Ny formand for Justitia et Pax

Den nye formand, Michael Petersen, skriver:

"Siden 2022 har jeg været medlem af Justitia et Pax og ser meget frem til at fortsætte arbejdet med Kirkens sociallære. Med min erfaring fra kommissionen glæder jeg mig til at styrke indsigten i de store udfordringer, verden står over for i dag – både på global og lokal plan. Dette arbejde sker i tæt dialog med andre europæiske kommissioner samt med både kirkelige og ikke-kirkelige organisationer i Danmark. Kommissionen skal kunne adressere og skabe viden om begge typer udfordringer. Det kan handle om indsatsen for forfulgte mennesker langt fra os, men også om mere nære spørgsmål som at udvikle omsorg blandt den stigende mistrivsel blandt unge i Danmark. Begge eksempler på emner, der er blevet arbejdet med i kommissionen. 

Hvis jeg må bruge lidt store ord, vil jeg sige, at det er svært at huske en tid, hvor splittelse og opdeling har fyldt mere. Alligevel finder jeg stort håb i Kirkens sociallære, som inspirerer til at arbejde med mange af disse udfordringer. Sociallæren er en dybt inspirerende og – for at sige det ligeud – enormt klog tradition, som jeg er stolt af at kunne bidrage bare en smule til at videreudvikle.

Jeg er 35 år gammel og uddannet religionssociolog med en ph.d.-grad fra Roskilde Universitet. Min forskning fokuserer på forholdet mellem migration og katolicisme. Jeg bor på Nørrebro i København. Når jeg ikke forsker eller arbejder i kommissionen, nyder jeg at lave mad, lytte til musik, tage på vandreture og gå i biografen."