Søndag den 9. januar, på højtiden for Herrens dåb, fejrede pave Frans messe i Det Sixtinske Kapel og døbte 16 børn af ansatte i Vatikanet.
Sidste år var pavens traditionelle dåb af børn på denne højtid aflyst på grund af pandemien, og sidst det fandt sted var i 2020, hvor paven døbte 32 børn i kapellet.
Det Sixtinske Kapel, indviet af pave Julius II i 1512, er mest kendt som stedet hvor konklaverne afholdes i forbindelse med valg af ny pave. Hvert år besøger godt 5 millioner personer kapellet som led i besøget i Vatikanets museer. En gang om året fejrer paven messe her, på højtiden for Herrens dåb, og døber samtidig børn af medarbejdere i Vatikanet. I 1983 fejrede pave Johannes Paul II messe og døbte børn for første gang i Det Sixtinske Kapel.
Pave Frans holdt en kort prædiken, hvilket er normalt ved denne lejlighed. Han henviste til en liturgisk salme, der handler om at Israels folk gik ned til floden Jordan ”med bare fødder og bare sjæle”, det vil sige, de indså nødvendigheden af at blive renset af Gud.
Paven sagde blandt andet:
”I dag kommer disse børn også her med deres bare sjæle for at tage imod Guds retfærdiggørelse, Jesu kraft, kraften til at gå videre i livet, for at tage imod den kristne identitet. Det er dét, det handler om. Jeres børn får en kristen identitet i dag. Og I, fædre og mødre og gudforældre, må værne om denne identitet. Dette er jeres opgave i livet: at værne om jeres børns kristne identitet. Det er en opgave i hverdagen at få dem til at vokse med det lys, de modtager i dag. Det er det, jeg ønsker at sige. Dette er budskabet i dag: at værne om den kristne identitet, som I tog med i dag for at lade jeres børn tage imod den”.