode og heller ikke, at Lazarus forbarmer sig og viser barmhjertighed over for den rige, der lider så frygteligt.
Da de levede på jorden, var der en port. En åbning mellem deres to verdener. En mulighed for dialog, for barmhjertighed og for at dele goderne.
Bemærk, at den rige kender Lazarus ved navn, men hans eget navn nævnes ikke – det er uinteressant – han fremstilles uden identitet. Det er nedladende og vil for mange være stærkt provokerende. Man kan tolke det som, at det ikke er en bestemt person, men alle rige mennesker det vil gå sådan i dødsriget.
Om ikke at skabe kløfter, men om at bygge broer
Igen er Jesus ikke specifikt ude efter de rige, de, der har mange muligheder. Nej – han er ude efter os alle sammen, når vi skaber kløfter frem for at bygge broer over dem. Porten som Lazarus sidder ved er netop den mulighed for at bygge bro over kløften, at møde det andet menneske.
Den rige mand kendte til Lazarus, han vidste at han sad der ved porten og levede af de rester, der faldt fra bordet – affald, noget der blot skulle fejes væk. Ikke hvad der var tilbage på bordet, men det der faldt af bordet.
Mattisborgen rammes af en lang og kold vinter. Borkas mænd fryser og sulter, men hos Mattis er der varme og mad. Røverdatteren Ronja, der tidligere på året har leget med Birk (Borkas søn), bliver bekymret for Borkas folk og nok ikke mindst Birk. Gennem en hemmelig passage finder Ronja vej til Birk og giver ham mad. Ronja kommer altså gennem den åbning eller rettere porten mellem Lazarus og den rige mand. Hun bygger bro mellem forskellene og stridighederne.
Der er absolut intet galt med at være rig. Det er godt for os alle, at der er nogle der har succes og evner til at skabe vækst. Det, der gør forskellen, er hvad man gør med sin rigdom – eller evner om man vil.
Bruger man den på at skabe endnu højere mure – dybere spalter. Eller bygger man bro over dem og arbejder for lige værdighed. Det er hvad der gør forskellen.
Om at give af os selv
Lignelsen og den rige mand og Lazarus beretter ikke hvad den rige mand gjorde forkert, eller hvad han skulle have gjort for at være endt på den gode side i dødsriget.
Det er ikke nok at vide, at de andre er der og lade dem få hvad vi alligevel ikke vil have. Det er ikke nok blot at kende navnet, men vi skal vitterlig bygge broer – eller måske endda opfylde spalterne, så de ikke er der længere. Vi må tage os tid til at anerkende de lidende – de fattige – de, der har behov for vores hjælp. Ikke blot ved at give almisser, men ved at sætte os ind i deres situation og at møde dem i deres behov.
Søndag den 2. oktober fejrer vi Havets Søndag. Her vil der ved kirkedøren være indsamling til Stella Maris. Disse penge bruges til at opfylde den spalte, som er mellem os og de søfarende, hvis arbejde betyder alt for vores måde at leve på. De bringer 90% af alle varer i verden og dog lever de isoleret og ensomt på skibene i flere måneder – ja nogle gange flere år – uden at blive bemærket. Når Stella Maris frivillige kommer på besøg med hjemmestrikkede sager, så lærer de søfolkene at kende, ikke blot ved navn, men indimellem opbygges der venskaber ud over landegrænser. Som Alfred og Elvin, der i måneder var i Assens Havn. De fik besøg, der blev fejret messe og de følte sig bemærket – elsket og en del at verdenen. Jeg besøgte dem nogle gange og får stadig væk hilsner far dem hjemme fra Filippinerne. Billeder af familien og lidt om hvad de laver. Ofte efterfulgt at en invitation til at komme på besøg.
Når vi opfylder sprækkerne, så giver vi af os selv og der bliver plads til andre. Venskaber dannes – helt lige som Ronja og Birk, der blev gode venner. De måtte meget igennem, men det endte med at de to bander blev genforenet.
Vi skal alle blive som Ronja og Birk. Lad os opfylde de sprækker, der deler os.
Mind the Gap! – pas på ikke at sidde fast i sprækken, for den vil tage livet af dig.
Tekst: Diakon David Noval, leder af Stella Maris Nordic
*** SØNDAGENS EVANGELIUM ***
Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16, 19-31)
”Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde”.