Pave Frans tager på sin 45. apostolske rejse til udlandet

Pave Frans er begyndt sin apostolske rejse til Indonesien, Papua Ny Guinea, Timor-Leste og Singapore. Det pavelige fly lettede fra Roms Fiumicino lufthavn i dag kl. 17:32. Det 12-dages besøg i fire lande i Asien og Oceanien vil være den længste rejse, paven har foretaget som Peters efterfølger. Flyet er planlagt til at lande i Jakarta omkring kl. 11:30 lokal tid (GMT+7).

Paven sendte ved afrejse et telegram til Italiens præsident, Sergio Mattarella: "Da jeg er ved at påbegynde min apostolske rejse til Indonesien, Papua Ny Guinea, Timor-Leste og Singapore, drevet af ønsket om at møde vores brødre og søstre i troen og alle dem, som i disse nationer, rige på menneskelige og åndelige værdier, har vidnet om solidaritet, fællesskab og dialog, selv i tider og situationer præget af prøvelser, er jeg glad for at sende dig, hr. præsident, og det elskede italienske folk mine bedste ønsker, som jeg ledsager med hjertelige håb om fred og velstand."

Pave Frans vil under sin rejse fokusere på at besøge de lokale katolske samfund, men han vil også stå over for komplekse geopolitiske udfordringer. I Papua Ny Guinea, hvor han vil være tæt på en af verdens største tropiske regnskove, kan han gentage sin opfordring til at beskytte skaberværket. Rejsens største udfordring kan blive forsoning mellem nabolandene, især i forhold til situationen i Vestpapua, som er en del af Indonesien. I Østtimor vil hans udtalelser blive nøje overvåget, især i lyset af landets historie med Indonesien. Paven vil også fortsætte sin dialog med islam, især i Indonesien, som har verdens største muslimske befolkning. Hans rejse afsluttes i Singapore, hvor han muligvis vil adressere forholdet mellem Den katolske Kirke og Kina, da Vatikanet snart skal forny sin aftale med de kinesiske myndigheder om udnævnelse af biskopper.

 

Odateret 3/9 kl. 7.51

Pave Frans er ankommet i Jakarta. Flyet landede kl. 11.19 lokaltid (06.19 dansk tid) i Indonesiens hovedstad.

Skrevet på baggrund af artikler af Devin Watkins og Deborah Castellano Lubov, Vatican News og Mikael Corre, La Croix (redigeret af Ewa Angela Wegener)

Billeder: Vatican Media