"Når Kirken døber, er det Kristus, der døber"

Kirkefaderen Augustin siger om dåben: "Når Kirken døber, er det Kristus, der døber". Det er i påsken, at Kristus har åbnet dåbens kilder for alle mennesker.

"Kristi dåb", malet af den hollandske maler Joachim Patinir, ca. 1510.

Det første af Kirkens syv sakramenter, dåben, tilhører de såkaldte initiationssakramenter, som også består af firmelse og Eukaristi, og gennem disse sakramenter lægges grunden til hele det kristne liv. At døbe betyder, at neddykke i vandet som et symbol på dåbsbarnets begravelse i Kristi død, hvorfra han ved opstandelsen med Ham kommer frem som "en ny skabning" (2 Kor 5,17).

Dåben er den smukkeste af Guds gaver, indledningen til en "vandring" med Ham i Kirkens og menighedens fællesskab. Siden verdens skabelse er vandet, denne ydmyge og beundringsværdige skabning, kilden til livet og til frugtbarheden.

Dåbens liv

Jesus Kristus begyndte sit offentlige virke efter at have ladet sig døbe af Johannes Døberen i Jordan floden, og efter sin opstandelse giver Han apostlene denne befaling: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt 28,19-20).

Jesus underkaster sig frivilligt Johannes' dåb, der var bestemt for syndere, men da Jesus er syndfri blev Hans dåb et tegn på hvad Han ønskede for alle mennesker, nemlig dåben. Ånden, som svævede over vandene i den første skabelse, stiger nu ned over Kristus som ånden stiger ned over den nydøbte og de samme ord, som Faderen åbenbarede ved Jesu dåb, gælder også os: "Du er min elskede søn, du er min elskede datter, i dig har jeg velbehag".

Det er i Påsken at Kristus har åbnet dåbens kilder for alle mennesker. Han havde allerede talt om den lidelse, Han skulle gå ind til i Jerusalem, som en "dåb" Han skulle døbes med. Blodet og vandet, der flød fra Jesu gennemborede side på korset, er profetiske billeder på dåben og Eukaristien, det nye livs sakramenter.

Dåben og Guds barmhjertighed

Den 22. februar 1931 fik den nu helgenkårede sr. Faustina fra Plock i Polen en åbenbaring af Kristus, hvor Han udtrykte ønske om at et billede skulle males med ordene "Jezu Ufam Tobie" (Jesus, jeg stoler på dig) som påskrift. Billedet fremstiller den opstandne Kristus, som bærer korsfæstelsens sårmærker på sine hænder og fødder.

Fra det gennemborede Hjerte, usynligt på billedet - som bl.a. hænger i Skt. Pauls kirke i Tåstrup og i Skt. Nikolaj kirke i Esbjerg - udgår to stråler: en rød og en bleg. Da Herren Jesus blev spurgt om deres betydning, forklarede Han: "Den blege stråle betyder vand, som retfærdiggør sjælene (dåben); den røde stråle betyder blod (Eukaristien) som er sjælens liv. Disse to stråler udgik fra min barmhjertigheds inderste væsen, dengang mit døende Hjerte blev åbnet med lansen."

Det er Guds barmhjertighed, som Kirken formidler gennem sakramenterne. Fra og med Pinsedagen har Kirken fejret og forvaltet dåben. Der erklærer apostlen Peter over for mængden, som er fortumlet af hans forkyndelse: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave" (Apg 2,38).

Apostlene og deres medarbejdere tilbyder dåben til enhver, der tror på Kristus. De døbte iklæder sig Kristus. Ved Helligånden er dåben et bad, der renser, helliggør og retfærdiggør. Dåben er et bad i vand, hvori Guds Ord udøver sin livgivende virkning.

Dåbens riter

Det 2. Vatikankoncil har genoprettet "et katekumenat for voksne, opdelt i flere trin" som de nordiske biskopper netop har udsendt et hyrdebrev omkring samt opfordret menighederne til at igangsætte. I vort eget bispedømme indbyder biskop Czeslaw Kozon til fejring af "electio-søndagen" den 21. februar i Skt. Ansgar Kirke, hvor menigheden tager imod kandidater til voksendåb og optagelse i Kirkens fulde fællesskab.

Dåbens sakramentes betydning og nåde fremgår klart af de riter, hvormed den fejres. Korsets tegn på dåbskandidatens hoved af præst, forældre og gudforældre ved fejringens begyndelse betegner den nåde, som Kristus har vundet for os ved sit kors. Forkyndelsen af Guds Ord oplyser forsamlingen om den åbenbarede Sandhed og salvelsen med katekumenolie befrier dåbsbarnet fra synden og djævlen (arvesynden). I dåben bliver alle synder tilgivet.

Efter dåbsvandets indvielse følger selve dåben, som betegner og bevirker døden fra synden og indgangen i den Hellige Treenigheds liv. Dåben foretages ved tre gange neddykning i dåbsvandet eller ved tre gange at øse vandet over kandidatens hoved efterfulgt af ordene: "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn", som det er praksis i vort bispedømme.

Herefter følger salvelsen med den hellige krisam - en vellugtende olie indviet af biskoppen ved den årlige oliemesse i Domkirken. Den betegner Helligåndens gave til den nydøbte, som nu er blevet en kristen og som én, der er "salvet" med Helligånden og indlemmet i Kristus.

Dernæst følger den hvide klædning (dåbskjole), som symboliserer, at den døbte har "iklædt sig Kristus" og er opstanden med Kristus. Dåbslyset, som tændes ved påskelyset, betyder, at Kristus har oplyst den nydøbte, som nu er et "lysets" barn. Og sluttelig modtager forældrene en højtidelig velsignelse.

Barne- eller voksendåb?

Ethvert menneske, som endnu ikke er døbt, kan modtage dåben - hvad enten det drejer sig om en voksen person eller et barn. Ethvert menneske har behov for at blive genfødt i dåben, hvor der gives en særlig nåde, som befrier os fra mørkets magt. Kirken og forældrene ville altså fratage barnet den uvurderlige nåde at blive Guds barn, hvis de ikke sørger for dets dåb kort efter fødslen. Skikken med at døbe de små børn er udtrykkeligt bevidnet siden det 2. århundrede. Det er imidlertid muligt, at man helt fra begyndelsen af apostlenes prædikevirksomhed, også har døbt børnene.

Hos alle de døbte, børn eller voksne, skal troen vokse efter dåben. For at dåbsnåden kan udfolde sig er forældrenes hjælp vigtig. Dette er også gudfaderens eller gudmoderens opgave. De må være solide kristne, som både kan og vil bistå den nydøbte, barn eller voksen, på hans vej i det kristne liv.

Normalt er det biskoppen, præsten eller diakonen der døber, men i nødstilfælde kan enhver døbe, selv en ikke-døbt, så længe det sker med den trinitariske dåbsformel og at vejen til at gøre det, Kirken gør, når den døber.

Det evige livs segl

Dåben er nødvendig for frelsen, men ethvert menneske, som, uvidende om Kristi Evangelium og Hans Kirke, søger sandheden og Guds vilje (så vidt han kender den), kan blive frelst.

De gode nyheder er, at dåben gør os til nye skabninger indlemmet i Kristus og Kirken, hvor vi ligedannes med Kristus. Og dåben besegler den kristne med et uudsletteligt åndeligt kendemærke (karakter) - et mærke, som ikke kan udslettes af nogen synd, selv når synden hindrer dåben i at bære frelsens frugter. Dåben er givet én gang for alle og kan derfor ikke gentages.

Dåben er nemlig det evige livs segl og tillykke dermed.