Forud for sin kommende apostolske rejse til Tyrkiet offentliggjorde pave Leo XIV søndag d. 23. november, på festen for Jesus Kristus, Universets Konge, det apostoliske brev In unitate fidei. Brevet, der er inddelt i tolv punkter, har til formål “at opmuntre hele Kirken til at forny sin begejstring for trosbekendelsen.”
I 2025 markerer Kirken 1700-året for det første koncil i Nikæa, indkaldt i 325 af kejser Konstantin den Store for at løse teologiske stridigheder og formulere en fælles kristen lære. Koncilet bekræftede Kristi guddommelighed og gav os den nikænske trosbekendelse.
Pave Leos rejse vil føre ham til Ankara, Istanbul og İznik – det historiske Nikæa – og brevet er derfor først og fremmest en appel til kristen enhed.
“I troens enhed, som har lydt fra Kirkens begyndelse,” skriver paven, “er de kristne blevet kaldet til at vandre i harmoni, idet de bevarer og viderefører den gave, de har modtaget, med kærlighed og glæde.” Han minder samtidig om ordene fra trosbekendelsen: “Jeg tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn … for vores frelses skyld steg han ned fra himlen.” Denne sandhed blev formuleret med særlig klarhed for 1700 år siden på koncilet i Nikæa, den første økumeniske forsamling i kristendommens historie.
Trosbekendelsen giver håb
Forud for sin rejse ønsker pave Leo at rette Kirkens opmærksomhed mod trosbekendelsen. “I århundreder,” siger han, “har denne faste bekendelse været de kristnes fælles arv. Den fortjener at blive bekendt og forstået på stadig nye og relevante måder.”
I jubelåret 2025, viet til temaet Kristus, vores håb, kalder paven det et “forsynets sammentræf,” at Nikæa-jubilæet falder netop nu. For koncilets forkyndelse af troen på Jesus Kristus, Guds Søn, “er hjertet i den kristne tro.”
“Selv i dag,” bemærker pave Leo, “fremsiger vi ved hver søndagsmesse den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, som forener alle kristne.” Og i en tid præget af “bekymringer og frygt, trusler om krig og vold, naturkatastrofer, alvorlige uretfærdigheder, ubalancer og den sult og nød, som millioner af vores brødre og søstre lider under,” tilføjer han, “giver denne trosbekendelse os håb.”
Det, der forener os, er større end det, der skiller os
Koncilet i Nikæa har også stor økumenisk betydning i dag. Enheden mellem kristne var et hovedmål for Andet Vatikankoncil, og for tredive år siden understregede den hellige Johannes Paul II dette i encyklikaen Ut unum sint (25. maj 1995).
“Det er sandt,” erkender paven, “at den fulde synlige enhed med de ortodokse og orientalsk-ortodokse Kirker og med de kirkelige fællesskaber, der opstod ud af reformationen, endnu ikke er nået.” Alligevel har dialogen – “grundlagt på én dåb og den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse” – ført til, at medlemmer af andre traditioner anerkendes “som vores brødre og søstre i Jesus Kristus” og til en fornyet bevidsthed om “det ene, universelle fællesskab af Kristi disciple.”
Kristne “deler den samme tro på den ene og eneste Gud, hele menneskehedens Fader. Vi bekender sammen den ene Herre, Jesus Kristus, Guds sande Søn, og den ene Helligånd, som leder os mod fuld enhed og fælles vidnesbyrd om evangeliet.” Derfor, understreger pave Leo, er “det, der forener os, langt større end det, der skiller os.”
“I en konfliktpræget verden,” skriver han, “kan det ene, universelle kristne fællesskab være et tegn på fred og et redskab til forsoning og spille en afgørende rolle i den globale indsats for fred.” Han minder også om den hellige Johannes Paul IIs ord om “de mange kristne martyrer fra alle traditioner,” hvis vidnesbyrd “forener os og opmuntrer os til selv at være vidner og fredsskabere.”
Den nikænske trosbekendelse som pejlemærke
For at kunne udøve denne tjeneste troværdigt kræves det, “at vi vandrer sammen mod enhed og forsoning,” skriver pave Leo. “Den nikænske trosbekendelse giver os et forbillede på sand enhed i legitim mangfoldighed og kan være udgangspunkt og pejlemærke for denne vandring.”
“Vi må derfor,” fortsætter han, “lægge teologiske stridigheder, som har mistet deres relevans, bag os for at udvikle en fælles forståelse og – endnu vigtigere – en fælles bøn til Helligånden, så han kan samle os i én tro og én kærlighed.”
Dette er ikke ensbetydende med “en økumeni, der forsøger at vende tilbage til tiden før splittelserne” eller en accept af “status quo mellem de forskellige Kirker,” men med en økumeni, “der ser fremad og søger forsoning gennem dialog, mens vi deler vores gaver og åndelige arv.” Genskabelsen af enheden mellem de kristne “gør os ikke fattigere – tværtimod beriger den os.”
Pave Leo XIV afslutter brevet med en opfordring til fælles bøn og påkalder “Helligånden om at ledsage og vejlede os i dette arbejde.”
Skrevet af Deborah Castellano Lubov, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media