Nu på søndag den 22. maj bliver den franske lægkvinde og missionær Pauline Jaricot (1799-1862) saligkåret i Lyon. I den anledning bringes her en artikel fra Katolsk Orientering nr. 14, 2021, hvor pastor Quang Minh Nguyen, Missio Danmark, skrev om historien om de pavelige missionsværker, som Pauline Jaricot og hendes arbejde lagde grundlaget til.
---------
Det begyndte i 1822 i Frankrig, lige efter den franske revolution. Tiderne er svære for lokalkirken, der fortsat lider efter mange års forfølgelse. Men hårdest er den ekstreme fattigdom som missionærerne møder i fjerntliggende lande. De har desperat brug for hjælp.
Det var denne situation, den unge enlig kvinde Pauline Jaricot mødte. Hun var ikke ordenssøster eller en helgen, men blot en person med en vision om at ville hjælpe, lidenskaben til at handle og entusiasmen til at involvere andre.
Fra en ydmyg begyndelse blev det første pavelige missionsværk startet under navnet ’Værket for troens udbredelse’ – til at støtte det verdensomspændende arbejde for missionærer dér, hvor behovet var størst. Det blev snart det største missionskontor i verden og er det fortsat.
Enogtyve år senere inspirerede Paulines vision biskop Charles de Forbin-Janson til at starte et selskab, der skulle hjælpe forladte børn i Kina. Dette blev siden til en global bevægelse for børn, der hjælper børn – under navnet ’Børnenes missionsværk’.
En personlig tragedie i 1889 fik mor og datter Stephanie og Jeanne Bigard til at engagerer sig i uddannelsen af lokale præster til bedre at kunne tjene deres eget folk. Dette lagde kimen til ’Sankt Peter Apostles’ missionsforeningen.
Som missionær i det tidligere Burma blev pater Paolo Manna bedrøvet over præsternes ligegyldighed og det få antal missionærer. Derfor startede han en missionsforening for at tilskynde præster til mission, øge kendskabet til missionen samt opmuntre til bøn for mission. Den blev i 1916 godkendt af pave Benedikt XV og blev i 1956 udnævnt til ’Pontifical Missionary Union’.
I dag er vi alle kaldede til Kristi mission: at tage imod og dele hans budskab, liv og kærlighed gennem ord og handling. Det er radikalt og visionært.
Troens udbredelse
Udbredelse af troen’, den katolske missions arbejde med lokalsamfund, blev som nævnt grundlagt af Pauline Jaricot (1799-1852) i 1822 i Frankrig. Pauline var oprindeligt med i ’Paris Foreign Mission Society’, men fandt imidlertid at der manglede finansiering. Derfor etablerede hun et system med arbejderne under den industrielle revolution. Trods en dårlig løn blev arbejderne regelmæssigt aflønnet, og Pauline rekrutterede fabrikspiger fra sin svogers fabrik og modtog hver fredag fra hver eneste af pigerne, hvad de kunne undvære.
Hendes bror Phileas sendte dette beløb til missionen for efterladte børn i Kina. Pauline opfandt siden et system, som kunne styrke denne indsats gennem grupper på ti personer med en leder, hvor hvert medlem betalte en sou (en mønt) om ugen, som lederen af gruppen indsamlede og overdrog til den ansvarlige person.
Dette udgjorde fundamentet for Værket for troens udbredelse. På et møde med en gruppe biskopper insisterede Pauline på, at de indsamlede midler skulle sendes til det sted, hvor behovet var størst. Det blev starten på ’Universal Mission Aid Fund’, der senere blev godkendt af paven og fik international udbredelse i 1826.
Pave Pius XI sørgede i 1922 for – for at beskytte dets aktiver mod konfiskation fra en fjendtligsindet regering i Frankrig – at det kom under pavelig beskyttelse sammen med Børnenes missionsværk og Apostlen Petrus’ Værk.
Missionsværkerne er nu placeret under Kongregationen for folkenes evangelisering. Kongregationen samarbejder med lokalkirkerne om at yde tilskud til bispedømmers drift og at yde åndelig støtte og praktisk hjælp til de mest trængende menigheder. Det hjælper den unge kirke med at yde støtte til opførelse af kapeller og kirker, pastoralcentre, klinikker og hospitaler, og sørge for medicin, pastoralpleje og nødhjælp. Det yder også støtte til uddannelse af lægkateketer m.m.
