Paven besøger Bahrain i denne uge

Pave Frans’ 39. apostolske rejse begynder i dag, torsdag, når han besøger Bahrain, den lille østat i Den Persiske Golf.

Det er et lille land i størrelse, som paven besøger, med en befolkning på 1,7 millioner indbyggere. Omkring 15% af dem er kristne; en gruppe, der – som i de fleste andre Golfstater – næsten udelukkende består af diplomater og gæstearbejdere, der begyndte at ankomme til landet allerede i 1930’erne. Omkring en tredjedel af de kristne er katolikker.

I modsætning til andre lande i Golfregionen har Bahrain dog også en indfødt kristen befolkning. Den lille gruppe på omkring tusind troende består hovedsageligt af katolikker fra nabolandene, som kom til Bahrain mellem 1930 og 1950 for at praktisere deres tro og derefter opnåede statsborgerskab.

Religionsfrihed
Landets retssystem er baseret på den muslimske sharia-lovgivning, men i modsætning til nabolandet Saudi-Arabien har kristne og andre minoriteter lov til at praktisere deres tro, og landet har haft diplomatiske forbindelser med Pavestolen siden 1999.

Bahrain er også det land, der fik opført den første katolske kirke i Golfregionen i moderne tid: Sacred Heart-kirken i hovedstaden Manama, der blev bygget i 1939 på en grund doneret af den daværende emir. Siden da er der blevet opført endnu en katolsk kirke i byen Awali, igen på en grund doneret af statsoverhovedet, kong Hamad bin Isa al-Khalifa. Kirken blev indviet i december sidste år af kardinal Luis Antonio Tagle, præfekt for evangeliseringsdikasteriet.

Internationalt møde
Under sit besøg vil pave Frans deltage i et internationalt dialogforum med over to hundrede trosledere og akademikere fra hele verden. Han vil også mødes med landets katolikker og repræsentanter for andre kristne kirker og trosretninger.

Bahrain er en del af det nordarabiske biskoppelige vikariat, men bispedømmet har været ledigt siden 2020 og overvåges af en apostolsk administrator, den 80-årige schweizer Paul Hinder. Vikariatet omfatter 65 præster – mange af dem kapucinerpræster ligesom Paul Hinder – og en række ordensmænd og -kvinder.

Kilde: Vatikanets medier