I årets budskab beskæftiger pave Frans sig med kald i bred forstand. Alle mennesker er kaldet til at virkeliggøre Guds store drøm: ”At de alle må blive ét”; at hele menneskefamilien må blive ét i kærlighed!
Her følger pave Frans’ budskab i anledning af Verdensdagen for bøn og kald, søndag 8. maj 2022.
Kære brødre og søstre!
Nu i vor tid, mens krigens og undertrykkelsens kolde vinder fortsat blæser og det er temmelig almindeligt med polariseringsfænomener, har vi som Kirke sat gang i en synodal proces: Vi føler et akut behov for at vandre sammen og fremelske en lytten, deltagelse og deling. Sammen med alle mænd og kvinder af god vilje ønsker vi at bidrage til at bygge den menneskelige familie, at læge dens sår og at efterstræbe en bedre fremtid. Det er i dette perspektiv, at jeg i anledning af denne 59. Verdensdag for bøn om kald sammen med jer vil reflektere over den videre betydning af ’kald’ i sammenhæng med en synodal Kirke, der stiller sig lyttende til Gud og til verden.
Kaldet til sammen at være missionens hovedaktører
Synodalitet – det at vandre sammen – er et grundlæggende kald for Kirken, og kun på den baggrund er det mulig at skelne og værdsatte alle de forskellige typer af kald, nådegaver og tjenester. Samtidig ved vi, at Kirken er til for at evangelisere, ved at den går ud af sig selv og sår evangeliets frø i historien. En sådan mission er mulig netop når man lader alle de pastorale områder virke sammen og når alle Herrens disciple deltager. For ”i kraft af deres dåb er alle medlemmer af Guds folk blevet missionerende disciple (jf Matt 28,19). Alle døbte, uanset deres funktion i Kirken og graden af deres trosoplæring, er aktive evangeliseringssubjekter” (Evangelii Gaudium, 120). Vi må vogte os mod den mentalitet, der adskiller præster og lægfolk fra hinanden, og betragter førstnævnte som hovedaktører og sidstnævnte som udøvere. Som ét eneste Guds folk, lægfolk og præster, må vi sammen drive den kristne mission. Hele Kirken er et evangeliserende fællesskab.
Kaldet til at drage omsorg for hinanden og for skaberværket
Ordet ’kald’ skal ikke forstås i snæver forstand, udelukkende at henvise til dem, som følger Herren gennem et særligt gudviet liv. Alle er vi kaldet til at deltage i Kristi sendelse, til at forene vor spredte menneskefamilie og forsone den med Gud. Helt generelt modtager ethvert menneske, allerede før det har mødt Kristus og omfavnet den kristne tro, i livets gave et grundlæggende kald: Hver af os er en skabning, der er villet og elsket af Gud, som han har en enestående og helt særlig plan for, og den guddommelige gnist, som bor i hvert menneskehjerte, er vi kaldet til at udvikle i løbet af vort liv og herigennem bidrage til fremvæksten af en menneskehed, der er besjælet af kærlighed og gensidig modtagelighed. Vi er kaldet til at drage omsorg for hinanden, til at knytte bånd af enighed og deling, til at læge skaberværkets sår så dets skønhed ikke bliver ødelagt. Kort sagt er vi kaldet til at være én eneste stor familie i vort vidunderlige fælles hjem i skaberværket, i det harmoniske mangefold af dets elementer. I denne brede forstand er vi ikke blot enkeltindivider, men også forskellige folkeslag, fællesskaber og grupper af forskellige slags ’kald’.
Kaldet til at lade Gud se på os
I dette store, fælles kald indgår det særlige kald, Gud giver os ved at nå ind i vort liv med sin kærlighed og orientere det mod dets endemål, mod en fylde, der overskrider til og med dødens tærskel. Således har Gud villet se på vort liv og således ser han på det.
Følgende ord tilskrives Michelangelo Buonarroti: ”Enhver stenblok gemmer en statue i sit indre, og det er billedhuggerens opgave at afdække den”. Hvis dette kan være en kunstners blik, så ser Gud endnu meget mere sådan på os: I pigen fra Nazareth så han Guds mor; i fiskeren Simon, Jonas’ søn, så han Peter, den klippe han ville bygge sin Kirke på; i tolderen Levi så han apostlen og evangelisten Mattæus; I Saulus, den benhårde kristenforfølger, så han Paulus, hedningenes apostel. Stadig når hans kærlige blik os, det berører os og befrir os, forvandler os og gør os til nye mennesker.
Alle kald har denne samme dynamik: Guds blik når os, han kalder os. Kald er, ligesom hellighed, ikke en ekstraordinær oplevelse forbeholdt de få. Ligesom der findes en ”væg-til-væg hellighed” (jf Gaudete et Exsultate, 6-9), er også kald noget alment, for alle bliver vi set på og kaldet af Gud.