Børns mission
Den katolske missionsarbejde med børn begyndte med en samtale om, hvordan børn kan hjælpe andre børn. Biskop Charles mødte Pauline Jaricot omkring 1840. Hjemvendt til Paris efter at have rejst rundt i USA for bl.a. at tale om arbejdet med troens udbredelse begyndte han at interesse sig for efterladte babyer i Kina. Han drøftede det med Pauline og to dages drøftelser mundede ud i en enkel handlingsplan – at oprette en organisation, der skulle understøtte udenlandske børnemissioner.
Den 19. maj 1843 indkaldte han til det første møde for at etablere den nye organisation i Frankrig og tilskyndede medlemmer til dagligt at bede en kort bøn for missionerne og at støtte sagen økonomisk. Ligesom de to andre missionsselskaber kom også dette under pavelig beskyttelse og blev i 1922 udnævnt til et paveligt selskab.
Under sloganet ’Børn, der hjælper børn’ bruges de midler, som rejses gennem skoler, til selvhjælpsprogrammer, herunder at gennemføre skolegang, sundheds- og ernæringsprogrammer samt bidrag til medicin, skolepenge, undervisnings- og læringsressourcer. Børn i lokalsamfund, på børnehjem og handicaphjem, flygtninge og gadebørn modtager hjælp takket være andre børns generøsitet. I de senere år er børnenes indsats blevet understøttet af voksnes indsats gennem programmet ’Børns Missionspartnere’ (Children’s Mission Partners) samt andre missions- og fundraisingsaktiviteter.
Apostlen Petrus’ Værk
Efter at have oplevet en stor personlig tragedie levede Jeanne Bigard (1859-1934) og moderen Stephanie begge et tilbagetrukket liv; de levede praktisk talt som eremitter efter at Jeannes far tog sit eget liv og hendes bror brændte ihjel ved en ulykke. Disse tragiske begivenheder fik imidlertid den velhavende Jeanne til at efterlade en varig og afgørende arv til brug for uddannelse af ’hjemlige’ præster.
De to kvinder vendte sig senere mod velgørende arbejde og begyndte at fremstille alterlinned og tøj til missionærer i Japan. Efter at have fået kendskab til de to kvinder og deres interesse henvendte pater Villion, udstationeret i Japan, sig til dem i 1888. Fra Kyoto bad han dem om hjælp til at opføre en kirke. Selv om Bigard’erne var meget velhavende var de også meget nådeholdende med penge, men til sidst valgte de at sælge noget jord og en fabrik, og indtægten herfra, 50.000 franc, blev sendt til pater Villion til opførelse af kirken.
I 1889 opfordrede den franske biskop af Nagasaki, Jules-Alphonse Cousin, de to kvinder til at støtte japanske drenges præsteuddannelse. Det lagde grunden til et selskab med fokus på at fremme lokale præster overalt i verden.
Bigard’erne donerede deres store formue til dette nye selskab, der blev godkendt af paven i 1890 og gjort til paveligt missionsværk i 1922. Selskabet uddanner unge mænd og kvinder til at tjene deres eget folk som ordensbrødre, -søstre eller præster. Det støtter også lokale kateketer, deres uddannelse og relaterede aktiviteter.
Pontifical Missionary Union
Den katolske missionsarbejde med dannelsen af en mission blev grundlagt i 1916 i Italien af pater Paolo Manna (1872-1952). I 1895 rejste pater Manna ud for at missionere i Toungoo i det østlige Burma, hvor han arbejdede i godt ti år inden alvorlig sygdom i 1907 tvang ham til at vende hjem til Italien.
Fra 1909 dedikerede han al sin energi de næste fyrre år på at fremme missionsiveren blandt præster og troende. Han drømte om en organisation, der kunne hjælpe ham med at dele de åndelige nådegaver, han havde modtaget gennem sit arbejde med at viderebringe det glade budskab til andre. Pater Manna ønskede at opmuntre dem, der allerede var engageret i Kirkens arbejde med at støtte missionerne eller måske selv ønskede at blive missionær.
Efter at have fået pave Benedikt XV’s godkendelse, grundlagde p. Manna i 1916 ’Missionærforbundet for Præstestanden’ (The Missionary Union of the Clergy) for at fremme entusiasmen blandt præster for ’Opera Maxima’ (evangelisering af verden), at styrke kendskabet til missionerne og tilskynde til bøn for missionen. I 1956 blev selskabet gjort ’paveligt’ af pave Pius XII.
Pater Manna forestillede sig, at selskabet skulle være en radikal løsning på problemet hvordan man involverer katolikker i apostolatet. Han var bedrøvet over præsternes ligegyldighed og det få antal missionærer. Hans holdning var, at et præsteskab fokuseret på missionen ville gøre alle katolikker til missionærer. I dag har selskabet spredt sig over hele verden og har blandt sine medlemmer også præstestuderende, ordenfolk og lægfolk.