Ny rektor på Niels Steensen, Grundskole og Gymnasium

Henrik Vestergaard Stokholm er ansat som ny rektor på Niels Steensen, Grundskole og Gymnasium (NSG) med tiltrædelse den 1. oktober 2024. Han er 44 år og har i 9 år været ansat på Nyborg Gymnasium, heraf de seneste 8 år som rektor.

”Henrik Stokholm deler skolens værdier, og vi ser med stor glæde frem til samarbejdet,” siger NSG’s bestyrelsesformand, Jakob Egeris Thorsen.

”Jeg er glad og taknemmelig over at skulle tiltræde som ny rektor for NSG. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle søge andre jobs end på den skole, jeg nu forlader efter 9 år. Men da jeg fik indblik i NSG’s værdier, læste om skolens arbejde med børn og unge og mødte de dejligste mennesker, så var jeg totalt solgt,” siger Henrik Vestergaard Stokholm.

NSG ligger på Østerbro i København og blev oprettet af jesuiterordenen i 1950. Skolen har navn efter den danske videnskabsmand og katolske biskop Niels Steensen og er det ældste katolske gymnasium i Norden.

Henvendelser om rektorudnævnelsen rettes til Jakob Egeris Thorsen på telefon 60 74 09 71 eller jet@nsg.dk