En talemåde fra Det fjerne Østen siger: ”En vismand ser på ægget og ser ørnen; han ser på frøet og skimter det store træ; han ser på synderen og skimter helgenen”. Således ser Gud på os: I hver af os ser han potentialer, som vi selv kan være uvidende om, og gennem hele vores liv virker han utrættelig så det bliver muligt for os at stille dem til tjeneste for det fælles bedste.
Således fødes kaldet, takket være den guddommelige billedhuggers kunst, som med sine ’hænder’ får os til at komme ud af os selv, så det mesterværk, vi er kaldet til at være, skal aftegne sig i os. Navnlig er Guds ord, som befrier os fra egoisme, i stand til at rense, oplyse og genskabe os. Så lad os lytte til Ordet, som åbner os for det kald Gud betror os! Og lad os lære også at lytte til vore søskende i troen, for i deres råd og eksempel kan der ligge et Guds initiativ, som altid viser os nye veje at betræde.
Kaldet til at besvare Guds blik
Guds kærlige og kreative blik når os på en helt særlig måde i Jesus. Om den rige mand skriver Markus, at ”Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham” (10,21). På hver af os hviler Jesu blik, fuld af kærlighed. Brødre og søstre, lad dette blik berøre os, og lad ham bringe os hinsides os selv! Og lær os også at se på hinanden på sådan en måde, at de mennesker, som vi lever med og som vi møder – uanset hvem de er – kan føle sig velkomne og opdage, at der findes Nogen som ser på dem med kærlighed og indbyder dem til at udvikle deres fulde potentialer.
Vort liv forandrer sig når vi lader dette blik hvile på os. Alt bliver en kaldsdialog mellem os og Herren, men også mellem os og andre. En dialog som, hvis vi udlever den i dybden, får os til at blive stadig mere det, vi er: i kaldet til det ordinerede præsteskab, for at være redskab for Kristi nåde og barmhjertighed; i kaldet til ordensliv, for at være en lovprisning af Gud og en ny menneskeheds profeti; i kaldet til ægteskab, for at give os i gave til hinanden og for at frembringe og opdrage nyt liv. Generelt i alle kald og tjenester i Kirken, der kalder os til at se på andre og på verden med Guds øjne, så vi kan tjene det gode og sprede kærlighed med gerninger og med ord.
I den forbindelse vil jeg gerne nævne dr. José Gregorio Hernández Cisneros’ erfaringer. Mens han arbejdede som læge i Caracas, Venezuela, blev han franciskanertertiær. Senere tænkte han at blive munk og præst, men hans helbred tillod ham det ikke. Da forstod han, at netop lægegerningen var hans kald, og som læge hengav han sig især til de fattige mennesker. Han viede sig til dem, der var ramt af Den spanske Syge, som på den tid hærgede verden. Han blev påkørt af en bil og døde på vejen ud af et apotek, hvor han havde hentet medicin til en af sine ældre patienter. Han var et eksemplarisk vidne om hvad det vil sige at tage imod Herrens kald og give det sin fulde tilslutning, og han blev saligkåret for et år siden.
Kaldet til at bygge en broderlig verden
Som kristne bliver vi ikke kaldet kun hver for sig; vi bliver også sammen-kaldt. Vi er som mosaikbrikker: Selv enkeltvis er de smukke, men de må sættes sammen for at danne et billede. Vi lyser hver især som stjerner i Guds hjerte og på universets himmelhvælv, men med udgangspunkt i vort eget livsmiljø er vi kaldede til at danne stjernebilder, der kan vise vej og oplyse for menneskeheden under dens vandring. Dette er Kirkens mysterium: Med sin sammenvævning af forskelligheder er den et tegn på og redskab for det, som hele menneskeheden er kaldet til. Derfor må Kirken blive stadig mere synodal: i stand til i samlet flok at vandre i mangfoldets harmoni, hvor alle har noget at bidrage med og alle kan deltage aktivt.
Så når vi snakker om ’kald’ drejer det sig altså ikke alene om valg af livsform, om at aflægge løfte om at vie ens liv til en bestemt tjeneste, eller om at følge sig draget til en ordensfamilies, bevægelses eller et kirkeligt fællesskabs nådegaver; det drejer sig om at virkeliggøre Guds drøm, hans store plan om søskendeskab, som Jesus havde i sit hjerte da han bad Faderen: ”At de alle må være ét” (Joh 17,21). Ethvert kald i Kirken – og i vid forstand også i samfundet – tjener et fælles formål: at lade den lyde blandt mænd og kvinder, den harmoni af mangfoldige gaver, som alene Helligånden formår at gøre til virkelighed. Præster, ordensfolk og lægfolk, lad os vandre og arbejde sammen, for at vidne om at én eneste stor menneskefamilie forenet i kærlighed ikke er nogen utopi, men det projekt som Gud har skabt os for.
Lad os bede, brødre og søstre, om at Guds folk midt i historiens dramatiske hændelser stadig oftere må besvare dette kald. Lad os bede om Helligåndens lys, således at enhver af os må finde sin plads og give det bedste af sig selv i denne store plan!
Givet i Rom, Laterankirken, 8. maj 2022, fjerde søndag i påsken
FRANS