Ved onsdagsaudiensen tidligere i dag, d. 26. november, fortsatte pave Leo sin katekeseserie om håb og reflekterede over livets mysterium. Han understregede, at Guds kærlighed giver vores liv mening, når vi deltager i at give liv videre til andre.
Pave Leo satte fokus på menneskelivets mysterium samt de modsætninger og løfter, der er indvævet i vores tilværelse. Livet, sagde han, er en gave, vi ikke har bedt om, og alle mennesker møder vanskeligheder og forhindringer – nogle i endnu højere grad end andre.
”Livet har en helt særlig karakter: Det gives os, vi kan ikke give det til os selv, men det må hele tiden næres,” sagde paven. ”Det kræver omsorg, som opretholder, giver liv, beskytter og fornyer det.” Med denne gave følger det menneskelige begær efter at forstå livets mening og det ultimative mål. At leve med mening, forklarede han, betyder at finde retning og håb – noget, der gør, at vi ikke giver op, selv når vi er trætte, og som lærer os at stole på, at vores jordiske vandring en dag vil føre os hjem.
”At håbe i livet,” sagde paven, ”betyder at have en forsmag på målet, at tro på som sikkert det, vi endnu ikke kan se eller røre ved, og at betro os til kærligheden fra en Fader, som har skabt os, fordi han ønskede os i kærlighed og vil, at vi skal være lykkelige.”
Vores verden, tilføjede pave Leo, er præget af en sygdom, som udspringer af manglende tillid til livet, og som får mennesker til at falde i fatalisme og opgive at søge mening. At leve kræver mod, og Jesu jordiske liv viste, at Gud ønsker at genoprette vores håb – især for de fortvivlede, udstødte og dem, der synes fjerne.
Paven reflekterede herefter over Guds kald til mennesket om at deltage i hans ønske om at give liv videre til andre og kaldte kærligheden mellem en mand og en kvinde et ”vidunderligt crescendo.”
”Gud skabte dem i sit eget billede og betroede dem missionen at skabe videre i hans billede – det vil sige ud af kærlighed og i kærlighed,” sagde han. ”Den Hellige Skrift afslører fra begyndelsen, at livet, netop i sin højeste form, den menneskelige form, får frihedens gave og bliver til et drama.”
Vores menneskelige relationer er derfor præget af modsætninger, fordi vores frihed får os til at opfatte andre som konkurrenter eller trusler. Men Gud forbliver tro mod sin plan for menneskeheden og løfter os konstant op fra vores blinde instinkt til vold og diskrimination, understregede pave Leo.
”At skabe liv,” sagde han, ”betyder derfor at stole på livets Gud og fremme det menneskelige i alle dets udtryk – især i det vidunderlige eventyr, der er moderskab og faderskab, også i sociale sammenhænge, hvor familier kæmper med hverdagens byrder og ofte oplever, at deres planer og drømme hæmmes.”
Afslutningsvis opfordrede pave Leo de troende til at rette blikket mod Kristi opstandelse som vores håb. ”Når livet synes at være slukket eller blokeret,” sagde han, ”så se, den Opstandne Herre går stadig forbi, til tidens ende, og han går med os og for os. Han er vores håb.”
Skrevet af Devin Watkins, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media

